Simon Staun
PR-foto

I koma over Comosøen

I min barndom var det helt store hit at slæbe campingvognen hele vejen fra Nordjylland til Gardasøen. Altså ikke for min egen families vedkommende, men for en betragtelig del af vennekredsen. Min familie drog i stedet til Nordtyskland eller blev i Danmark, hvilket gjorde det nordlige Italien endnu mere lokkende og mytisk.

Jeg er kun kørt gennem Milano på vej fra Frankrig til Schweiz og har aldrig rigtig set noget af Lombardiet. Det skulle der laves om på, og derfor brugte familien en stor del af forrige vinter på at lede efter ferielejligheder ved enten Como- eller Gardasøen.

Como var af ukendte årsager markant billigere, og derfor trak den det længste strå. Vi besluttede på forhånd, at vi ville bo i to forskellige lejligheder på forskellige sider af søen, så vi kunne udforske mest muligt. Den første uge boede vi i den mest sublime lejlighed i Nesso på halvøen mellem søens to ranglede ben.

Blærede Bellagio

Vores første udflugt gik til berømte Bellagio, der fra spidsen af halvøen udgør selve hjertet af søen, der ligner et Y vendt på hovedet.

Bellagio er kaldt Italiens smukkeste by, og den er kendt for sine luksuriøse, femstjernede hoteller, der koster en mindre formue at overnatte på, samt fine restauranter og eksklusive butikker, hvor man kan købe sig fattig i italienske og udenlandske mærkevarer.

Vi køber ikke andet end pizza til frokost, og det er såmænd dyrt nok, da vi som i andre italienske turistfælder skal betale et særlig gebyr for at få dækket bordet. Det er godt nok kun 20 kroner pr. mand og barn, men det ender trods alt med at blive nogle halvdyre pizzaer med seks mand omkring bordet.
Alligevel er Bellagio dog besøget værd, og byen er oplagt at spendere tid i, hvis man planlægger at sejle til Menaggio i vest eller Varenna i øst.

Tilbage til Varenna

Vi vender tilbage til Bellagio senere den første uge netop for at tage færgen til Varenna. Turen tager under 20 minutter og er interessant af flere grunde. For det første ville det have taget knap fire timer at køre uden om søen i bil på veje, for det andet er det en stor oplevelse af se både Bellagio og Varenna fra søsiden.

Varenna er, som en betragtelig del af byerne omkring Comosøen, en gammel fiskerlandsby, der har bevaret en autenticitet og ro, man mærker, så snart man træder i land. Fra færgelejet til selve byen er der en lille sti og under fem minutters gåtur hen til en stenstrand, hvor man sagtens kan bade, soppe eller bare sidde og nyde den sublime udsigt fra en håndfuld hyggelige restauranter.

Her er kogende varmt, derfor er det skønt at gå rundt i skygge mellem de charmerende huse, der er forbavsende velholdte. Min datter på seks og jeg finder op til byens lille torv, hvor der ligger to kirker: Chiesa di San Giorgio og Chiesa di San Giovanni Battista.

Vi går ind i sidstnævnte, der er noget mindre og ældre. Her er herligt svalt, og min datter studerer længe på de 700 år gamle freskomalerier alene for at køle lidt af. Man har set hele byen på en formiddag, men jeg har alligevel en drøm om at vende tilbage og bo i byen eller på det lokkende, gule Hotel Olivedo ved færgelejet. Det ligner et hotel, som det så ud omkring århundredskiftet. Altså det forrige.

Imponerende katedral

Byen, der har lagt navn til søen, tager i den grad fusen på familien. Der er lidt flere indbyggere i Como end i Esbjerg, men det føles faktisk, som om det er en markant større by, når man lusker rundt i det labyrintagtige net af små gader.

Jeg har set flere katedraler end de fleste biskopper når på et helt liv, alligevel lader jeg mig lokke af den gotiske katedral. Med over 600 år på bagen imponerer den både bedstefar på 75 og min yngste datter på to år.
Noget andet, der vækker begejstring, er byens enorme træporte og dørpartier. Flere døre må være fem-seks meter høje, hvilket er umenneskeligt højt, når man ikke er meget over en meter.

På turen er jeg blevet bedt om at tage billeder af isvafler, sommerfugle, blomster og legetøjsbutikker, men i Como vil mine døtre have billeder af byens porte. Muligvis begyndelsen på en livslang fetich. Vi spenderer kun en enkelt dag i Como, men det er uden tvivl en by, der skal genses.

Batteriet døde

Efter en uge med base nordøst for Como kører vi mod Menaggio en lille time nordvest for Como. På vejen passerer vi et væld af billedskønne byer som Brienno, Sala Comacina, Lenno og Tremezzina. Foruden Argegno, hvor vi vender tilbage senere på ugen for at tage med kabelbane op til landsbyen Pigra.

Billetten er rørende billig, og selv om selve byen ikke blæser os bagover er både turen derop og udsigten fabelagtig. Mens resten af familien spiser is på en kløgtigt placeret restaurant lige ved siden af kabelbanestationen, snuser jeg lidt rundt i byen med 300 indbyggere.

På en lille time møder jeg kun en håndfuld lokale, og selv om de gerne vil snakke - på italiensk - skal de ikke nyde noget af at havne på siderne i denne avis.

Argegno for foden ved søen er en mere tiltalende by, hvor min svigerfar og jeg ender med at tilbringe lidt længere tid end ventet, da batteriet på mine svigerforældres Peugeot ikke overlever de mange dages langsomme kørsel i bjergterræn. Vi må vente på autohjælp i 38 grader på det centrale lille torv tæt på havnen. Heldigvis skal man aldrig lede længe efter et pizzeria i Italien, og med udsøgt udsigt over såvel sø som hverdagslivet i Argegno klarer vi let ventetiden.

Børnepool er et hit

I løbet af feriens sidste uge kører vi dagligt til Menaggio fra bjerglandsbyen Plesio, hvor vi bor med den bedste udsigt, jeg nogensinde har haft fra en ferielejlighed. Hvis ikke vi havde haft børn med på rejsen, kunne alle have tilbragt en uge med blikket ud over søen med Varenna og Bellagio i horisonten.

I Menaggio ligger der en herlig forlystelse ved søbredden, som vi ender med at besøge tre gange på en uge. Lido di Menaggio har to store pools, legeplads og en sandstrand med adgang til søens lune vand. Man skal godt nok betale for at komme ind, men med de omtalte 38 grader er det prisen værd. Børnene elsker poolen med 40 centimeter vand, mens forældrene nyder solen og en bog på skift.

Selve byen er lige så betagende som sine nabobyer. Uden altoverskyggende attraktioner, men med skygge under både parasoller på byens torv og under træerne på den lange strandpromenade, der går hele vejen fra Lido di Menaggio til centrum af byen.

Efter to ugers ferie har vi ikke tilnærmelsesvis fået nok af Comosøen og dens væld af indtagende byer. Sjældent har vi kørt nordpå med visheden om, at vi uden skyggen af tvivl skal tilbage til denne destination.

 

Del 2 -  Ned i gear i Nesso

Den første af to ferieuger ved Comosøen i Norditalien blev brugt i flækken Nesso, hvor dagens højdepunkt var en tur til købmanden eller søbredden for at studere svaner

Det var en ren og skær tilfældighed, der fik familien med to voksne, to børn og et sæt bedsteforældre til at havne i Nesso på halvøen mellem Comosøens to ben. En rørende billig lejlighed med en 10 meter lang altan med udsigt til modsatte bred solgte sig selv som kold hvidvin på en 40 grader lun sommerdag.

Ofte ankommer man til en lejlighed og tænker: "Den har de godt nok solgt godt på billederne." Men denne lejlighed var større, lysere og bedre indrettet, end man kunne fornemme på billederne, hvilket var perfekt, da planen var at tilbringe en betragtelig del af tiden med at sippe til den omtalte hvidvin, mens ungerne boltrede sig i et medbragt badebassin på terrassen.

På forhånd havde vi ikke sat os ind i, hvad Nesso kunne tilbyde af seværdigheder. Det eneste, vi havde sikret os, var, at man kunne handle de mest basale fornødenheder som oliven, brød, mælk, italiensk skinke, hvidvin og lidt kolde øl. Den første dag brugte vi - det vil sige min kone - på at pakke tøj nok ud til en hel børnehave og fylde i skuffer og skabe, mens jeg tog bestik af situationen og sørgede for, at ungerne ikke væltede ud over rækværket og 10 meter ned i gården.

Selvlysende sodavandsis

Første "rigtige" dag i Nesso havde jeg lovet min datter på seks år, at vi skulle finde en købmand for at proviantere sodavandsis, som vi helt undtagelsesvis ikke havde haft med hele vejen fra Odense over Kassel-bakkerne og til Norditalien.

I Nesso går man enten op eller ned ad stejle stier, der bugter sig som drillesyge spaghetti-tråde. Så vi bevæger os forsigtigt ned over de glatte sten, mens jeg bander over mine glatte sandaler.

Vi spørger om vej et par gange hos de få lokale, vi passerer. Det er op ad formiddagen, og de fleste er formodentlig på arbejde. Her er ingen turister, og da vi ankommer til købmandsbutikken, sidder der en stor gruppe lokale mænd i skyggen ved en nabobar. De ænser os ikke, da de har travlt med espresso, backgammon og snak om vejret, da det selv for disse breddegrader er usædvanlig varmt.

Købmandsbutikken har alt det, vi skal bruge for at klare os et par dage uden at skulle køre til Como for at købe stort ind. Og selv om der er tale om en lokal butik med begrænset sortiment, koster eksempelvis friske tomater og ost mindre, end det ville have kostet i en dansk discountbutik. Og tomaterne smager tilmed himmelsk af sol og modning på planten frem for i en kasse i en container.

Isene til gengæld har lige så mange farvestoffer, som en regnbue har farver. Jeg forsøger at overbevise min datter om, at en flødeis er bedre end selvlysende sodavandsis, men i den alder er markante farver som en magnet. Der er 12 is i pakken, da vi forlader butikken. 20 minutter senere er der kun tre tilbage. Og jeg har spist en. Min datter har allerede indikeret, at det er den bedste ferie nogensinde. Tænk, hvad en kasse frosne farvestoffer til to euro kan resultere i.

Besøg af da Vinci

Dagen efter får vi slæbt hele baduljen ned til søbredden. Vi forsøger at tælle trinnene ned fra vores feriebolig i udkanten af byen, men må stoppe, da vi når et stykke over 200. Vi har af uklare årsager valgt at gå klokken 11 om formiddagen, hvor solen får sveden til at springe efter de første 20 trin.

Vi provianterer vand midtvejs på ruten hos byens anden købmandsbutik, Panificio Alimentar, der gemmer sig under restaurant og bar La Cascata. Ekspedienten, en venlig dame på cirka 50 år, kigger måbende på os. Seks kampsvedende nordeuropæere med bleg hud, der frivilligt går ud i over 40 graders varme, mens selv de lokale holder sig i skygge eller inden døre.

Vi smiler tilbage og findes først senere ud af, at hjemturen er hård som en bjergetape i Giro d'Italia med to udmattede børn på slæb.

Der er stadig et par hundrede trin ned til Comosøen, og heldigvis ligger husene nu så tæt, at vi går en del i skygge. Ellers var vi sikkert smeltet helt væk.

Da vi endelig - efter 20 minutter - når ned til vandet, viser det sig at være besværet værd. Fra stenbroen Ponte della Civéra kan man se et vandfald dybt inde i kløften, der deler byen i to. En mindre båd har formået at glide ind mellem klipperne, og passagererne plasker rundt i det klare, lune vand. Scenen minder om en film, og senere finder jeg ud af, at selveste Leonardo da Vinci har stået samme sted og nedfældet ordene: "Nesso er et sted, hvor en flod falder med stor voldsomhed ned i en lang rift i bjerget."

Vi ender med at gå ned til dette betagende sted flere gange i løbet af ugen. Om aftenen er her fyldt med unge, der svømmer rundt, kaster sig modigt ud fra broen og klatrer farefuldt rundt på de stejle klipper for at imponere de medbragte piger og svanefamilien, der holder til omkring stenbroen.

Ude & Hjemme i Nesso

Hvis det var hårdt at gå ned, er det - kogende - vand ved siden af hjemturen, hvor jeg ender med at gå med min seksårige datter på nakken.

Selv efter at have gjort stop ved Puffo's Bar, hvor vi igen vækker opsigt med gennemblødte trøjer og røde kinder, er mine ben ømme som efter en stroppetur ved militæret dagen derpå. Faktisk så meget, at jeg den efterfølgende dag har det, som om jeg har løbet et maraton. Den perfekte undskyldning til at blive siddende på terrassen hele dagen og læse i min svigermors medbragte gratisroman fra Ude & Hjemme.

Fra vores lejlighed kan vi se resterne af byens gamle borgruin, der troner over vandfaldet. Vi burde gå en tur derop, men alle mand er enige i, at det må blive næste gang. For apropos ude og hjemme føler vi os særdeles hjemme i Nesso.

Min datter foreslår, at vi køber baren La Cascata, der er til salg. Men hun er også let at påvirke, da de søde ejere forærer hende både slikkepinde og chips, da vi er på far-datter-tur derned den sidste aften. Udsigten fra terrassen er sublim, og det er herligt at sidde i ro og mag og følge den søvnige bys forvandling, når luften bliver lidt køligere under aften.

Da vi forlader La Cascata, lover vi, at vi snart kommer igen. Forhåbentlig er der stadig bar, hvis stedet bliver solgt.