Simon Staun
PR-foto

Kulinarisk cruise i Venedig

Spanien har tapas. Italien har cicheti. Rejser man til Venedig, må man gøre sig selv den tjeneste ikke udelukkende at spise på byens hundedyre turistfælder, hvor en sløset, tarvelig pizza hurtigt kan koste 100 kroner.

Bevæger man sig rundt i de mange afkroge af den labyrintiske by, finder man en lang række lokale spisesteder og vinbarer - bacaris - hvor man kan slubre sig gennem østers, et utal af oste samt et stort udvalg af italienske vine til en pris, der ligger markant under den, man betaler på hovedparten af Venedigs restauranter.

Det handler om at lede godt. Eller få udpeget de steder, andre allerede har opdaget for en. Denne guide er en kombination, hvor undertegnede har fulgt i sporet på blandt andre den britiske avis The Guardians rejseskribent, hvis artikler fødte idéen om en anderledes rute end den, de tilsyneladende endeløse grupper af turister færdes ad.

Min kammerat og jeg har brugt formiddagen på at lægge en rute med 10 forskellige steder, der er valgt ud i kraft af vinudvalg, indretning, antallet af lokale gæster og anbefalinger fra andre rejsende. 

For at komme i gang med dagen begynder vi på Al Mercà i San Polo-distriktet. En klejn vinbar, hvor der kan stå syv-otte mand i læ, hvis de står tæt sammen. Man kan vælge mellem seks-syv forskellige små sandwich med kødpålæg og ost samt indbagte peberfrugter. Foruden 30 vine fra to euro pr. glas og op til fem for de bedste. Vi napper et glas Barbera d'Alba Giovanni Canonica fra 2007 til fire euro og skåler på en god dag, hvor vi har tænkt os at pløje igennem så mange italienske vine og madspecialiteter, som vores i forvejen veltrænede mavesække man kapere.

Himmelske kødboller

I løbet af de 10 minutter, vi tilbringer på rutens første stop, kommer der cirka 15 gæster forbi. De fleste til en sandwich eller to og et enkelt glas vin. En lille let frokost på et knap så befærdet torv blot 100 meter fra Rialto-broen, der suger mennesker til sig, som en henkastet sandwich tiltrækker fluer.

Vi beslutter os at gå lidt længere væk fra turisthorderne på den modsatte side af Canal Grande i San Marco-distriktet. Her ligger det legendariske Trattoria Ca' D'Oro i bunden af en smal gyde. Da vi ankommer, er der en kø på 30 mennesker foran. Det viser sig dog, at de fleste af dem er rygere, så vi møver os gennem osen og finder en fin plads i marmor-baren.

Etablissementet er berømt for sine sublime kødboller. Dem bestiller vi en hel tallerken af sammen med husets vin, der øses op fra en stor blomstret kande. Kødbollerne er lige så velsmagende, som vinen er tam, men alene stemningen er besøget værd. Der er pakket med lokale ved samtlige borde, og de snakker højlydt og fylder det trange lokale med italienske gloser, som vi sluger sammen med vinen.
Kort derfra støder vi uventet ind i La Cantina, hvor vi kan få opfyldt to separate ønsker. Min ven vil gerne smage østers, mens jeg mere er til en smagsprøve af de enorme skinker, der skæres store flager af direkte i baren.

Vinudbudet er lige så imponerende som på La Mercà. Vi kaster os over en hvidvin, Curtefranca Bianco Franciacorta 2008, der passer bedre til østers, der kan købes til blot 18 kroner pr. styk. Der er en herlig afslappet stemning indenfor, og vi ender med at hænge ud i baren en hel time. Jeg kæmper mig igennem et helt fad med skinke samt en balje med suveræne oliven store som blommer.

Da vi får regningen, er vi ved at falde bagover. Af overraskelse. Vi betaler blot for to glas vin hver og én østers. Skinke og oliven er på huset. Det må være yderst sjældent, det sker i en by, hvor turisterne flås for hver en euro. Vi slipper med 12,50 euro, hvilket er under 100 kroner. Det blev dagens absolut billigste indslag i forhold til kvantitet, og der følger bestemt en velment anbefaling i kølvandet på den fine service.

Mange fristelser

Det er let at gå forkert i Venedig, så vi ender indimellem på en gade eller torv, vi ikke havde planlagt. Vi nøjes med et glas kølig hvidvin eller rosé de næste par stop, da vi ikke vil ud i et blandingsmisbrug i forhold til maden, der lige skal fordøjes. Ingen af de udvalgte steder er overrendt med turister, og flere steder studser de ansatte nærmest over, hvordan vi har båret os ad med at finde vej.

Det kendte All' Arco i San Polo-distriktet, vi for en kort stund er vendt tilbage til, er desværre lukket på grund af ombygning. Tæt på finder vi Cantina Do Mori, der desværre også er lukket. Det er et af Venedigs ældste udskænkningssteder fra 1462, hvilket havde været sjovt at opleve. Der har altså siddet lokale og drukket sig i hegnet 30 år før, at italienske Columbus nåede Amerika. Tankevækkende.

Det er blevet mørkt nu, og vi indfører en regel om, at vi på skifte skal sige "højre" eller "venstre" for at lade skæbnen føre os rundt mellem de forskellige kvarterer. Første stop er Ostaria Al Ponte ved Cavallo-broen. Den smukke røde facade lokker os ind i et rustikt lokale, hvor duften af stegte grøntsager næsten overmander os. Vi har gået et par timer uden tørt, og på grund af alkoholindtaget bestiller vi alt det, der frister. Indbagte peberfrugter, krydrede kyllingelår og en tallerkenfuld sardiner. Vi vælger en god Barolo som makker og en hel flaske denne gang. Skål og velbekomme.

Ved at eksplodere

Noterne begynder efterhånden at glippe. Men tørsten forsvinder ikke, og vi må have ramt en guldåre af vinbarer i en passage, hvor unge lokale flokkes. Der ligger tre på stribe, og da vi ikke er i stand til at vælge fra, beslutter vi at starte fra en ende af. Nu med champagne, Asti og dessertvine som en del af programmet.

Klokken to om natten møder vi muren. Både hvad angår alkohol og føde. En oliven mere og min krop eksploderer. Heldigvis er vi kommet så langt væk fra vores hotel tæt på San Marco-pladsen, at vi bruger en hel time på at gå hjem. Det betyder, at vi får gået lidt af kalorierne og de forventede tømmermænd ud af kroppen.

Derfor napper vi helt spontant et stykke himmelsk Tiramisu og en espresso-kaffe stærk som wrestleren Asbjørn Riis, inden vi hopper i seng. Man er vel på ferie.