Simon Staun
PR-foto

Genforelsket i islandske vandfald

Kender du den irriterende turisttype, der står lettere reserveret ved en attraktion og med tydelig opblæsthed indikerer, at vedkommende har set noget langt mere ekstravagant og særligt?

Sådan en type er jeg, når det kommer til vandfald. Jeg har sejlet under Niagara Falls i USA, svømmet i Laos' Kuang Si-vandfald og både besøgt den argentinske og brasilianske side af mægtige Iguazu, der i mine øjne er verdens ubestridt mest seværdige og imponerende vandfald. Derfor er jeg en kende svær at dupere over noget vand, der ved hjælp af tyngdekraften falder ud over et plateau eller har boret sig vej gennem klipper.

Men, og dem er der som bekendt altid ét af, det var før, jeg rejste til Island for første gang. For ligesom man kan blive genforelsket i sin kone, kan man åbenbart blive det i vandfald. I den sammenhæng er Island det rene slaraf
fenland. For landet har ikke bare et væld af vandfald. Vandfaldene er ovenikøbet lige så forskelligartede, som farvespillet er i en regnbue.

Den allerførste dag i Island kører vi direkte fra lufthavnen i sydvest og ind i landet mod Gullfoss. Det ligger et par umådeligt flotte timers kørsel fra Reykjavik, og da vi ankommer til parkeringspladsen, hvor man ikke kan se antydningen af vandfaldet, mærker vi dets kolossale brusen få luften til at vibrere.

Dets fald på 32 meter er fordelt på to trin på 12 og 20 meter, og da vi begynder at kunne se omfanget af det, føles det faktisk lidt som at gense sydamerikanske Iguazu, hvor man også kan bevæge sig ud på et plateau og føle, at man nærmest står oven på de brølende masser.

Solen skinner fra en blå himmel, og der svæver konstant mindst én regnbue over vandfaldet. Flere gange ser vi både to og tre buer, der i den grad medvirker til at gøre oplevelsen mere bemærkelsesværdig.

I et par timer står, går og sidder vi rundt om Gullfoss og lader os imponere over, hvordan Hvitá-floden gennem årtusinder har boret sig ned gennem klipperne og skabt en gigantisk flænge i landskabet. At man får den berømte 
gejser ved Geysir med i købet på udflugten, gør det ikke til en mindre perfekt første dag i Island.

Et "wauw"-vandfald

På andendagen har vi besluttet at spille "tre på stribe" med Seljalandsfoss, Skógafoss og Svartifoss i det sydøstlige Island. Vi beslutter os for at køre til Svartifoss først, da det skulle være det mindst spektakulære af de tre og samtidig det fjerneste - fire timers kørsel fra Reykjavik.

Svartifoss ligger ved Skaftafell Nationalpark i periferien af Europas største gletsjer, Vatnajökull. Det er ikke faldet eller vandmængden, der gør Svartifoss til noget særligt. Det er derimod den særlige søjlebasalt, der får vandfaldets ramme til at minde om piberne til et kirkeorgel. Vandreturen op til vandfaldet tager en halv time, og kombinationen af en frisk travetur og det kunstneriske islæt gør det til en acceptabel beslutning at køre to timer længere mod øst end Skógafoss. Men efter Gullfoss virker det altså en smule tamt.

Turen tilbage mod vest er helt overdådig, og selv om solen når at gå ned bag bakkedragene ved Skógafoss, fornemmer vi allerede ude fra hovedvejen, at det er et par klasser over Svartifoss. Man skal heller ikke vandre en halv eller hel time, man går på minutter ind til foden af det.

Ligesom isbjerge-søen Jökulsárlón tæt på Skaftafell har Skógafoss været med i flere Hollywood-produktioner, og hvis man har set "Thor - The Dark World" eller "The Secret Life of Walter Mitty", vil man genkende det imponerende fald på 60 meter.

Man går på kulsorte, skarpe sten ind mod vandfaldet, og i den tidlige aften får stenene de grønne bakkedrag til at se endnu mere fortryllende ud. Vi går så tæt på vandfaldet, som vi kan, uden at blive blæst og skyllet omkuld. Man skal snakke meget højt og næsten råbe for at kommunikere. Men ansigtsudtrykkene og tommelfingrene taler for sig selv. Skógafoss er bestemt en "wauw"-seværdighed.

Regnbuerne danser tæt

Solen hænger lavt på himlen bag en række meget mørke skyer. Forhåbningen om at se Seljalandsfoss i solskin er nærmest lig nul, da der er knap 30 kilometer mellem de to vandfald. Men hvis man ikke tror, er alt håb som bekendt ude, så vi krydser fingre hele vejen. Forgæves skulle det vise sig.

Vi ankommer til Seljalandsfoss klokken 21, og solen er hermetisk pakket væk bag en mur af truende skyer. Øv. Min kone bestemmer sig for at blive i bilen, da hun ikke orker flere vandfald i dag. Min kammerat og jeg beslutter at hoppe ud og skyde nogle billeder, når vi alligevel er her.

Fra parkeringspladsen og hen mod vandfaldet fornemmer vi, at lyset begynder at ændre karakter. Vi vender os om og ser, at skydækket begynder at pulverisere sig, mens solen dovent glider ned under det. Det, der sker de næste to-tre minutter, er ren magi.

Solen går fra at have været komplet gemt væk til at stå helt nøgen over havet. Dens lune, bløde stråler får klipperne bag vandfaldet til at ændre karakter fra en grå-brunlig mur til en levende palet af grønne og rødlige nuancer, der konstant skifter. Det er komplet ubeskriveligt. Storslået og smukt som en fødsel.

Jeg kravler op ad en skråning og finder et bakkedrag, hvor jeg står mutters alene i et kvarter og forsøger at favne sceneriet. Jeg kan se bittesmå mennesker inde bag vandsløret, og på et tidspunkt sværger jeg, at to regnbuer omfavner hinanden og ligner to overjordiske skikkelser, der danser kinddans.

Jeg ved ikke, om det er dråber af vand, der rammer mig i ansigtet eller et par tårer, der finder vej. Men lige i de minutter går alt op i en højere enhed. Iguazu, Niagara og alle de andre er glemt. Forsvundet som dug for solen. Lige nu er Seljalandsfoss det smukkeste stykke natur, jeg nogensinde har set.