Simon Staun
PR-foto

Forrygende, rødglødende Amsterdam

Havde jeg været på polterabend og single, ville scenen midt i det spraglede, summende og sexsydende Red Light Distric midt i Amsterdam være perfekt. Man kan ryge, drikke og hore, så ikke et øje er tørt.

En helt ordinær eftermiddag - så ordinær sådan en nu kan blive, når man netop har kigget på vinduer, hvor der ikke er udstillet den nyeste tøjmode men derimod meget letpåklædte, purunge og vinkende piger - vælger jeg med min rejsekammerat at indlede dagens alternative sightseeing på coffee shoppen The Bulldog. Det kunne have været de første 50 andre steder, valget var faldet på, men facaden ser så tilpas syret ud, at det er umuligt at gå udenom.

Allerede ved indgangen kan vi mærke trykket fra den stillestående trancemusik, der har nogenlunde samme takt som ventilatorsystemet, som arbejder på højtryk allerede.
Kommerciel koger

Inden for viser det sig hurtigt, at det ikke er så anarkistisk et etablissement trods alt. Faktisk er det gennemkommercielt som mange andre af de caféer, hvor der drikkes mindre, end der ryges.

I store glasmontrer kan man se et væld af varer med caféens logo, der sælges som souvenirs og memorabilia, så man senere kan minde sig selv om, hvor det nu var, man røg dagens første joint.

Man kan købe alt fra lightere, bæltespænder, askebægre, T-shirts og hatte. Alt sammen med en snerrende bulldog som blikfang.

Bag en anden montre placeret i den dunkle kælder er det helt andre varer, der langes over disken. Man kan vælge mellem mere end 40 forskellige former for hash og pot. Alt efter
temperament, størrelsen på ens lunger og hvor rutineret end ryger, man er.

Både min kammerat og jeg er normalt inkarnerede ikke-rygere, så vi napper en begynderpakke men fem smagsprøver varierende fra mild til lattermild.

Lattermild er den midaldrende herre bag disken ved gud ikke. Han stirrer olmt på os, som om vi var rablende galninge. Men måske er man heller ikke helt frisk på første etage, når man tilbringer det meste af dagen i et trangt lokale, hvor der ryges flere joints end på en gennemsnitlig Roskilde Festival.

Han burde smile i stedet. Tænk, hvor mange tusinde kroner han sparer ved at leve drømmen om passiv rygning fuldt ud.

Madonna var her

Normalt befinder jeg mig på en etnisk restaurant, når jeg skal vælge mellem afghansk, nepalesisk, marokkansk eller libanesisk på et menukort.

Men her handler det altså om, hvad jeg har tænkt mig at ryge. Jeg er fuldstændig blank og benovet over, at hash kan have så mange navne. De få gange i mit liv, jeg har købt en ordinær joint på Christiania, har jeg bare bestilt hash a la carte. Altså en helt regulær joint. Nu skal jeg vælge mellem "Dutch Poison", "White Widow", "Blueberry", "Silver Haze" og "Super Skunk". Åh, disse svære valg livet ind imellem byder på.

Vi starter med en af de mildeste joints, så vi har overskud til at betragte de overdekorerede og røgmartrede vægge, hvor der hænger flere rammer med billeder af kendisser fra nær og fjern, som har gæstet The Bulldog og smagt dets specialiteter.

Skal man tro portrætterne, har både Madonna og Mariah Carey gemt sig bag hashtågerne, og bedre reklame kan man vel knap få for noget sted uanset, hvad der serveres.
Ingen sprut, tak!

Det er mærkværdigt at komme til Amsterdam, hvor der må ryges alt overalt, når man i Danmark er vant til det modsatte.
Omvendt må man ikke drikke offentligt i Amsterdam, hvilket vi ser bevis for i et løjerligt optrin. En ung mand kommer gående med en åben flaske Martini i sin jakkelomme. Han er pænt klædt på og på ingen måde aggressiv, provokerende eller til gene. Han bliver passet op af to betjente, der længe tilbageholder ham og tjekker, at han ikke har gemt flere flasker.

Imens står en flok unge teenagere og betragter seancen, mens de deler en joint. Unægtelig en hændelse, der gør indtryk. Altså ryg alt det hash, du lyster på åben gade. Men drik lidt alkohol, så falder hammeren. De er skøre, de hollændere.

Pas på pengene

Red light disctrict er i sagens natur langt mere end coffee shops. Det er de røde lygters kvarter. Ludernes højborg.

Man kunne også kalde det et cirkus eller en zoologisk have, som åbenbart en blevet en must see-attraktion for alle turister uanset alder, nationalitet og seksualitet. Men helt ærlig, hvilken ægtemand slæber sin kone med for at se på prostituerede, fordi de står bag glas? Så kan de gå dér og spille forargede, mens en eller anden serbokroatisk pige skal sælge sin krop til fordrukne, højtråbende briter eller fedladne, italienske pomadedrenge.

Ind imellem spurter en gruppe teenagere forbi og banker provokerende på vinduerne. På de opgivende blikke hos pigerne ses det tydeligt, at den slags er hverdagskost.
Men hvis livet i Red Light District nogensinde bliver hverdagskost, trænger man til luftforandring. Hvilket man dog også gør efter en coffee shop-crawl.

Hvor man under en traditionel pubcrawl kan kapere en 10-12 pubber, er det utopi at klare mere end 2-3 coffee shops, medmindre man er vokset op i et kollektiv med egen hampmark.

Det kan være sjovt at ryge joints. Men som med alle andre stimuli skal man kende sin begrænsning. Og skulle skaden ske, at man får ædeflip, kan det koste mange penge. For Red Light District svømmer over med junkfood-restauranter, der præcis som luderne, lommetyvene og pusherne kun tænker på at lænse din tegnebog. Alligevel kan jeg ikke lade være med at synes, at opholdet i Amsterdams svar på syndens hule var ret forrygende.