På et kort over Kaukasus-regionen ser det ud til, at David Gareja-klosteret befinder sig en lille smuttur fra Georgiens hovedstad Tbilisi. Men man skal ikke lade sig snyde. For vejen derud er mildt sagt hullet som en si, og den slanger sig desuden som en blind snog gennem landskabet, der minder om de endeløse græssletter i Mongoliet. Eller et månelandskab med betagende klippeformationer, der mere ligner abstrakte kunstværker end naturskabte fænomener.
På klosteret har både den mentale og geografiske afstand til det omgivende samfund spillet ind på evnen til at fordybe sig i bibellære og bøn. Man nærmer sig selv en form for meditativ tilstand, når man på tredje time sidder og lader sig opsluge at det skiftevis kuperede og komplet flade terræn i semi-ørkenen, hvor græs og lyng er eneste bevoksning.
Ikke siden jeg rejste med Den Transsibiriske Jernbane fra Moskva til Beijing, har jeg oplevet tilsvarende fornemmelse af at glemme tid og sted allerede på vej mod rejsens mål.Det lyder som en skrøne, men nogle steder på denne planet er der ganske enkelt højere til loftet. Det mærker jeg tydeligt de gange, min russisktalende chauffør gør stop for at ryge sine billige smøger. Mens han saligt inhalerer tobaksrøgen, trækker jeg den rene luft helt ned i lungerne og læner nakken tilbage. Jeg er sikker på, at udsigten til fjerne bjergkæder og truende, sorte skyer i horisonten giver et større kick end nikotinen.
Farlig glidebane i regnvejr
Klosterkomplekset blev bygget i 600-tallet af David (St. David) Garejeli, en af 13 assyriske munke, der ankom til Georgien. Stedet var i århundreder centralt for religiøse og kulturelle aktiviteter, der blandt andet har udmøntet sig i freskomalerier i de mange klippehuler på den aserbajdsjanske side af bjergtoppen. Grænsen er tydeligt markeret med jernpæle, som også er glimrende at bruge til at bevare balancen med.
For at se hulerne kræver det en rimelig anstrengende vandretur op over bjergryggen. Der er slidt en tydelig sti i den tørre jord, hvor kun få hårdføre planter gror.
Man skal passe på, når man går i tørvejr, men jeg tør slet ikke tænke på, hvordan jeg kommer ned igen, hvis de mørke skyer tømmer sig over skråningerne. Så bliver det en livsfarlig glidebane, der virkelig kræver bønner at komme helskindet gennem.
Men først skal jeg op. Det kræver god kondi og en vis portion mod at krydse over på den aserbajdsjanske side og liste sig ned forbi en række klippehuler, hvor munke i århundreder har opholdt sig, når de skulle hellige sig skrifter, bøn eller de nu falmede freskoer. Hulerne har dog også huset en del soldater, da både mongolerne, russerne og georgierne har brugt klosteret som militærbase på grund af den sublime strategiske placering og muligheden for at skue op imod 100 kilometer væk på det flade aserbajdsjanske delta mod sydøst.
Jeg tror aldrig, jeg har været et sted, hvor man kunne se så langt med det blotte øje. Det er måske derfor, at hele fem ørne svæver over mig med blikket stift rettet mod bunden af dalen. De glider lydløst gennem luften i store cirkler. Nærmest som patruljerer de luftrummet.
Måske er de opdrættet af russerne, spekulerer jeg, inden jeg kravler mod nord og igen sætter benene på georgisk grund. Helt oppe under skyerne ligger en undseelig kirke, der dog i kraft af dens placering er ganske spektakulær.
Der har været indtil flere grænse-disputter mellem de to lande, derfor har der været perioder, hvor man ikke kunne krydse grænsen. For tiden er der dog ingen soldater, der patruljerer. Medmindre ørnene er udstyret med højteknologisk overvågningsudstyr.
Symbolsk udsigt
Selve klosteret er ikke synderligt bemærkelsesværdigt, hvis man ser bort fra den uovertrufne udsigt og de spøjse klippehuler, der gennem århundreder er udstyret med vinduer, døre og gjort beboelige.
Store dele af klosteret er lukket land for turister. Det kunne ellers have været enormt interessant at se, hvordan hulerne er indrettet anno 2013.
Jeg ser en antenne og tænker, at de i det mindste kan høre lidt radio herude, så det ikke kun er gedernes brægen, der fylder æteren. Bygningerne er særprægede, men i sig selv ikke den lange tur værd. Det er naturen, som er det helt store trækplaster. Den har tydelige ligheder med Badlands i USA, hvor klipperne har samme farverige lag og takkede tinder. Man kunne også sammenligne med Møns Klint i gigantisk skala. Bare uden havet.
Man må ikke tage billeder af munkene. Men da en af dem sætter sig på en stabel tømmer med det lagkage-lignende bjerglandskab i baggrunden, drister jeg mig til at forevige landskabet. Få hundrede kilometer væk ligger Ararat-bjerget i Armenien. Der er grangiveligt der, Noahs Ark strandede, og når man tager store bunker tømmer, kulsorte skyer, et dramatisk landskab og kombinerer med kristendommens fortællinger, er der svært ikke at lade fantasien få frit løb.
Jeg tilbringer cirka tre timer i og omkring klosteret. Uden at se en eneste anden turist. Så selv om David Gareja-komplekset er én af Georgiens primære attraktioner, er det på ingen måde overrendt. Skulle det være tilfældet, er det bare at trave om på modsatte side af bjergryggen og finde sin egen hule. Der er masser i alverdens størrelser og udformninger. Udsigten og roen er hele den ujævne køretur værd.