Simon Staun
PR-foto

Tilbage til sansernes metropol

Den skinnende, røde bus med McDonalds-logo ræser forbi og bremser hårdt på brostenene. Fuldt lastet med kamp-lystne, ivrige og tungt bevæbnede amerikanere med digitalkameraer og ens klistermærker på deres pastelfarvede trøjer. På få sekunder stiller de sig fokuserede i to geledder med front mod målet 100 meter fremme. De kaster et blik på urene, der må formodes at være synkroniserede. Nu er det tid.

I et hæsblæsende tempo styrer de direkte mod den enorme port ind i mørket. Der er ingen frygt at spore i deres udtryksløse ansigter. Så er de inde. Vi hører skuddene fra blitzene give genlyd. 10 minutter efter kommer de første overlevende ud. De klarede endnu en forhindring. Endnu et mål på rejsen er besejret. Først Notre Dame. Så Eiffeltårnet. Så Triumfbuen.
Drukner i turisme

For 168 år siden på en forårsdag i maj kunne H.C. Andersen sidde mutters alene i Notre Dame-kirken og følge en hvidklædt præsts oplæsning for en gruppe fattige drenge på tæt hold. Selv om han var gæst i Paris, så var ordet turist dengang ikke synonymt med horder af glubske og altfortærende udlændinge, der alle kræver en bid af seværdighedernes sjæl.

Hvem, der bare var rejsende dengang, tænker jeg, mens fotografen John Fredy og jeg klatrer op ad trappen til den berømte bro Pont Neuf. Vi stopper midt på, mens flodpramme på størrelse med olietankere glider under os.

Op til 1000 gæster kan de fragte rundt. I nogle af dem kan man indtage treretters middage og skylle efter med champagne. Ind imellem kan gæsterne så læne nakken tilbage og se et glimt af noget genkendeligt. "Hov, var det ikke Pont Neuf? Jamen, var det ikke den dér kirke?"

Man krydser fingre for, at kaptajnen undgår bropiller og modsejlende fartøjer. For hundredvis af kvabsede amerikanere i det plumrede vand bliver med garanti ikke noget kønt syn.

Franske fristelser

I Luxembourg Haven, et kvarters gang fra Notre Dame, går vi bogstavelig talt i Hans Christians fodspor. Parken er et studie i fransk flair for fontæner og arkitektonisk akkuratesse. Mens turister foreviger springvandene og de overvældende blomsterbede, napper en gruppe hjemløse sig en velfortjent lur i de grønne metalstole under de skyggende træer, der måske har frelst den danske digter, når hans sarte hud blev for ophedet.

Ved det centrale bassin søsætter børn små træskibe. Enkelte af dem kolliderer. Som i et miniaturesøslag. Meget passende afprøver byen sine luftalarmer i samme øjeblik, så det virker uhyggeligt og lidt skræmmende. Det kunne også blot være en advarsel til mændene om, at de skal lukke øjnene, da en stribe franske fristelser arriverer.

De parisiske kvinder har i visse tilfælde en nærmest uvirkelig elegance og graciøs udstråling. Det modsatte køn stivner, og øjnene lyser op som en supernova i de intense sekunder, hvor skønheden fortæres og lagres i hjernebarken til senere brug. Vi kigger naturligvis ikke. Det ville være uprofessionelt.

Chokerende kontraster

På parkens fire meter høje sortmalede hegn med guldspidser hænger fotografier af 20 verdensberømte fotografer. De har dækket krige, hungersnød og massakrer de seneste 20 år i Iran, Irak, Palæstina, Jugoslavien, Afghanistan, Sudan og Etiopien.

Få meter derfra ligger en hel stribe af de klassiske Pariser-caféer som Le Rostand, Le Cercle og Royal Luxembourg, hvor et stykke tærte koster 40 kroner og et fingerbøl kaffe endnu mere. To forskellige verdener inden for 20 meter. Tør man opholde sig i længere tid midt på asfalten, kan man placere sig på en skillelinje mellem ekstravagante levevilkår og ekstrem mangel på samme.

- Det er chokerende med så overvældende en kontrast. Overalt i Paris ser man folk med mange penge leve livet. Det er måske meget sundt, at de får smækket disse skræmmende beviser på menneskers lidelser i ansigtet. Man kan jo håbe, at det kan være medvirkende til at skærpe parisernes opmærksomhed på andet end dem selv, fortæller den billedskønne 23-årige Patricia Testoni fra Brasilien.

Vi havde godt nok aftalt, at vi kun skulle tale med franskmænd om deres kendskab eller mangel på samme til H.C. Andersen, men det andet virkede mere oplagt i situationen. Og pigebarnet ville med verdensbankgaranti have fascineret Hans Christian i en sådan grad, at dagbogen ville have fået tilføjet flere krydser hér, end der bliver sat ved et kommunalvalg. For fyldepennen var bestemt ikke det eneste, der glødede i hans hånd under opholdet i Paris.

Øl og elskov

Der var og er stadig mange "liderlige billeder" og "utugtige huse" i Paris for at bruge terminologien fra 1800-tallet, hvor Hans Christian stod og lurede for at få et glimt af unge piger, der udførte visse tjenesteydelser mod betaling. I dag skal man ikke gå mange meter omkring Montmartre for at blive inviteret ind i de kødelige lysters afkroge.

Vi lader os - næsten mod vores vilje - presse ind et sted, hvor dørmanden først skal ringe på. Derefter kan vi høre en slå glide fra. Vi træder ind i uvishedens hule. Mens vi misser med øjnene, kommer to damer os i møde. Sorte som natten og med elfenbenshvide smil.

- Godaften hr. Du ser vel nok stærk ud, siger hende, der præsenterer sig som Malou til John Fredy på engelsk.

Hun byder på husets øl til 75 kroner og forklarer den beskedne pris med, at man så må nyde den i deres udmærkede selskab.

- Hvis I har lyst til mere end øl, så klarer vi også det. Jeg kunne i hvert fald godt tænke mig at elske med dig, fordi du har så mange muskler, udbryder hun og dasker min mundlamme makker blidt på brystet.

Han skuler til mig. Selv om vi begge slubrer opmærksomheden i os, smager den forunderlig fladt. Men hvordan slipper vi lige ud af den lystige bule uden at købe noget? Det føles lidt som i de små butikker derhjemme, hvor man har det dårligt med at gå igen uden at handle. Men når man nu ikke finder noget i den rigtige farve eller størrelse, så hiver man jo heller ikke bare pungen frem!

Dristig dans

Vi får ved en kombination af journalistens nordjyske talegaver og fotografens fynske charme kæmpet os ud med den undskyldning, at vi skal hæve flere penge, og fortsætter determineret ned ad Montmartre, hvor pornobutikkerne blinker som besatte med utvetydige reklamer for stripshows og solo-kabiner med naturfilm.

Gaden er næsten støvsuget for mennesker kl. 01.00. Kun påtrængende dørmænd forsøger ustandseligt at hive os ind i netop deres bar, hvor damerne ser ufatteligt godt ud og vil danse frækt for os hele natten.

Vi har dog mere brug for en godnatbajer og finder frem til et uskyldigt udseende diskotek med masser af unge mennesker. Vi sikrer os en plads i baren og observerer en lyshåret pige med lynende klare øjne, der gør sig bemærket på dansegulvet. Hun har brandvarme stiletter og kort nederdel på.
Hun sværmer omkring to mørke, muskuløse fyre og gnider sig op af deres lår til tonerne af Snoop Dog. Missionen lykkes. Den ene fyr følger godvilligt med ud på de "private" toiletter, hvor det kræver en udleveret kode fra baren at komme ind. Fem minutter senere er de begge tilbage i vrimlen igen. Spændende.

Vi får hældt en ny øl i glasset og presser os ned på et par tomme pladser ved et par lokale piger. De går stort set i byen hver eneste aften ugen rundt. Her på Sullivan's er der nemlig knald på 365 dage om året. Også denne onsdag nat.

Vi er trods alt på benhårdt arbejde, så det virker oplagt at spørge, om de kan nævne nogle af H.C. Andersens eventyr. Den 22-årige Laetitia Nyop aner ikke, hvad vi taler om. Hun konfererer med veninden Sandra. Der rystes igen på hovedet. Så begynder hun at citere La Fontaine.

Der er ikke andet at gøre. Vi tanker slukørede endnu en fadbamse i glasset. Den lyshårede pige fra dansegulvet har desværre kastet sin opmærksom på de to nyankomne skandinaver. Vi takker pænt nej til hendes generøse tilbud om en dans. For som Indre Mission hævder, så kan det jo udvikle sig til stående samleje.

Den danske hævn

Selv med ondt i håret dagen derpå bevæger synet af Eiffeltårnet. Vartegnet på Paris og efterhånden hele Frankrig står potent og spejder ud over boulevardernes automobilvrimmel og fortovenes menneskemylder. Som en arkitektonisk grim ælling blev det skabt forud for hundredåret for den franske revolution i 1889.

Der var store protester i forbindelse med byggeriet af "det grimme uhyre", og i 1909 blev det næsten revet ned. H.C. Andersen nåede i sagens natur aldrig at beskue tårnet, der er hele landets fallossymbol og mekka for turister uanset religion.

Under det mægtige jernkorset venter tusinder på at få sig en tur op i monstrummet. Når de kommer eksalterede ned igen, kan de indtage en eksklusiv middag på Restaurant Jules Verne. Og selvfølgelig kender alle i køen ham, der skrev overdrevne og futuristiske fortællinger om rejser under havet og til jordens indre. Men kender de tinsoldaten eller pigen med svovlstikkerne. Non! Længe leve den franske arrogance og uvidenhed.

Provokeret og en anelse skuffet vælger jeg at slumre for foden af giganten. Som den ultimative danske hævn. Med solen hvilende på min høje pande og et imponerende vue op mod intetheden, døser jeg hen.

Kongen i gult

Den åndelige rejse fortsætter til fods. Meget passende af Avenue Victor Hugo. Den odenseanske digters franske ven har naturligvis fået sin egen boulevard og en plads opkaldt efter sig. Vi følger den hele vejen til Triumfbuen, hvor sidste kapitel i det ultimative sportseventyr blev skrevet for få uger siden, da Lance Armstrong vandt Le Tour de France for syvende gang. Først kræft og nu alle sportsmænds ukronede konge. Til tider er virkeligheden mere fantastisk end i eventyrene.

En enlig cykelrytter i gult fræser rundt mellem de tusinder hostende biler. Med et højt smæld flænser en sten baghjulet. Hundrede meter fra Triumfbuen. Så tæt på. Der er ikke langt fra legende til ligegyldig.

Maison du Danemark ligger stolt med udsigt til Triumfbuen. Her kan man sidde og sunde sig på Flora Danica Restauranten, mens Bang & Olufsen-skærmene kæmper om opmærksomheden bag de kolossale ruder. Det danske hus, der fylder 50 i år, fejrer på behørig vis "Année Andersen", så en vis promovering af HCA er der trods alt tale om.

Mens dannebrog blafrer i eftermiddagssolen, drager vi videre ned ad Champs Elysees.

Litterær nedtur

Efter endnu en times vandring meddeler vores ømme fodsåler, at de hellere vil drikke øl i Latinerkvarteret. Så slut med finkulturel vandring for denne gang. Vi passerer horderne foran Louvre og klapper euforisk af glæde over ikke at skulle tilbringe en hel eftermiddag i kø.

Vi krydser Seinen og lusker rundt mellem de opstillede boder, hvor man kan sikre sig uvurderlige souvenirs fra rejsen. Frække postkort, genoptryk af klassiske malerier og e broderier af alle byens monumenter. Samt bøger. Goethe. Kafka. Mann. Tolstoj. Og minsandten Strindbergs "Folkene fra Hemsö".

- Hvor gemmer du H.C. Andersen, spørger jeg den ansvarlige bogpusher.

- Undskyld mig, hvem, svarer han med rynkede bryn.

- Den danske forfatter. Ham, der var venner med Hugo og Dumas, fortsætter jeg.

Han lyser op. Noget trænger igennem det krusede, mørke hår.

- Hugo og Dumas har vi naturligvis masser af, men ikke noget med ham den første, undskylder han og viser hen til hylden med de franske litteraturikoner.

Åndelig oprejsning

Fortørnede over den intellektuelle sælgers hån går vi mod Rue de Seine, hvor hundreder af små, charmerende gallerier dyster om de forbipasserendes gunst og euro. Mellem de mange udtryksfulde malerier, eksperimenterende møbler og mystiske skulpturer finder vi den helt rigtige kunstform. Ølbrygningens. Således tanket op med håndholdt humle humper vi videre over brostenene i selskab med vores eklatante mangel på dekadence.

Efter alkoholen har fundet sin retmæssige vej til blodbanerne, finder vi endelig åndelig oprejsning. Først i den ferielukkede feinschmeckerbutik "Dansk Møbelkunst", hvor de sælger Arne Jakobsens, Børge Mogensens og Hans J. Wegners siddeværdige kunstværker. Derefter på Rue St. Andre des Arts, hvor biografen af samme navn har Th. Dreyer kavalkade med mesterværkerne: "Ordet", "Vredens Dag" og "Gertrud".

Opmuntrede over den danske kulturimperialismes tilstedeværelse, lokaliserer vi endnu en ølsælger med kolde lyksaligheder til ganen. Da de ballefri bænke er alt for langt væk, sætter vi os i stedet ved et blomsterbed og nyder en gruppe hjemløses forsøg på at spille beatlessange på en trestrenget guitar. Entusiasmen bærer dem igennem med æren i behold.

Vi går over for at hilse på en af aktørerne. Manden på omtrent 45 år er nydeligt klædt. Pæne jeans, ren skjorte og velfriseret hår.

Han ligner ikke en hjemløs på nogen måde. På nær det udefinerlige intense blik. De brune øjne er på trods af en autentisk godhed mærket af modgang. Livets deroute. På lige dele gebrokkent engelsk og sofistikeret fransk beder han om en skærv til den næste flaske discountvin.

- Jo, hvis du kan svare mig på, hvem der skrev "Den Grimme Ælling" og "Den Lille Havfrue", forsøger jeg optimistisk.

Han synker en anseelig slurk og ser undrende på mig, før han svarer.

- Det ved alle da. Det gjorde Hans Christian Andersen!

Kort tid efter har han penge i hånden til endnu en portion virkelighedsfortrængende eliksir. Foruden et anerkendende skulderklap fra endnu to af byernes bys uendelige overflod af turister.