Simon Staun
PR-foto

Forgabt i Færøerne

Hvis farven grøn er godt for øjnene, er Færøerne den rene medicin for synet. De græssvøbte bakker og fjelde overfalder næsten min kammerat og mig, da vi ankommer til lufthavnen Vága på øen Vágar. I vores lejede bil er det svært at holde øjnene på vejen, mens vi kører mod Tórshavn på den største ø, Streymoy. Den ene betagende bygd efter den anden åbenbarer sig, mens vi suser gennem den lyse og milde sommeraften.

Klokken nærmer sig 23, og på sådan en juniaften er her lyst, som det ville være i Danmark sidst på eftermiddagen. Vi tager - uden at vide det - den gamle rute hen over midten af Streymoy. Der er mildest talt en forbløffende udsigt over naboøerne og fjordene mange hundrede meter under os, og inden vi når frem til Tórshavn og vores hotel efter blot 40 minutters kørsel, har vi stoppet en håndfuld gange for at suge sjælden frisk luft og nyde udsigten uden bilglas som filter.

Svær at ryste af

Jeg har sjældent sovet så godt, som i udkanten af Tórshavn på Hotel Færoyar. Selv med vinduet på vid gab er her så stille, at udsigten kunne stamme fra et maleri, hvis ikke lige vi kunne se skibene sejle ind og ud af havnen.

Hverken min kammerat eller jeg er specielt søstærke, så vi har allerede inden afrejsen besluttet, at vi primært koncentrerer os om de øer, vi kan køre til, hvilket ikke er så få med de mange tunneller. Mange vil nok mene, at man skal besøge øerne Mykines og Sandoy, hvilket sikkert er vel ment. Så har vi noget at glæde os til, når vi kommer tilbage. For det gør vi uden tvivl. Det er svært at ryste Færøerne af sig, når man først er blevet fascineret af det imponerende landskab og ikke mindst en række bygder, der både i kraft af beliggenhed og udseende er spektakulære.

Vores første dag går med udflugter til bygderne Saksun, Tjørnuvik og Gjógv. Saksun ligger i bunden af en dal, der engang var fjord. Den isolerede kongsbondegård "Dúvugardur" og den lille kirke virker ualmindeligt små og undseelige omkranset af stejle fjeldskråninger. Det ville være oplagt at bruge rammerne i en film, hvilket Nils Malmros også tænkte, inden han optog dele af filmen "Barbara" her i 1996.

Sidder på Marys bænk

Under hele opholdet på Færøerne besøger vi stort set ingen steder, hvor vi ikke får samme fornemmelse af naturens storhed og menneskets ydmyghed.

Således også i Tjørnuvik, hvor beboerne skuer nysgerrigt gennem gardinerne efter os, da vi parkerer bilen og går ned mod stranden, hvor der meget få gange om året er badende gæster. Vi snakker med en ung kvinde, der er på besøg hos sin kæreste. Hun erkender, at byen måske ligger smukt, men bare alt for langt væk fra de tilbud, de større byer på Færøerne har. Uden at have boet her, tror vi hende.

Skulle vi af uransalige grunde bosætte os i en af de tre bygder, skulle det være Gjógv. Ikke fordi kronprinsesse Mary har lagt navn til en bænk med en sublim udsigt, men fordi den er en kende større end de andre bygder, er hjemsted for Færøernes højeste fjeld, Slættaratindur, og har hotel Gjáargarð, hvor man både kan få et måltid mad og en kop varm chokolade. Det smager lidt af civilisation.

Der er gudstjeneste denne dag, og mens byens voksne går mod kirken, leger ungerne i en opdæmmet del af et vandløb. En enkelt dreng løber rundt med en vandpistol og skyder efter de fem-seks mindre piger. Han skal nok få det sjovt som teenager. Hvis han kommer til at savne spænding, kan han gøre som de sejeste af de store drenge, der frygtløst hopper ud over klippeskrænterne og ned i slugten, der udgør byens unikke naturhavn. Det ville også have fået kronprinsesse Mary til at tabe kæben.

En af verden mindste

Tórshavn har omtrent lige så mange indbyggere som Nyborg. Det siger næsten sig selv, at det sætter nogle begrænsninger inden for både kulturtilbud og udbuddet af historiske og arkitektoniske attraktioner. Den gamle bydel Tinganes er en klar førsteprioritet. Navnet stammer fra "lagtinget", der holdt til på dette næs helt tilbage til vikingetiden. De røde og sorte træhuse kan ses fra det meste af byen, og "juvelen", der overstråler dem alle, er "Skansapakkhusið". Landsstyrets hovedbygning, der får Christiansborg til at ligne en overjordisk kæmpe. Man skal i hvert fald være lettere klodset for at fare vild.

Vi gæster "Skansapakkhusið" tre gange under vores ophold i Tórshavn, og kun den ene gang møder vi andre turister. Langt flere turister møder vi foran rådhuset fredag aften, hvor der er arrangeret fællessang. Flere hundrede er samlet for at synge Kingo-salmer, der blev sunget i gamle dage, når fiskebådene forlod landingstedet.

Uden at forstå teksterne gør salmerne stort indtryk med deres messende ur-rytmer. Mens folk synger, stamper de i takt og begynder at bølge fra side til side. Jeg er lige så opslugt af denne kulturarv, som jeg har været af at betragte stammefolk i Afrika synge og danse til ældgamle sange.

Jeg håber ikke, min kammerat ser det, men da hele forsamlingen indleder "I skovens dybe stille ro", kommer det så meget bag på mig, at en tåre presser sig på. At stå i et fremmed "land" og høre den langelandske melodi skrevet af Fritz Andersen ender med at gøre en endnu en overskyet aften i halvkedelige Tórshavn til ren magi.

Perfekt afsked

Et sted, der ligeledes er magisk, er Gásadalur på den vestlige spids af øen Vágar. Det var oplagt at køre dertil, inden lejebilen skal afleveres, og turen går hjem mod Danmark. Vi var ellers lige ved at droppe det, da regnen væltede ned. Men det havde været en eklatant fejl ikke at opleve Gásadalur, der indtil for blot otte år siden var isoleret fra resten af øen. I 2006 blev der sprængt vej gennem fjeldet, så de blot syv indbyggere ikke længere skulle vandre over fjeldet for at komme til købmanden. Eller besøge familien. Eller til læge. Eller på restaurant. For uanset hvor mageløs udsigten er, kan man ikke leve af den.

Tunnellen har pustet liv i byen, hvor der er opført flere nye huse. Et spritnyt af slagsen har endda udendørs pool med udsigt til den ubeboede ø Tindhólmur, der med sine takkede tinder ligner en drageryg, når man flyver over den.

Det mest storslåede er panoramaudsigten over byen, bakkedragene hele vejen rundt om den og strømmen, der løber under de grønne marker og ender som et vandfald ud over skrænten ned i havet. Det giver god mening, at National Geographic havde denne udsigt som bærende foto, da magasinet i 2007 kårede Færøerne som verdens bedste ø-destination. Den hæder kan jeg kun bakke op om.

Færøerne er vores smukke lillebror. Besøg ham snart, du vil helt sikkert elske ham.