Simon Staun
PR-foto

Cyperns kønne kirker

Cypern er oversået med citrus- og oliventræer samt kirker. På øen, der er knap en fjerdedel af Danmarks størrelse, er der mere end 1200 kirker. Det betyder, at der er mindst en i hver eneste lille flække. Foruden en stor del ved kysten tæt på havne og andre på bakketoppe.

En af de mindste, men til gengæld med en af de flotteste udsigter, er Ayios Elias-kirken i turistbyen Protaras på Cyperns østkyst. Den ligger på en bakketop, som man kommer op til via en halvstejl trappe. Man kan se langt op ad kysten og denne dag helt ud til den yderste krog af Nordcypern, der har været tyrkisk territorium siden invasionen i 1974. Der er cirka 150 kilometer i luftlinje, hvilket imponerer lige så meget som den klejne kirkes udsmykning.

Den er klassisk ortodoks med masser af ikoner, og min treårige datter råber højlydt, at der er billeder af Jesus og hende der prinsesse Maria, som hun troede bar en krone og ikke en glorie.
Kirken er ikke meget større end en garage, men der er noget nuttet og intimt over den.

Havnebyen Limassol

Limassol på den sydlige del af Cypern er indbyggermæssigt på størrelse med Odense, hvilket gør den til landets næststørste by efter hovedstaden Nicosia.

Byen er en turistby som de fleste af slagsen er på Cypern og især en magnet for russere og østeuropæere. Både dem, der holder ferie, og dem, der lever af dem, der holder ferie.
Det skulle være byen på Cypern, hvor den russiske mafia holder til, hvilket ifølge guiden har resulteret i en stigning i organiseret kriminalitet.

Det ser vi dog ikke skyggen af denne dag med overskyet vejr, hvor byens nye marina, der endnu er under opførsel, er støvsuget for turister.

De holder i stedet til på byens hyggelige torv og de omkringliggende smågader,
hvor man kan få en restaurant for sig selv.

Landsbyen Lania

Det kan ikke være lige så sjovt at være indbygger i en pittoresk bjerglandsby som turist, når en kolonne fyldte busser hælder udlændinge ud ad døren.

I Lanias yderst smalle gader er der knap nok plads til, at biler kan passere, så med hundredvis af fodgængere på fri fod, er det nærmest umuligt at manøvrere. Hvilket de anstrengte smil bag forruderne tydeligt fortæller. Landsbyen ligger i et vindistrikt, og dens navn er lånt af vingudens Dionysos' datter Lana. Det lyder gammelt, hvilket byen også er. Der er fundet potteskår, der med stor sandsynlighed beviser, at området har været beboet i mere end 3000 år. Rundt om i gaderne hænger der plancher, hvor man kan læse om de lokale før og nu. De nulevende har forståeligt holdt sig inden døre under denne invasion. 

Nogle af de lokale, der ikke fortrækker, er ejerne af de få restauranter samt en ældre kvinde, der sælger olivenolie. Hvis man har mulighed for det, kan det klart anbefales at køre i en bil meget tidligt eller sidst på dagen, så man ikke vandrer rundt som kvæg.

Lokale fiskere

Det er ikke anbefalelsesværdigt at stå alt for tidligt op på sin ferie. Og dog. For visse oplevelser kræver, at man står op, før en vis herre får sko på. En morgen vågner jeg helt urimelig tidligt, hvor jeg ligger og vender og drejer mig længe, før jeg beslutter mig for at gå ned til stranden for at se solopgangen lidt i seks. Det skulle vise sig at være en god beslutning, da det er en usædvanlig klar og stille morgen, hvor et par små fiskerbåde cirkulerer rundt tæt på kysten. Indimellem hører jeg lyden af en hostende motor, men det meste af tiden er luften lige så stille som havet.

En ældre mand er ved at hive et net om bord på sin kutter, og man kan ikke just kalde det actionpacked underholdning fra morgenstunden. Men med en spektakulær solopgang på trapperne og sand mellem de bare tæer er jeg for første gang nogensinde opslugt af noget så ordinært som fiskeri.

De er som sagt svært at komme uden om kirkerne på Cypern. En af dem, der skiller sig ud i kraft af sin placering, udseende og navn, er Agios Nikolaos tis Stegis i Troodos-bjergene. 

Udefra ligner den gamle klosterkirke ikke en verdenssensation, men indvendig er den en åbenbaring selv i halvmørke. Op imod 1000 år gamle byzantinske malerier pryder kirkens indre, hvor der hurtigt opstår trængsel. Fresko-malerierne er udført på en periode over 600 år og skildrer blandt andet Jesu liv, Lazarus' genopstandelse og Jomfru Marias himmelfart.

Det er ligeledes ret let at spotte Jesu korsfæstelse, mens en stor del af malerierne kræver en guide, der er godt klædt på, hvis man ønsker fuldt udbytte.

De yngste malerier er 380 år gamle og viser blandt andet apostlene Peter og Paulus. Så virker det næsten som i går, at kirken blev indlemmet på Unescos verdenskulturarvliste. Det skete i 1985.
Min datter er ligeglad med kirken, da hun ser de honningristede mandler og tørrede frugter til overpris på p-pladsen.

-------------------

Cypriotisk nysgerrighed lunede

På en guidet heldagstur rundt på den historisk interessante middelhavsø var det et uventet møde med en lokal, der blev dagens største oplevelse

Den delte cypriotiske hovedstad er en verdenssensation. Det er den eneste hovedstad på hele kloden, der er delt mellem to lande. Eller et land og en ikke godkendt selvudråbt stat, som det forholder sig med Cypern og Den Tyrkiske Republik Nordcypern.

Jeg ankommer tidligt til en stadig tungt sovende by, der er dækket af et tykt lag dis. Det er lørdag, og jeg tænker først, at de tomme gader skyldes, at indbyggerne sover længe. Efter lidt tid ankommer vi til en af byens prangende, gamle kirker, der er fyldt til bristepunktet. Det viser sig, at påsken ligger en uge senere på Cypern end i Danmark, og da den er den mest hellige højtid for de særdeles troende græskcyprioter, er næsten alle butikker lukket af samme grund.

Butikstrøg er i forvejen ikke just en attraktion i mine øjne, men mennesketomme butikstrøg er måske noget af det mest triste og kedelige, man overhovedet kan se på en rejse. Ikke mindst i gråvejr på en ø, hvor solen skinner mere end 300 dage om året.

Dansk prinsesse i lommen

Jeg ankommer til grænseposten mellem de to dele af hovedstaden. Den grønne zone ser ærlig talt mere gråbrun og nedslidt ud. Selv om jeg allerede har besøgt Nordcypern, havde jeg ikke tænkt så langt, at jeg skulle bruge pas for at gå over på den anden side. Decideret dumt. Men måske ville skæbnen det således.

10 minutter efter bliver jeg stoppet af en venligt smilende mand på gaden. Han spørger, om jeg kommer fra Danmark eller Norge, hvilket er et ret godt bud. Og i sandhed et bedre bud end Tyskland eller Rusland, som jeg har stået model til lidt for ofte. Da han får svaret, hiver han begejstret en nøglering frem fra sin bukselomme.

- Se, det er den danske prinsesse Anne-Marie. Altså fra dengang, hun var prinsesse. På den anden side er græske Konstantin. Jeg er stor royalist, fortæller Georgos Gogakis, som han præsenterer sig.
Jeg har ikke bedre ting at tage mig til og har allerede set de enkelte monumenter
og bygninger, som guidebogen har anbefalet. Derfor beslutter jeg mig for at tale lidt videre med denne spøjse mand med vandkæmmede lokker.

Har aldrig forladt øen

Det viser sig, at Georgos er uddannet journalist ligesom jeg. Nu er han pensioneret, men stadig med en passion for at skrive. Derfor spørger han, om han må få min adresse. Altså den fysiske.

- Jeg elsker at skrive og modtage breve. Rigtige breve. Jeg har ikke en computer, så det er håndskrevne breve som i gamle dage. Ville det være i orden, hvis jeg sendte dig et brev, hvor jeg fortæller lidt om
mit liv og min familie? Du behøver ikke svare mig, siger Georgos varmt.

Sådan et tilbud er svært at afslå, så han får min adresse skrevet på en serviet, mens jeg får hans på bagsiden af en indkøbsseddel skrevet med de mest vidunderlige bogstaver. Der står sikkert: Mælk, æg, brød og vaskepulver, men skriften er så eventyrlig, at det burde være et smukt digt eller en statshemmelighed.

Georgos har tilsyneladende ingen hemmelighed. Han fortæller, at han er født og opvokset i Nicosia. At han aldrig har været uden for Cypern, fordi han lider af flyskræk. At han samler på mønter, frimærker og flotte glas.

- Jeg er også kæmpe Leeds-fan. Dem har jeg holdt med i rigtig mange år, fortæller Georgos og fremtryller et medlemskort til fanklubben fra sin mønstrede læderpung.

Billedet fra 1992 viser en betydeligt yngre mand med en lidt tættere hårpragt. Han har også flere familiebilleder med en kvinde og flere børn. Men dem taler han ikke om.

Du skal jo heller ikke vide alt om mig nu, så er det jo ikke spændende, når mit brev ankommer. Men jeg kan da fortælle dig, at jeg som dig interesserer mig meget for musik. Ikke rock og pop, men klassisk musik. Det er især de russiske komponister, jeg holder af. Rachmaninov er uovertruffen, ham skal du lytte til, når du kommer hjem til Danmark, formaner Georgos på falderebet af vores samtale.
Som en sidste gestus giver han mig sin kuglepen fra den lokale fodboldklub AC Omonia.

- Jeg holder alligevel med Leeds, så tag du den bare med som en souvenir, siger min ny cypriotiske ven med et smil.