Simon Staun
PR-foto

Gæst i grænselandet

Bijeljina er et smukt navn til en by, der ikke er nogen skønhedsåbenbaring. Den ligger gemt væk i den nordøstligste afkrog af Republika Srpska, der er lillebroren i landet Bosnien-Hercegovina, hvis andet familiemedlem er føderationen af Bosnien og Hercegovina. Man skal holde tungen lige i munden, når man skal begribe landets komplekse historie. Området har både hørt under Illyrien, Romerriget, Det Osmanniske Rige og Østrig-Ungarn, og det var i hovedstaden Sarajevo, at Første Verdenskrig blev kickstartet af den serbiske student Franz Ferdinand med mordet på den østrig-ungarske tronfølger og hans gravide kone.

Byen ligger blot seks kilometer fra grænsen til Serbien. Landet og ikke republikken. Det er umuligt at befinde sig klos op ad grænsen til Serbien uden at forholde sig til, at Bijeljina var en af de første byer, der fik borgerkrigens forfærdelige konsekvenser at mærke.

I de første dage af april 1992 blev byens muslimske indbyggere angrebet af paramilitære serbiske grupper ledet af den berygtede Željko "Arkan" Ražnatovi. Mere end 1000 civile bosniakker, bosniske muslimer, blev dræbt, og den ikke-serbiske del af indbyggerne blev fordrevet under den første egentlige etniske udrensning under borgerkrigen.

Jævnet med jorden

Har man rejst i Kroatien og Serbien, springer forskellene i øjnene, når man går rundt i Bijeljinas gader. Selv om muslimerne er en minoritet i dag, bærer mange kvinder tørklæder, der helt eller delvist dækker ansigtet og håret, mens kvinderne i nabolandene nærmest ikke kan vise nok frem af ansigt og krop.

I midtbyen er det umuligt at overhøre middagsbønnen fra minareten ved byens moské. Den næsten 600 år gamle bygning blev jævnet med jorden af serberne i 1993 for efter krigen at blive genopbygget sten for sten. Bønnerne spreder sig ud over hele midtbyen og byens hyggelige torv, hvor ældre mænd slapper af med skakspil på foran det imposante rådhus.

De mange butikker i sidegaderne har tydeligvis et helt andet udvalg af tøj og sko. Men hvis det for en del af klientellet handler om at dække til i stedet for at dække af, siger det sig selv, at kjolerne ikke har det samme snit. Det hænger dog sikkert også sammen med, at Bijeljina i den grad emmer af provins. På gågaden i Hjørring og Tønder sælger butikkerne heller ikke det samme tøj som på Strøget i København.

Byen er temmelig ramponeret. Selv på en solskinsdag ser facaderne triste og grå ud. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor jammerligt bygningerne tager sig ud, når efteråret rusker endnu mere puds af murene.
"Ingen kommentarer"

Bijeljina er ikke just proppet med attraktioner, så den skal mere opleves for sin autenticitet og dens rolle i den jugoslaviske borgerkrig. Tiden læger alle sår, men 21 år er slet, slet ikke lang tid nok til at udfritte indbyggerne om deres syn på krigshandlingerne. Men med 90 procent serbiske indbyggere kan man også konkludere, at en stor del af dem først er "flyttet ind", efter bosniakkerne blev forflyttet, så de har umiddelbart ikke noget, de skal have "klinket".

De få engelsktalende, jeg støver op, er komplet afvisende over for at udtale sig om noget som helst. Selv vejret. Og solen skinner endda. Det er, som om alle, jeg falder i snak med, har set den samme advokat-tv-serie med standardreplikken "ingen kommentarer" og taget den til sig.

Men hvis man ikke siger noget, træder man heller ikke nogen over tæerne eller starter en potentiel farlig diskussion. For regionen er stadig en krudttønde, lader jeg mig fortælle af en tilrejsende serber, der siger, at Republika Srpska gerne vil løsrive sig fra Bosnien-Hercegovina og derfor målrettet obstruerer forsøget på at få de to "stater i staten" til at forbrødre sig.

Begyndte et nyt liv

På vej til den serbiske grænse gør jeg stop på en afsidesliggende restaurant i en skov. Her møder jeg tilfældigvis Svetlana Rasdovic, der har boet knap 15 år i USA.

- Jeg kunne ikke holde ud at bo her længere, da jeg blev teenager. Alt var så nedslidt og minderne fra krigen så forfærdelige, at jeg flyttede til USA for at begynde at nyt liv. Det var der allerede flere familiemedlemmer, der havde gjort. Jeg kunne aldrig finde på at vende tilbage til Bijeljina, men mine to børn skal naturligvis se, hvor jeg stammer fra, fortæller kvinden, der lever i staten Illinois.

De to børn gynger hvinende, mens store smil indikerer, at de ikke har nogen alvorlige bekymringer i livet. De skulle bare vide, hvad der foregik på denne egn, da deres mor var på deres alder. Den erfaring er nok den vigtigste, jeg tager med mig hjem fra denne bosnisk-hercegovinske afkrog, der måske får det temperamentsfulde balkanblod til at rulle igen.