To uger senere i bussen på vej ned til hotellet i hovedstaden Ponta Delgada på øen São Miguel viste hendes ord sig at holde stik. Havde min rejsekammerat og jeg været 10 år ældre og altså lige under de 40, havde vi stadig været de yngste om bord. Vi var nu heller ikke taget af sted for at socialisere synderligt, men mere for at gå, cykle og scoote ud på vores egne opdagelser på det, der efter sigende skulle være det åbenbart nu fundne engang forsvundne Atlantis.
Det eneste, man med sikkerhed kan regne med på Azorerne, er, at vejret ikke er til at regne med. Medmindre man regner med regn. Så kufferten indeholdt både regnjakke, varme trøjer og badebukser. Og over en hel uge kom hele molevitten i brug. Præcis som i den hjemlige sommer, hvor man kan bade den ene dag på stranden og fryse en vis legemsdel i laser dagen derpå foran kaminen i sommerhuset.
Tyskerklichéen om vejret kontra påklædning er altså guld værd at huske på. Er man forberedt på alle scenarier, tager man ikke fortørnet hjem, fordi vandreturen eller sightseeingen druknede i salte dråber.
Temperaturen sniger sig meget sjældent under 15 grader, og selv i vinterhalvåret kan man være heldig at støde ind i 25 grader og sol fra en skyfri himmel. Så efter denne meteorologiske svada, vil jeg give mit bud på, hvordan De selv kan strikke en ferie sammen.
Smuk isolation
Vores første mål var de fra postkortene så berømte tvillingesøer, Lagoa Azul og Lagoa Verde, på den vestlige del af øen. Vi havde allerede inden afrejsen truffet valget, at vi ville cykle til så mange seværdigheder som muligt, så efter at have lokaliseret øens eneste cykeludlejning drog vi af sted på det, som udlejeren havde kaldt "en fin lille tur, hvor vi skulle dreje til højre, når det begyndte at gå en smule opad".
Jo tak! Hvad, vores bentøj ikke havde taget højde for, var, at det, der kaldes en lille stigning på Azorerne, i Danmark kaldes for bjergetape. Med tilsvarende skel mellem jævn vind og storm. Så der skulle virkelig bankes i pedalerne for at klatre de 28 kilometer op til belønningen, der heldigvis var hver en svedperle værd.
Selv med lavthængende skyer og efterårsnuancerede blomster er det åbenlyst, hvorfor sceneriet gennem årene er blevet foreviget millioner af gange med kameraer, malerpensler og begejstrede ord på notesblokke.
Efter at have konsumeret vores betragtelige del af udsigten stod turen på syv kilometers hasarderet kørsel ad hullede grusveje ned til byen Sete Cidades, der ligger skærmet for de brutale atlanterhavsvinde bag det, der engang var en aktiv vulkans ene side.
Ekstremt isoleret og præcis derfor så charmerende ligger den som et levn fra en anden tid. Kommer man "tilfældigt forbi" en af de små barer og drister sig indenfor, så kan man nyde en velskænket espresso, mens de lokale napper sig en formiddagsskarp og en uforpligtende snak. Præcis som de altid har gjort. Medmindre man praktiserer denne dialekt af portugisisk, kan man kun gisne om, at de taler om vejret. Fordi det ændrer sig hurtigere, end man kan nå at sige gummistøvle eller badedragt.
Så efter at have klatret op ad bjergsiden i strålende sol fik vi pludselig en klæbrig lussing af en iskold regnbyge, der lavede et bagholdsangreb, idet vi var ved at have besejret stigningen op ad vulkanens østlige side.
Bevæbnet med colaer og chokolade var det ikke noget problem at gemme sig under nogle buske, indtil solen igen var enehersker over det fotogene landskab.
Med vinden i ryggen og en sjælden god oplevelse i rygsækken var det ikke noget problem at suse som raketter de 28 kilometer ned til Ponte Delgada. Med to helvedeshunde i form af vagthunde ved et spøgelseshotel formåede vi at klare nedstigningen til paradis på blot 30 minutter. Den modsatte retning tog det to en halv time.
Rejsen bedre end målet
Godt ømme i lårbasserne blev vi enige om, at vi dagen derpå ville nyde en af øens smukke strande. Helt i tråd med den beslutning smilede solen venligt hele dagen, hvilket efterfølgende kunne mærkes på den glohede pandebrask.
Der er dog ikke noget, der dulmer smerte bedre end kolde fadøl, så ved en fortovsrestaurant fem kilometer øst for byen dulmede vi løs, mens vi planlagde morgendagens scootersafari til de to øvrige vulkansøer, Lagoa das Furnas og Lagoa do Fogo.
Der er ikke særlig meget trafik på São Miguel, så man kan sagtens nyde naturen mens man tøffer af sted. Jo længere østpå man kommer, jo mere frodig bliver faunaen. Så fra at passere grønne marker langs kysten befinder man sig en halv time senere i junglelignende skove, der lukker sig ind over vejen.
Parret med de pittoreske fiskerbyer, alskens grønne nuancer og planter, hvis navne jeg knap nok kender, er det en af de køreture, der faktisk understreger, at selve rejsen indimellem er bedre end målet. For ret skal være ret, Lagoa das Furnas er ikke synderligt spektakulær. Det er "bare" en sø. Så er selve byen Furnas og dens ildelugtende, varme kilder langt mere interessante. Hvis man oven i købet værdsætter duften af rådne æg, så er køreturen alle de fladmaste insekter på kinderne værd.
Skrigende mågeselskab
Da vi alligevel havde lejet scooterne en hel dag, kunne vi lige så godt udnytte deres hestekræfter fuldt ud. Så på hjemvejen slog vi i et sving forbi "Ildsøen", Lagoa do Fogo. Vi troede, at vejen gik hele vejen til toppen. Først ændrede den sig fra asfalt til grus. Så fra grus til skovbund. Og derfra til en smal sti, hvor scooterne måtte give op.
Vandreskoene skulle derfor snøres, inden en lille times trippen ad en snørklet rute bragte os helt op til det, der med rette kaldes øens mest betagende vulkankratersø.
Med hundredvis af skrigende måger som eneste andre levende væsener at dele solnedgangens uundgåelige skæbne over bjergskråningerne med, konstaterede vi stakåndede, at myten om Atlantis sagtens kan overføres til Azorerne.
Placeret næsten midt i Atlanterhavet fremstår øgruppen som et paradis for både natur-, mad- og historieelskere.