Simon Staun
PR-foto

Bjergtagende olding

De fleste danskere kender Andorra som et lettere mytisk land beliggende i Pyrenæerne mellem Spanien og Frankrig. Nogle vil vide, at den danske sangerinde Susanne Georgi fra duoen Me & My i 2009 vandt melodi grandprixet for den lille bjergstat, der fik sin afhængighed i 1278, men så slipper de flestes paratviden typisk op.

Der er dog mange flere interessante informationer om landet, der er lidt mindre end Falster og har blot 85.000 indbyggere. Blandt andet, at der er toldfrihed, hvilket trækker 10 millioner turister til landet årligt. Det faktum smitter i den grad af på hovedstaden Andorra la Vella, som er smækfyldt med parfume-, tobak- og elektronikforretninger. De pynter ikke just på en by, der i forvejen ligner noget, en arkitekt har brugt frokostpausen på at tegne skitsen til. Der er enkelte prangende og seværdige huse, men det er uden tvivl de omkransende bjerge, der hiver helhedsindtrykket gevaldigt op.

Europas højest beliggende hovedstad i 1023 meters højde er på mange måder påvirket af den barske natur. Husene er placeret hulter til bulter og slynger sig langs to bjergstrømme, den nordlige og sydlige Valira, der efter en sammenfletning udgør Store Valira.

Flere steder er der lavet snævre gangbroer, så man kan vandre langs strømmene. I Danmark er en strøm i familie med en bæk. I Andorra er den nærmere beslægtet med floder, hvilket den ind imellem øredøvende brusen bekræfter. Det larmer ofte mere end trafikken, hvor der ellers kører spandevis af luksusflydere på grund af skattereglerne. Når man går rundt på de snævre, snoede gader, fryder man sig over, at man ikke selv skal navigere rundt i bil. En parallelparkering på en vej med 14 procent stigning ville være noget nær en umulighed.

Nuttet parlament

De ældste bygninger i hovedstaden er uden tvivl de mest seværdige og charmerende. Hovedparten af dem er opført af sten i alverdens størrelser svingende mellem knytnævestore og kampesten. Landets smukke parlament, Casa de la Vall, minder om et gråbrunt puslespil, hvori der sidder blot 28 parlamentsmedlemmer. Sammenholder man det med landets indbyggertal burde der blot sidde to-tre mand, hvilket ville have sparet bygherrerne for pænt meget besvær med at finde, transportere og stable stenene.

Det har dog været besværet værd, for det må være et af de mest nuttede og flottest beliggende parlamenter i verden med udsigten til fyrreskovklædte bjergtoppe og en dybblå himmel, som den kun kan tage sig ud i tyndere luftlag.

Parlamentet er opført i 1580 og er markant yngre end flere af områdets kirker med 600 år yderligere på bagen. Måske er det den tynde, rene luft, der holder dem så ungdommelige. I hvert fald er kirken i den nærliggende landsby Santa Coloma fra det 9. århundrede tilsyneladende i vældig god stand. Præcis som Sant Esteve fra det 11. århundrede i hovedstadens flatterende, gamle kvarter.

I Andorra skiller begge kirker sig ud, men hvis man besøger landet enten på vej til eller fra Barcelona, er det svært at blive rigtig benovet efter mødet med den ufuldendte kirke, La Sagrada Familia.

Græshopper spiller op

Andorras helt store trækplaster, medmindre man er shopaholic, er naturen. Den er et aktiv året rundt med både skiløjper og vandreruter i særklasse. Efter at have spankuleret rundt skiftevis i den kvalmende lugt fra parfume- og tobaksbutikker, er det befriende at begive sig af sted med frisk luft i lungerne på de humplede stier, der omringer hovedstaden. Næsten uanset hvilken retning, man vælger, støder man på en rute, som på kort tid sender mindet om den halvtamme by i baggrunden.

Pludselig begynder sommerfugle at sværme omkring os. Flere af dem lander frejdigt på vores støvede fødder, når vi holder pause for at få pusten. Deres vinger blafrer lydløst, mens træerne derimod risler blidt og ender som et yderst beroligende soundtrack.

Selv om turen op er stejl, slapper vi mere og mere af. Vi har medbragt madpakke med lokale oste- og pølselækkerier, som vi nyder på stendiger ved en række forladte huse. Engang har de måske været en del af en landsby eller en større gård med en fantastisk beliggenhed i en beskyttet dal.

De eneste indbyggere i dag er et par brægende geder, der slet ikke virker interesserede i gæsterne, samt en sværm af græshopper. De spiller en ukendt symfoni, mens middagsmaden fordøjes under en mindeværdig middagslur. Bestemt et af højdepunkterne i et land, der skal opleves ruralt og ikke urbant.