Simon Staun
PR-foto

Pyrenæernes klejne parfumeri

Fyrstendømmet Andorra er klemt inde mellem skyggende og beskyttende bjergsider, der skærmer mod de gigantiske nabolande Spanien og Frankrig.

Hovedstaden Andorra la Vella er som landskabet overøst med kantede udspring, stejle skråninger og afgrunde, hvorpå luksuriøse bygninger nærmest er smurt på som Nutella på en luns franskbrød.
Det er stort set umuligt at gå omkring et gadehjørne uden at farverige skilteskove med Chanel, Gucci, Salvador Dali og Hugo Boss i forreste geled springer i øjnene. Vi snakker ikke 10-15 butikker. Uden at have talt efter vil et slag på tasken være 200. Altså ret mange i en by med 15.000 beboere.

Centrum er spækket med duftevand og cremer nok til at gøre selveste Sahara blød som en barnenumse. Også elektronik- og sportsbutikkerne står stærkt i bybilledet. Men ikke helt så markant som cigaretforhandlerne, der kan bryste sig af Europas laveste priser på kræftpinde.
Blot 100 kroner for en hel karton. Man overvejer næsten af pulse løs i den rene bjergluft, der irriterende insisterende lægger beslag på ens luftveje, bare for at føle man sparer en masse penge.

Fantastisk trekking

Grunden til den voldsomme handlen er, at fyrstendømmet ud over blot at være to gange større end Langeland er afgiftsfrit. Hvilket enorme Dodge-firhjulstrækkere og storskrydende BMW'ere konstant sætter en fed, brummende streg under. Det er næsten ikke til at bære priserne på luksusbiler, der får selv en brugt Fiat Punto i Danmark til at virke dyr.

Enorme slæder kan købes for horribelt lave priser, men jeg opgiver hurtigt tanken om at producere min egen nummerplade og sørge for ekstravagant hjemtransport. I stedet bestemmer jeg mig for at forfølge én af landets mange spektakulære trekkingruter, der året rundt disker op med naturoplevelser på højde med dem, man ser eksempelvis i Norge.

På de velinformerede og ikke mindst engelskkyndige turistkontorer kan man få bunker af kort med ruter til enhver smag og kondition.

Man kan vælge alt fra udmarvende todagesture til letfordøjelige totimersruter i de nærmeste skovområder. Vi vælger en mellemting og går fra centrum mod søen Estany d'Engolasters, hvor man efter ca. en times vandring ikke længere kan se eller høre civilisationen.

Ind imellem overhaler løbere med jernankler og titaniumlunger inden om, mens man stakåndet forsøger at hilse og undgå at skride på underlaget af lige dele rullesten og nedfaldne grankogler.

Overalt er der barmhjertige stendiger, der faldbyder sig til de små uundværlige hvil, hvor lungerne kommer til hægterne, mens naturens under åbenbarer sig til tonerne af græshoppesymfonier i den sensommergule lyng.
Frokosten og den efterfølgende middagslur under et skyggende birketræ er i særklasse. Fantastisk at døse hen til kombinationen af en rislende bæk og bladenes hvislen for igen en halv time senere at vågne op og stirre en tæt bevokset bjergryg direkte i øjnene. Således ladet op er det intet problem at springe rundt som en brunstig bjergged resten af eftermiddagen.

Flad velsmag

Hvad kunne være bedre end at fejre en fantastisk dag i bjergene med noget af den fladeste mad i verden? Pizza virker i hvert fald dragende og med det prisvindende pizzeria La Piazza inden for rækkevidde, så er valget lettere end fjer. På et menukort står der: "Den bedste pizza uden for Italien".

Efter at have været i den syvende himmel med otte ottendedele pizzastykker i træk, kan man kun bøvse med og give ophavsmanden til postulatet ret. Det er ganske enkelt den mest sprøde, luftige og velsmagende pizzabund, jeg nogensinde har sat tænderne i.

Så hvis man hverken er til parfume, smøger, dyre biler eller vandreture, så er der stadig en god grund til at pakke kufferten og flyve mod Pyrenæernes charmerende parfumeri.