Simon Staun
PR-foto

Innsbruck skal ses uden sne

Jeg har aldrig besøgt Innsbruck, hvor den billedskønne vestøstrigske by ikke har været dækket af et tykt lag sne. Jeg har heller aldrig set solen skinne fra en skyfri himmel over den mere end 800 år gamle tyrolerstad. Derfor er det nærmest en åbenbaring at køre ubesværet ind i byen fra den nærliggende bjergby Seefeld, hvor familien har indlogeret sig på alpe-sommerferie.

Det er forbavsende let at finde rundt i Innsbruck, og efter blot fem minutter inden for byskiltet har vi allerede fundet en ledig p-plads 100 meter fra byens berømte triumfbue opkaldt efter kejserinden Maria Theresia, der rejste den i anledning af sin søn Leopolds bryllup. Gennem buen kan man se ned til flere af byens prangende kirketårne og ikke mindst alperne i baggrunden, som jeg personligt finder langt mere tiltalende svøbt i grønne nuancer.

Den overdådigt udsmykkede triumfbue fra 1765 er et meget godt udgangspunkt for en gåtur rundt i Innsbrucks historiske centrum, som ikke dækker et synderligt stort område. Vi er her på en lørdag, hvor der stort set ingen biler er i gadebilledet. Faktisk er det næsten udelukkende spor- og hestevogne, man skal være på vagt for.

Det gyldne tag

Fra triumfbuen er det let at navigere efter det gigantiske mindesmærke "Anna-søjlen". Det er placeret midt på den pittoreske gågade, der leder én direkte ned til byens mest kendte bygning med det legendariske gyldne tag.

Det var ærkehertug Friedrich den 4., der i starten af 1500-tallet fik idéen med en kobberdækket karnap til kejseren Maximillian den Første, der så kunne sidde i læ under 2657 tagplader, når der var ceremonier, konkurrencer eller store begivenheder på pladsen nedenfor.

Vil man selv prøve at se Innsbruck fra oven, er det oplagt at tage en tur op i byens 550 år gamle tårn, der ligger klos op ad pladsen med det gyldne tag.

Det er næsten grotesk, så langt man kan se i klart vejr. Og det slår en, hvor mange flotte farver byens huse er malet i, når sommersolen forkæler dem. Når man betragter det menneskefyldte torv, får man lyst til at forkæle sig selv. Hvilket er let, da det vrimler med gode restauranter og italienske iscaféer. Modsat i vinterhalvåret kan man ubesværet og shortsklædt sidde og nyde udsigten til de umådeligt overpyntede og blomsterkasseudstyrede bygninger.

Får man nok af turister og fælderne møntet på dem, kan man få minutters gang derfra få en plads i solen helt uforstyrret foran Landes-theater på café Pavillion. Det knap 400 år gamle teater er inspireret af italienske teatre i Firenze og Parma, og med den rette espresso i koppen smager Innsbruck for en gangs skyld markant mere af sol og varme end sne og kulde.