Turks- og Caicosøerne, 2019

Der er æsler overalt på Grand Turk, så man skal passe på med at efterlade madvarer.
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 11
Frem

Æslernes paradis deler vandene

Turks- og Caicos-øerne hører ikke til blandt de mest berømte caribiske destinationer. Hovedstaden Cockburn Town er en tarvelig, ramponeret flække, mens den nærliggende strand Governor’s Beach omvendt har absolut verdensklasse.
Det vil formodentlig være et fåtal af avisens læsere, der kender øgruppen Turks- og Caicos-øerne, som ligger i Caribien nordøst for Cuba og Haiti samt Den Dominikanske Republik. Det er ét af de oversøiske britiske territorier, hvor otte større og 300 mindre øer tilsammen udgør et areal lidt mindre end Bornholms.
På den mindste af øgrupperne, Turks, er der ingen imponerende bygningsværker, ingen bjerge, jungle eller vandfald. Her er ingen biografer, restauranter - på nær dem på de få hoteller - og ikke ét eneste regulært supermarked til at servicere de 5000 indbyggere. Kort sagt er det ikke just en destination, som kan kaldes for en turistmagnet. Det i sig selv kan måske få nogle til at tænke, at den ø lige er noget for dem …
Hovedbyen på Grand Turk (den største af øerne) hedder Cockburn Town. Det er også øernes hovedstad. Navnet lyder som noget hentet fra en westernfilm, og det føles også næsten som at gå rundt blandt frønnede kulisser i den mennesketomme by. Næsten samtlige huse tæt på byens få historiske seværdigheder, der tæller det nu lukkede fængsel samt det stadig åbne nationalmuseum, ser ud til at være fraflyttede.
Forfald kan være ganske fotogent, men man skal ikke tilbringe lang tid i Cockburn Town, før man konkluderer, at der er andre caribiske byer på øer i samme størrelse, man langt hellere vil gå på opdagelse i.
Det flyder med affald på det meste af øen. Langs de store ind- og saltsøer er der strøet alverdens ragelse, som springer i øjnene, ud. Det virker besynderligt, at så få indbyggere kan svine så meget. Øens mange fritgående æsler pynter heller ikke just på helhedsindtrykket, da deres efterladenskaber ses overalt på veje og fortove.
Æsler overalt
Man kan ikke besøge Turks- og Caicos-øerne uden at kende den sjove historie bag øgruppens navn. Det skyldes den lokale kaktus, Melocactus intortus, med en karakteristisk rød blomst, som minder om den tyrkiske fez. Caicos kommer af det oprindelige sprog, hvor caia hico betyder "en række øer".

Den røde kaktus spotter man overalt på Turks, når man kender historien bag. Øerne er endnu ikke blevet ramt af racisme-anklager eller har fået krænkede tyrkere til at se rødt, men det er da ikke utænkeligt, at øerne på det officielle sprog engelsk omdøbes til Donkeys and Caicos, lige indtil æslerne lærer at læse og indleder en sag ved dyreretsdomstolene.
I nogle lande eller ved attraktioner advares man om aber, fugle eller firben, som kan være nærgående eller gå efter ens mad. På Turks er det æslerne, som er nærgående. På den sublime strand Governor's Beach morer jeg og en række andre strandgæster os over, at et æsel snuser sig frem til en britisk kvindes medbragte mad og på få sekunder kværner sig gennem både papemballage og frokost.
Man kan sagtens gå tæt på det løjerlige dyr. Så længe man husker én vital regel, der også gælder for heste: Gå aldrig bag om dyret.
Rustent fyrtårn
Noget, der minder om en attraktion, er øens fyrtårn, der er placeret på den nordlige spids. Det er i hvert fald en lokation, som de lokale guider lokker med, når de vil sælge deres rundture på øen. Vejen derud er kløgtigt døbt "Lighthouse Road". Det lyder som en sang med The Doors eller Eagles.

Tæt på fyrtårnet ligger en high school, som formodentlig får de mange amerikanske turister til at spærre øjnene op. Skolen er mildest talt ramponeret, og basketball-banen, som ligger tæt på vejen ud til fyrtårnet, har to rustne standere uden kurv eller net. Trøstesløsheden fortsætter ud mod fyrtårnet, hvor en række store paraboler vækker minder om de sammenkrøllede rester af civilisationen efter en atomkrig.
Rusten driver ned ad det hvide fyrtårn fra 1852, som man betaler tre dollar for at komme tæt på. Ikke op i. Der er intet, man kan se tæt på, som man ikke kan se uden for indhegningen. Men omvendt kan man lige så godt smide de 20 kroner, så denne markante attraktion også kan besøges i fremtiden.
Det er sjældent, man befinder sig et sted, hvor man kan se alle top 10-attraktioner på en halv dag. Men det kan sagtens nås på Grand Turk, hvor man endda kan gøre det i én af de åbne busser, som aldrig kommer over 30 kilometer i timen.
Åbenbaring af en strand
Hvis man får den besynderlige idé at rejse til Turks- og Caicos-øerne, skal man nok kaste sig over den noget større Caicos eller i hvert fald affinde sig med, at Turks reelt kun kan tilbyde to ting, som turister efterspørger: Sol og strande i verdensklasse.
Den mest betagende af dem, vi besøger, er Governor's Beach på den sydvestlige kyst. Selv om stranden ligger få kilometer fra krydstogt-terminalen, er her kun omkring 10-15 andre gæster på hele stranden.
Uden solbriller er det kridhvide sand næsten umuligt at kigge på. Der er få steder i verden med lige så smukt vand. Så turkisblåt, at det er umuligt at indfange på kamera. Og vand så lækkerlunt, at varmen sidder i kroppen længe efter.
Stranden er også kendt for skibsvraget Mega One Triton, som mere lyder som navnet på en af heltene fra Transformers-filmene. Mens fyrtårnet er en smule rustent, er skibsvraget gennemtæret af rust. Derfor er der også skrevet advarsler med store bogstaver på skibets side, så man ikke drister sig om bord. Eller dykker ind i skrogets indre og farer vild.
En lokal kvinde sælger iskolde øl fra ramponerede køletasker under en palme. Øllene koster fem dollar stykket. Sådan er det, når muligheden for at handle er nærmest lig nul. Udbud og efterspørgsel i den pureste form. Vi har ikke noget imod at give 35 kroner for en øl. Udsigten og følelsen af at blive kærtegnet af det turkisblå vand ved Governor's Beach er mange, mange gange det værd.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.