Simon Staun
PR-foto

Europæisk stemning i Caribien

Rejser man til Sydamerika og Caribien i særdeleshed, finder man masser af lande, øer og territorier, der bærer tydeligt præg af den eller de kolonimagter, der for århundreder siden "besatte" områderne. De europæiske koloniherrer udviklede de pågældende steder og satte deres nationale præg på alt fra arkitektur og infrastruktur til sociale instanser som retssystemer og sundheds- og skolevæsenet.

Det mest spektakulære og underfundige eksempel må være den blot 88 kvadratkilometer store ø Saint Maarten, der på fransk hedder Saint Martin og på hollandsk Sint Maarten. Den franske del af øen er et såkaldt oversøisk kollektivitet, mens den hollandske del i 2010 blev en selvstændig stat inden for Kongeriget Nederlandene og dermed er en af verdens yngste stater.

Den franske del af øen er en del af EU, hvilket tydeligt ses i gadebilledet i hovedstaden Marigot, hvor størstedelen af befolkningen er hvide franskmænd, der har slæbt pensionen med. Præcis som mange danskere har haft for vane at gøre det i Sydeuropa.

Når man slentrer rundt, fornemmer man hurtigt, at man lige så godt kunne befinde sig ved Middelhavskysten. Vandet, klipperne, klimaet og bygningerne er ærkefranske. Caféerne hedder "La vie en Rose" og "Café Maritime" og byder på "Poulet grillé" samt "Filet de poisson". Det dufter og smager ufatteligt fransk i betragtning af, at moderlandet befinder sig 7000 kilometer og et Atlanterhav væk.

Mere fransk end Frankrig

På en café sidder fire mænd og læser friskbryggede, franske aviser, mens de ryger cigaretter og konverserer, som kun franskmænd kan. Højt, agiterende og intensivt. Der er mange sorte indbyggere på den franske side af øen, men den hvide del af befolkningen er markant større end på de omkringliggende øer, hvor efterkommere af afrikanske slaver i visse tilfælde udgør mere end 95 procent af befolkningen.

I hovedstaden Marigot ligger der masser af dyre, franske modebutikker og ure- samt smykkebutikker. På gaderne er det ligeledes franske bilmærker, der fylder op. Citroëner og Peugeoter kæmper om opmærksomheden og om at undgå det lokale politi, der naturligvis hedder Gendarmerie. Politiets tydelige tilstedeværelse sikrer ro og orden i byens pæne centrum omkring havnen, hvor der er udsigt til store lystyachter og det lokale fort St. Louis fra 1767.

Stemningen er befriende rolig og af slappet, og efter at have befundet sig på andre caribiske øer føles det i den grad som at vende hjem til Europa at besøge Saint Maarten.

Delte øen efter kapgang

Det er problemfrit at krydse grænsen mellem de to "lande" på øen. Et skilt og en undseelig bautasten på hovedvejen er det eneste, der indikerer, om man skal tale fransk eller hollandsk. Men bygningerne skifter nu også udseende. Tagene får en anden form på den hollandske side, præcis som man tydeligt kan se forskel på de sønderjyske og nordtyske byggestile.

En anden ubetydelig men morsom detalje er de kæmpestore klynger af postkasser med den karakteristiske adresse- og nummerangivelse på den franske side, hvor man på den hollandske side bruger et mere "nordisk", overskueligt system.

Der er intet fælles på øen ud over det omkringliggende hav og den europæiske tilknytning. Dermed er alle institutioner og statslige instanser at finde i to udgaver. På den hollandske side taler de fleste engelsk, fordi de lærer det i skolen. Sådan forholder det sig naturligvis ikke på den franske del, hvor man helst skal kunne lidt franske gloser og tal for at klare sig. Naturellement.

De to dele af øen er nogenlunde lige store. Men den franske del er størst, hvilket skyldes måden, man blev enige om at splitte den op på. En fransk og en hollandsk mand stod ryg mod ryg på kysten og gik i hver sin retning. Der, hvor de mødtes, skulle øen deles. Ifølge skrønen drak den hollandske mand gin undervejs, mens den franske drak vand. Derfor nåede den franske mand betydeligt længere, fortæller guiden på en rundtur, hvor turisterne ler som forventet.

Grænsetraktaten blev underskrevet på toppen af Mount Concordia i 1648, men er blevet rettet 16 gange siden 1815, hvor "Paris-traktaten" fastsatte grænsen endegyldigt.

Kun fire gader i byen

Den hollandske side er kendt for sine mange barer, kasinoer og ikke mindst den flere kilometer lange strand ved Grand Bay i hovedstaden Philipsburg. Strandpromenaden er for nylig restaureret med bænke, knejsende palmer, et hav af caféer og barer. Lige vel turistet sammenlignet med tilbagelænede Marigot, men til gengæld også mere festligt, farverigt og fængende. Lidt mere caribisk, om man vil.

Det er usædvanligt let at finde rundt i Philipsburg, hvor der ligger fire parallelle gader bag stranden. Gadenavnene er hollandske på samme måde, som de er danske på De Vestindiske Øer. De fortsætter ned til byens enorme saltvandsreservoir, der naturligt afgrænser den klejne hovedstad.

Selv om hverken Marigot eller Philipsburg er overvældende byer i traditionel forstand, er diversiteten og modsætningerne så iøjnefaldende, at det alene gør øen oplagt som rejsemål.

Tager man de fænomenale strande, det skønne klima, toldfritagelsen og den fine infrastruktur med i regnestykket, kan det nærmest ikke betale sig at blive hjemme.