Simon Staun
PR-foto

Verdens venligste folk

Sint Maarten er paradis for hollandske pensionister. Den caraibiske ø har 30 grader hele året, og man kan få sin pension med fra det europæiske fastland og til øen, der er delt mellem Holland og Frankrig og derfor hedder Saint-Martin på den nordlige halvdel.
Øen ligger 300 kilometer stik øst fra Puerto Rico og er en typisk krydstogt-destination, selv om man kan flyve hertil. Flykendere vil nikke genkendende til lufthavnen Princess Juliana International Airport. Den er kendt for sin landingsbane, der ligger klos op af stranden Maho Beach, så badegæsterne må dukke sig, når flyene lander.
Hovedbyen på den hollandske side er Philipsburg. Den har i underkanten af 1500 indbyggere, men føles markant større, fordi der er så mange turister.
Hovedattraktionen er uden tvivl den smukke strand ned til Great Bay Beach. Den er oversået med barer og restauranter, der kæmper om at få turisterne trukket indenfor eller ud på deres liggestole i strandkanten.
Det kan betale sig at gå en tur langs stranden, før man beslutter sig. Prisen for fire liggestole og en isspand med seks kolde øl varierer fra 100 til 400 kroner.
Det finder vi ud af for sent, men til gengæld får vi de skønneste liggestole helt ned til det 30 grader varme vand.
En orange skole
Det går hurtigt op for os, at de mange øl- og sodavandssælgere på stranden har mere moderate priser. Typisk to dollar for en iskold Heineken eller den lokale Presidente.
Det er fantastisk at spendere en dag på Great Bay Beach. Det gjorde jeg tilbage i 2012, da jeg ligeledes var på krydstogt med Sint Maarten som stop. Men denne gang har jeg tænkt mig at gå på opdagelse i byens fire-fem bagvedliggende gader, hvor turister typisk kun når til handels- og kasinogaden Voorstraat.
Går man en gade længere op mod den store saltsø, som indrammer byen nordlige ende, bliver det allerede mere lokalt med små tøjbutikker, der i hvert fald ikke kan karakteriseres som modebutikker.
Jeg kan huske både det betagende lille råd- og domshus, som man ikke må snyde sig selv for. Metodistkirken og den katolske kirke på Voorstraat er også et besøg værd. Her kan man søge skygge og se, hvordan en typisk caraibisk kirke er opført og udsmykket. Der gemmer sig også flere små skoler, hvoraf "Oranje School" med orange striber på facaden emmer af hollandsk patriotisme.
Skolebørnene har fået fri og vrimler rundt i gaderne. Jeg tumler bare rundt og drejer skiftevis til højre og venstre uden noget egentlig mål. Jeg passerer den overdådigt dekorerede facade til restauranten L'escargot og slår et smut op til C.A. Cannegieter Straat og Walter A. Nisbeth Road. Her er ingen turister, selv om det er få minutter fra stranden. Jeg går rundt og tager billeder, da jeg får øje en lille undseelig bar. Gad vide, hvordan en lokal bar ser ud på Sint Maarten, tænker jeg og smutter ind bag forhænget.
Velkommen på stambaren
Bag bardisken sidder Josefina, der ejer La Taska Snak Bar. Hun byder smilende velkommen og har åbnet en kold Presidente, inden jeg når at sætte mig tilrette i barstolen.
- Den er på mig, indskyder Cristian, som er den eneste gæst i baren.
Jeg skynder mig at sige, at han bestemt ikke behøver at betale min øl. Men han insisterer med et smil og en overbevisning, jeg ikke kan stå for. Han kan se og høre på mig, at jeg ikke er hollænder, så han udspørger mig om nationalitet, familie, arbejde og hvorfor alverden, jeg dog er kommet til Sint Maarten og lige har fundet vej til denne ydmyge bar, hvor turister aldrig kommer.
Jeg svarer efter bedste evne, mens Josefina knapper en ny iskold øl op til mig efter et diskret nik fra Cristian.
Jeg siger, at det må være min tur til at give en omgang. Cristian afviser bestemt.
- Du er gæst i mit land, i min by på min stambar. Jeg betaler. Så kan du give mig øl, hvis jeg kommer til Danmark en dag. Indbyggerne på Sint Maarten er kendt for at være verdens flinkeste, og det skal vi ikke lave om på i dag. Hvis jeg har 20 dollar i min pung, og du ingen har, så deler jeg dem med dig. Det er min livsfilosofi. Med hjælpsomhed og smil kommer man længst, konstaterer Cristian og bestiller den tredje øl til mig på en halv time.
Karry-ged og creole-rejer
Når der er 37 grader varmt, føles hver tår øl som en velsignelse. Cristian siger, at han gerne vil køre mig rundt og vise mig en række af de steder, turister sjældent eller aldrig kommer. Med ham som lokal guide er ingen døre lukkede.
- Der er ikke sindssygt mange indbyggere på øen, så vi kender hinanden godt. Alle ved, hvem Cristian er. Bare spørg omkring dig, opfordrer Cristian.
Da der kommer et par kunder ind i den hyggelige bar og straks udbryder: "Hej, Cristian" er jeg tilbøjelig til at tro ham, selv om det naturligvis kunne være andre stamkunder.
Josefina ringer efter sin datter og søn, da hun synes, jeg også skal møde dem. Efter et kvarter kommer de ind og hilser pænt. Det er mærkeligt at tage ind på en bar, fordi den ser spændende ud og til en vis grad selv blive en del af attraktionen. Det er lidt som at være med til en familiefest, selv om min kulør indikerer, at vi ikke er nært beslægtede.
Jeg fortæller, at jeg er sulten, da jeg kun har fået morgenmad. Cristian anbefaler en lille lokal restaurant tæt på, hvor de serverer rigtig lokal mad med karry-ged, stegte plantainer og rejer på creole-manér.
Jeg takker for tippet og når lige at sluge den fjerde Presidente, inden jeg smutter videre. Efter at have krammet til den store guldmedalje.
Efter to besøg på Sint Maarten kan jeg sagtens huske strandene, de lune bølger og de kolde drinks på stranden, når jeg tænker tilbage. Men mødet med Josefina, hendes børn og Cristian på La Taska Snak Bar står til gengæld lysende klart.