Simon Staun
PR-foto

Caribiens grønne perle

Man fornemmer det allerede, da solen står op og kaster små stråler gennem skydækket og ned på de grønne bakker, der omkranser hovedstaden Castries. Saint Lucia er en helt anden kuperet størrelse end de øer, vi har besøgt de foregående dage. Den rejser sig stolt op fra havbunden, mens de andre nærmere flader dovent ud og kun med nød og næppe holder sig flydende.

Selv om tunge regndråber daler fra himlen, lyser de røde tegltage op, når solen rammer dem. Alle farver virker til at have fået et ekstra pift, og luften føles ufatteligt ren at indånde. Det tegner godt for udflugten ned til øens to pitoner, to vulkanbjerge på 700 meter, der ligger tæt på den stadig aktive vulkan Soufriere.

Fra morgenstunden skal vi mødes med vores lokale guide på kajen, hvor vores krydstogtskib er lagt til. Det var egentlig meningen, at vi skulle have været på bustur rundt på øen, men alle pladser var optaget, så i sidste sekund fik vi booket en tur på en katamaran i stedet for. Ikke helt optimalt at skulle lave sejlende sightseeing, når vi i forvejen befinder os det meste af døgnet på et skib. Men jeg har aldrig sejlet med en katamaran, så forventningerne er alligevel halvstore.

Stort skal fartøjet bestemt også være, da køen efterhånden begynder at vokse støt. Efter en halv time står der mere end 60 hawaii-skjorter og pastelfarvede skjorter i en lang række, mens guiden Marvin giver de sidste sløve padder en chance for at nå med.

Da han langt om længe peger ned mod vandet, er katamaranen ankommet. Selv om den umiddelbart ikke virker overvældende i størrelse, finder alle mand på forunderlig vis et sted at sidde. Efter at have introduceret den tre mand store besætning lægger vi fra land og forlader med imponerende fart Castries' havn og begynder en times sejlads sydpå.

Marvin er den helt store entertainer. Selv om det er tidligt på dagen, får han sat gang i gæsterne, da han med den karakteristiske caribiske Marley-dialekt fortæller om sin elskede ø. Alt omtaler han som "min", uanset om det er hovedstaden, den lokale rom eller seværdighederne.

Hver gang, han har fuldført en sætning, udbryder han højt: "Jaah maan". Efter de første par gange har gæsterne fattet pointen og stemmer oplagt i: "Jaah maan".

Øen blev selvstændig i 1979, hvilket han nævner flere gange. Den er altså modsat de fleste af de øvrige caribiske øer ikke et oversøisk departement eller en del af andre lande som eksempelvis Saint Maarten, der er hollandsk og fransk.

Selvstændigheden og stoltheden har udmøntet sig i en relativt stor industri, hvilket man ikke finder på de øvrige øer, der stort set importerer alt. Da vi passerer en række gigantiske tanke med en diameter på 50 og en højde på 20 meter, fortæller Marvin, at det er øens romdestilleri, hvilket får de amerikanske turister til at måbe. De ler dog højt, da han konstaterer, at der naturligvis er tale om et olieraffinaderi. Olieraffinaderier er ikke smukke, uanset hvor i verden de placeres. Det hjælper dog, når de er omgivet af et kuperet og frodigt landskab som Saint Lucias.

Øllen opkaldt efter bjergene

Kort tid efter slår katamaranen et smut ind i bugten Marigot Bay, der er kendt fra flere film og ikke mindst klassikeren "Doctor Doolittle" fra 1967. Der er desværre ikke tid til et stop, men både de små strande og det femstjernede Marigot Bay Hotel ser ud til at være et besøg værd. Det er da også kåret til Caribiens bedste hotel, så det er ikke et sted, hvor man lige booker et værelse på dagen.

Den amerikanske forfatter James A. Michener har kaldt Marigot for "The Most Beautiful Bay in the Caribbean". Behændigt gemt inde i bunden af bugten med bjerge bag sig og i begge sider er det svært at være uenig i skønheden. Dét bliver noteret som et af de steder, der helt sikkert skal opleves på tættere hold i længere tid en skønne dag.

Længere nede langs kysten er det helt andre bugter og byer, man passerer. Små afsondrede fiskerlandsbyer med den indbydende Anse la Raye som mest betagende glider forbi, mens der serveres kølig frugtpunch om bord. Det er nemlig først efter dagens planlagte dukkert, at man må indtage rompunchen og det kolde nationalbryg, der naturligvis er opkaldt efter øens hovedattraktion. Øllen hedder såmænd Piton.

Inden vi når helt dertil, er det tid til en svalende dukkert i en mindre bugt, hvor katamaranen kan smyge sig helt tæt på den vulkansorte sand på stranden. Da der kastes anker, er vi allerede omringet af lokale sælgere i små kajakker, som de fiser rundt i viftende med store konkylier, halskæder samt små skulpturer lavet af sten og skaller.

Det er simpelthen så heldigt, at vi kommer forbi netop i dag, da de har halv pris på alle varerne. Der er i hvert fald tale om "special price for you my friend", hvilket flere af bådens gæster hopper på med samlede ben. Vi vælger i stedet at hoppe med spredte ben ud i det turkisblå, lune vand og svømme rundt om skibet, mens orange og neongrønne fisk piler rundt under os.

Da vi er færdige med at svømme, står et af besætningsmedlemmerne klar med en slange og sprøjter koldt ferskvand på os. Genialt, når man hører til dem, der ikke bryder sig om at iføre sig tøj, mens saltvandet størkner på ryggen. Efter en halv time hives ankeret op igen, og som på kommando begynder de kajaksejlende mænd at trutte i konkylierne, der må være det caribiske svar på et jagthorn. Jagten på en skilling fra vores båd slutter dog brat, da vi fortsætter mod turens højdepunkt.

Let at elske

Efter et lille kvarter drejer vi rundt om en pynt og kan med det samme spotte de to mere end 700 meter høje bevoksede vulkanbjerge. Fra søsiden er det svært at forestille sig, at de rager så højt i vejret. Men sammenholder man dem mod bebyggelserne ved deres fødder, er det lettere at få en fornemmelse af og forståelse for, hvorfor de kaldes bjerge og ikke bakker.

Katamaranen sænker farten, og den stemningsfulde reggaemusik slukkes for en kort bemærkning. Kameraerne gløder, folk poserer i stævnen, og de færreste brokker sig over det ubehageli-ge modlys, der gør det umuligt at indfange pitonernes storhed.

Katamaranen ændrer kurs, så pitonerne nu ligger bag os. Der skrues igen drønhøjt op for Bob Marleys "Could You Be Loved", og Marvin får lokket en stor gruppe på dækket, der nu minder mere om et provinsdiskoteks dansegulv.

Vi holder os ydmygt og observerende bagest på skibet, så vi i stedet kan følge pitonerne, der går fra at være altoverskyggende mastodonter til bittesmå forhøjninger yderst i horisonten. Mens danseiveren når sit klimaks, nyder vi den spektakulære indsejling til Castries - en hovedstad, der bortset fra sine imødekommende, fotogene indbyggere og en række små lokale markeder ikke har voldsomt mange attraktioner.

Mine forældre og jeg finder en hyggelig, lille fortovsrestaurant, hvor vi kan nyde endnu en kold "Piton", mens vi studerer lokale drukkenbolte, skolebørn i orange uniformer og dagligdagen, som den tager sig ud en helt almindelig onsdag på én af de frodigste og mest yndige øer i De Små Antiller. "Ganske let at elske" kunne svaret være på det spørgsmål, Marley stiller gentagne gange i sin legendariske sang.