Simon Staun
PR-foto

Caribiens maleriske moder-koloni

I efteråret interviewede jeg den mest berømte indbygger fra Saint Kitts, sangeren Joan Armatrading, der blev kendt i midten af 1960'erne som én af de første sorte, britiske kvinder, der slog igennem.
Selv om hun flyttede fra fødeøen som treårig, står hun stadig opført som den mest prominente beboer fra Saint Kitts, der sammen med den noget mindre naboø Saint Nevis udgør den syvendemindste nation i verden.

- Du kan sagtens se hele landet på en dag, og hovedstaden, Basseterre, er overstået på et par timer, påstod Joan Armatrading, da jeg talte med hende.

Den påstand er ikke helt ude i skoven. Saint Kitts er lidt mindre end Langeland, og Basseterre har 13.000 indbyggere, hvilket også stemmer temmelig godt overens med antallet af langelændere.
Men klimaet, infrastrukturen, gastronomien og stort set alt andet tåler ingen sammenligning, skal det hurtigt vise sig, da vi ankommer til hovedstaden en kold vinterdag med "sølle" 28 grader.

Ved havnefronten, hvor det summer af liv fra de mange krydstogtskibe, lader familien med fire voksne og to børn sig lokke af en ung, speedsnakkende taxichauffør, der frister med børnevenlig strand og Caribiens bedste udsigtspunkt.

I en Suzuki uden aircondition suser vi snart af sted med udsigt til faldefærdige, frønnede huse, der ville dø for en lille spand Gori eller Dyrups.

Vi kører sydover mod South Friars Bay, der har flere eksklusive strandbarer, hvor liggestole og paraplyer koster kassen at leje. Der er dog også udsolgt, så vi lader os igen lokke af en smilende, ung mand med en af øens berømte aber på skulderen.

Han viser os 700-800 meter ned ad stranden til en interimistisk lille træhytte, hvor Olivia Isaac har baren Sunset Beach Bar & Grill. Her koster liggestole og paraplyer under det halve, og der er nærmest frit valg, da kun et enkelt amerikansk par fra Virginia ligger og steger i middagssolen.

Motivet ændres konstant

Oppe i selve baren er der til gengæld proppet. Men ikke med øldrikkende turister, der søger skygge. Den lokale amatør-malergruppe er i gang med dens faste onsdags-undervisning, hvor den amerikanske billedkunster og underviser Donna Leonhardt lærer fra sig.

Denne dag er der otte elever i gang med stafelier og lærreder. En af dem er Mary Spinks, der siden 1997 har tilbragt hver eneste vinter på Saint Kitts.

- De fleste af dem, der kommer her for at male, er amerikanske eller canadiske tilflyttere. Mange af os bor her fast, mens andre har lejligheder eller huse, som de bor i et par måneder om året. Mange har besøgt Saint Kitts på krydstogter og er faldet pladask for stedet. Øens indbyggere er kendt for at være de mest venlige i hele Caribien, og jeg har kun oplevet, at den karakteristik holder stik, siger Mary Spinks og smiler til værtinden.

De fleste af malerierne viser Saint Nevis' bjerge i horisonten og det betagende turkisblå hav mellem øerne i et væld af nuancer.

- Det er oplagt at male denne udsigt, når den nu er så sublim. Det må være én af de mest malede strande og kyster i verden. De dygtigste på holdet kaster sig også over andre motiver, mens vi nybegyndere må male det, vi kan se for os, siger Mary Spinks og ler.

Som maler skal man arbejde hurtigt, hvis man vil indfange et specifikt motiv. På en halv time skifter vejret fra skyfri himmel og 30 grader til komplet overskyet og 22-23 grader. Vi hopper i vandet, der nu er varmere end luften og pjasker i de halvstore bølger. 20 minutter senere er skyerne drevet væk og solen igen så stærk, at ungerne får solhatte og heldragter på.

- Sådan er vejret. Ekstremt omskifteligt. Men man kan være sikker på, at solen skinner hver eneste dag. Og om sommeren er her så varmt, at man nærmest ikke kan være udenfor, siger Mary Spinks.

Livet er attraktionen

Efter tre timer på stranden bliver vi hentet af den samme chauffør, der kørte os ud på stranden. Nu er det på tide at udforske Basseterre, hvor skolebørn i fine uniformer har fået fri og fylder gadebilledet. Jeg fanger en gruppe pjattende drenge i byens centrale park. De snakker fodbold og fortæller gerne om, hvilket hold i den engelske Premier League de holder med. To gange Manchester United, en Arsenal og en, der ændrer mening, fordi Barcelona alligevel er bedre end dem alle sammen.

De har alle sammen øgenavne og præsenterer sig selv som LJ, KJ og MJ, mens en af dem hedder Patrick. De har umiddelbart ingen oplagte bud på, hvad man som turist bør se i deres hovedstad. Men det er sikkert også de færreste 11-årige danske børn, der slynger om sig med navnene på seværdigheder i deres hjemby.

Efter at have gået rundt i Basseterre står det også tydeligt, at det måske netop er fraværet af egentlige attraktioner, som gør den speciel. St. George's-kirken er bestemt fin, men for en europæer er den svær at falde i svime over. Derfor er man bedre tjent med at tage på marked, sætte sig på en bænk i en park eller drikke en iskold lokal Stag-øl på en af de mange udendørs barer møntet på krydstogtturister og bare observere dagligdagen for indbyggerne i én af verdens mindste hovedstæder i én af verdens mindste nationer.

Da solen går ned og indhyller Basseterre i en gylden, varm dyne, sender jeg Joan Armatrading en venlig tanke. Hun havde ret. Man kan se det meste af hendes hjemland på en enkelt dag.