Simon Staun
PR-foto

Spektakulære San Juan

Det selvstyrende amerikanske territorium gemmer på flere naturoplevelser i særklasse, caribisk kogekunst, et tårnhøjt serviceniveau og en af de ældste gamle bydele i hele Amerika. Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet på forhånd. Men synet af San Juans millioner af lys i midnatsmørket, da flyet svæver hen over hovedstaden for at lande i den centrale lufthavn, var i hvert fald ikke det billede, jeg havde forudset.

I min fejlagtige forestilling har Puerto Rico altid været et lille spøjst territorium, hvis rolle primært bestod i at udklække latinamerikanske musik- og filmikoner som Ricky Martin, Jennifer Lopez og Tito Puente. Bortset fra det skete her ikke en hujende fis, hvilket netop var en af grundene til, at indbyggerne langt hellere ville drage ind til fastlandet.

På vej ind til centrum er det tydeligt, at vi drøner gennem en infrastrukturelt veludviklet og vestligt udseende hovedstad, der mere minder om byer i Florida og Californien end på naboøerne Cuba, Haiti og den Dominikanske Republik.

Asfalten er stort set uden humpler, bilerne er tunge amerikanerøser med tonede ruder og dæk så store som møllehjul. Størstedelen af bygningerne, der suser forbi, er mondæne og velholdte. Jeg er flere gange nødt til at minde mig selv om, at Puerto Rico ER en del af USA. Præcis som Alaska og Hawaii, der heller ikke grænser op til de 48 øvrige stater. En væsentlig forskel på de to stater og Puerto Rico er dog, at man på den caribiske ø ikke har stemmeret til de amerikanske valg, selv om man fødes med amerikansk statsborgerskab.

Nu er det her en rejsereportage og ikke et politisk portræt, men de to ting er svære at skille ad i et land, der på mange måder er det bedste fra Caribien, Syd- og Nordamerika. Og tilsyneladende ikke nær så meget af det værste.

Enormt forsvarsværk

Man kan dufte historiens vingesus i San Juans gamle bydel, hvor det prægtige fort med øgenavnet El Morro befinder sig længst ude på øen, der er forbundet med fastlandet via tre broer. Det er let at bruge en dag på at vandre rundt i de stemningsfyldte, brostensbelagte gader, der snor sig ud og ind mellem hinanden. Man bliver aldrig træt af at betragte de klassiske kolonitidsbygninger med charmerende pastelfarver, sirlige udskæringer og de notoriske terrasser, hvorfra man har kunnet og stadig kan følge med i livet nedenfor siden 1530'erne.

I en af de smalle gader har man lukket af, så fortovsrestauranterne har fyldt vejen med borde og stole. På den lokale og velbesøgte "La Danza" venter vi længe på maden, der er usædvanligt hjemmelavet. Pommes fritene er tydeligvis håndskårne og bøffen så saftig og skævt formet, at den umuligt kan være fabrikslavet.

Sådan virker resten af Viejo San Juan. Autentisk, vellavet og en fornøjelse at gå om bord i. Men kronen på værket er Fort San Felipe del Morro, der denne lørdag eftermiddag er udflugtssted for flere hundrede familier. Madkurve og drageflyvere fylder godt på den enorme græsplæne, der dækker et kæmpe areal foran det storslåede bygningsværk, som blev påbegyndt i 1539 af den spanske kong Carlos og breder sig over 280.000 m2.

Fortets historie er lige så indviklet og lang, som dets opbygning er forvirrende og overrumplende. I dag har fortet seks planer, en ydermur på 5,5 meter og sit højeste punkt 44 meter over havets overflade. Fra toppen kan man uden problemer se gigantiske krydstogtskibe glide forbi og lægge til ved cruisehavnen tæt på.

For 300-400 år siden var det en helt anden slags skibe, der nærmede sig fortet. De var en del af knap så venligtsindede britiske og hollandske flåder, der med svigtende held forsøgte at invadere det kolossale forsvarsværk. I dag er det heldigvis kun turister, der invaderer El Morros tykke og historisk interessante mure.

Vil være en rigtig stat

Dagen efter kan man roligt tillade sig at bruge den gamle TV-avisen-vending: "Og nu til noget helt andet". Der skal vi nemlig på stroppetur i Puerto Ricos berømte regnskov, El Yunque. Vores chauffør og guide hedder Margaret Brady, og hun omtaler sig konsekvent som en del af "The Brady Bunch".

Hun er et glimrende eksemplar på den typiske puertoricaner. Født på øen, flyttet til USA kort tid efter og vendt tilbage igen, da hun var ni år. Siden har hun boet på den tropiske ø, der befinder sig cirka 1700 kilometer væk fra fastlandet. Det skal vise sig, at hun er en større attraktion end regnskoven, der lever op til sit navn denne dag. Det sjasker ned konstant, og ikke et eneste dyr viser sig under den to timer lange vandretur på cementbelagte stier ned til et vandfald, som selv i Danmark ville fremstå middelmådigt.

Derfor er det mere interessant at fortælle om Margaret, der sætter pris på at være en del af USA og bestemt ikke hører til det mindretal, der ønsker, at Puerto Rico skal være selvstændigt.

- Vi får jo ekstremt meget i støtte fra USA, og hvis du sammenligner med eksempelvis Haiti og Cuba, der er selvstændige, har vi en langt højere levestandard her. Når orkaner som Hugo og George rammer landet og på det nærmeste vælter det fra en ende af, står FEMA* klar til at genetablere strømmen, sørge for rent vand og rydde vejene. Uden dem ville alt være kaos, men det er blot én af mange grunde til, at jeg håber, vi bliver en "rigtig" stat på lige fod med de 50 øvrige en dag, fortæller Margaret, mens hun hjemmevant bringer os tættere på regnskoven.

Den syngende frø

Margaret beretter om stort og småt på vejen. Blandt andet om landets nationalfugl, en lille papegøje, der holder fast i samme partner hele livet.

- Kun hvis den ene fugl dør, finder den en anden mage, beskriver Margaret, der nok er amerikansk puertoricaner, men har irsk, hollandsk, spansk og fransk blod i sine årer.

Hun hiver derefter en lille spøjs frø frem fra handskerummet. Den lille stenfigur er en eksakt kopi af Coqui-frøen, der er Puerto Ricos nationaldyr. Den dør, hvis den fjernes fra øen, siger rygtet.

- Den kan ganske enkelt ikke leve andre steder. Lige som mig selv, understreger Margaret alvorligt.
For turister kan frøens karakteristiske "ko-kee"-sang minde om cikadens toner. Men det er altså den ømmeste frøsang, der fylder den lumre aftenluft og bliver en del af dette fascinerende lands eksotiske soundtrack.

* Federal Emergency Management Agency