Simon Staun
PR-foto

Caribiens stolte søn

Muslimer skal besøge Mekka én gang i livet. Hinduer skal se Taj Mahal, og katolikker valfarter til Vatikanet. Musikelskere derimod drager til Sun Studierne i Memphis, The Beatles' første spillested i Liverpool eller Motown-studierne i Detroit. Eller til hjertet af de jamaicanske bjerge, hvor reggaeikonet Bob Marley voksede op og indledte en kort, men yderst intens karriere.

Man kan nyde sublime strande på den forhenværende britiske ø, der blev selvstændig i 1962 - i øvrigt samme år, som Bob Marley debuterede med fire sange - men det kan man på samtlige caribiske øer. Hvis man som jeg har hørt "Is This Love", "Could You Be Loved" og "Redemption Song" til hudløshed siden gymnasietiden, er man slet ikke i tvivl om, at solslikkeriet må komme i anden række. Bob Marley er en de musikere, der har haft størst betydning for en musikalsk genre og desuden enorm symbolsk værdi for sit hjemland, der sågar har ham på skoleskemaet.

Jeg skal med min mor på en guidet tur fra havnebyen Ocho Rios på Jamaicas nordkyst, hvor vi er ankommet til med krydstogtskib. Der holder mindst 40 busser og venter på turister, der skal køre firhjulstrækkere, sejle med katamaran eller riverrafte.

Vi har valgt den kulturelle udflugt, og vi er ikke et sekund i tvivl om, hvilken bus vi skal med. En farverig, udtjent skolebus med ordene "Zion Bus Line" skiller sig ud som en albino på et slavemarked. Selv som blind kunne man lokalisere køretøjet, hvorfra tonerne fra "Could You Be Loved" banker ud gennem de åbne vinduer.

Græs til alle

Vores guide, Gary, danser os i møde med et bredt smil.

- Smil, råber han.

- I er på Jamaica. I dag skal vi være høje, supplerer han muntert, mens han genner alle mand ind i den kogende varme bus, hvor chaufføren, "The Doctor", disker op med iskold rumpunch.

- Vi elsker at ryge joints på Jamaica, men da jeg sagde høj, mente jeg faktisk, at vi skal bevæge os op i bjergene og over på den anden side. Vi skal forcere "Djævlens Bjerg" og helt ind i hjertet af Jamaica, fortæller han med begejstring.

Han spørger samtlige passagerer, hvor de kommer fra, og krydrer med paratviden om både Wisconsin, San Francisco, Chicago og Dublin. Han understreger flere gange, at dagens mantra er: "at dele, ikke sammenligne". Hvorfor finder vi ud af senere på dagen. 

- Mange tror fejlagtigt, at Bob Marley er født og stedt til hvile i Kingston. Intet kunne være mere forkert. I hovedstaden ligger hans museum. Vi skal se hans mausoleum i fødebyen Nine Mile. Det er en helt anden sag, understreger Gary, inden han spørger, om der er vegetarer om bord. Så vil han nemlig sørge for masser af græs, konstaterer han og ler, så møtrikkerne under sæderne er ved at løsne sig.

Fyrværkeri er forbudt

Gary er i det hele taget en oplevelse i sig selv. Når han ikke slynger om sig med sætninger som "kør i venstre side og lev - kør i højre side og begå selvmord" eller "hellere hornet end bremsen", skråler han med for fuld hammer på Marleys mest kendte sange, der konstant strømmer fra højttalerne.

Han ved alt om både Bob Marley og Jamaica. Først remser han navnene op på de 12 børn, der med sikkerhed har Marley-blod i årerne. Derefter nævner han samtlige plader med udgivelsesår og efterfølgende hæder og krydrer det hele med sjove fakta fra den potforherligende nation.

- Ved I godt, at man kan gå hen til en politibetjent og bede ham om ild til at tænde en joint uden problemer, men at han anholder dig, hvis du tænder fyrværkeri med lighteren? spørger Gary sit måbende publikum.

Nej, det var der ingen i bussen, der vidste. Og vi skulle alle blive endnu mere forbløffede undervejs, som dagen skred frem.

En potent herre

Bussen tordner over hullede veje forbi gamle herregårde, der alle har prangende engelske navne. Man kan tydeligt se, at det ikke er briterne, der står for vedligeholdelsen længere. Slitagen og forfaldet er temmelig mere fremskreden, end at en spand maling kan klare det.

Gary skifter nummer på cd'en, som han i øvrigt sælger for 10 dollar. Det er "Exodus" fra albummet af samme navn. Det er fra mit fødeår, 1977, hvilket ikke gør det mindre fascinerende at lytte til, mens vi passerer græssende kvæg og vinkende farmere med smil fra øre til øre.

- I kvinder bagest i bussen, I skal holde godt fast nu. Den her bas sparker røv, understreger Gary.
Vi er ved at nærme os målet. Landsbyen Nine Mile i amtet Saint Ann. Gary kommer med et par formaninger og guidelinjer til passende opførsel ved gravstedet.

- Til damerne vil jeg først og fremmest sige, at I skal under ingen omstændigheder røre hans seng, hvis I vil undgå at blive gravide. Der er skiftet lagner, men jeg kan ikke garantere noget. Han er en af de mest potente mænd i musikhistorien, og jeg er sikker på, at han har langt flere end de officielle 12 børn. Til mændene, der overvejer at købe en joint af de drenge, der hænger ud ved indgangen, så husk 
lige, at I gerne må ryge dem inde i Bob Marleys mausoleum. Han holder så meget af lugten, opfordrer Gary, mens latter og forventninger fylder bussen.

Altid to joints

Da vi ankommer til Nine Mile vrimler det med unge, mørke mænd med rastahår ned til hoften og arme, der svinger i luften med joints på tykkelse med en granvoksen mands langefinger. De må ikke sælge inde på mausoleets grund, men gæsterne må gerne købe udenfor og medbringe, hvilket flere amerikanske gæster benytter sig af. Ikke overraskende er flere af dem fra San Francisco.

Allerede inden den guidede tur er begyndt, spreder duften af marihuana sig i gruppen. Der er ingen sure miner eller optræk til formaninger. På den anden side kommer det heller ikke just som et chok, at der ryges en joint ved Bob Marleys gravsted. Mange græder jo også ved Grædemuren.

Det første rum, vi træder ind i, er Bob Marleys mindesal. Fyldt med guldplader, flere af hans instrumenter og de ikoniske portrætter, der pryder pladeforsider som "Legend" fra 1984. Udenfor sidder fem mænd og venter med deres instrumenter. De indleder med "No Woman, No Cry", mens vi træder ud i den blændende sol og får tårer i øjnene af flere grunde.

Inden vi skal se selve graven, skal vi først hilse på morens gravsted og se Bob Marleys meditationssten, hvor han efter sigende skulle have messet sig frem til flere af teksterne til sine største hits.
Her kunne han sidde og skue ud over bjergene og plantagerne, som man dengang havde frit udsyn til.

- Hvis I ser, hvordan man holder hænderne og fingrene, når man mediterer, vil I kunne se, at det ser ud, som om man sidder med en joint i hver hånd. Man skal altid ryge to joints, er mottoet på Jamaica. Fugle flyver jo heller ikke på én vinge, understreger guiden.

Nu er det tid til at træde ind i det helligste. Buffalo Soldierens evige hvilested. Alle I gruppen dæmper stemmerne og går rundt om den enorme marmorgrav, mens de lader fingrene løbe langs den blanke overflade. Man må ikke fotografere, men i stedet har mange taget fotografier med, som de har stillet ved foden af graven. Mennesker i alverdens hudfarver har været forbi for at ære reggaemusikkens ukronede konge.

Jeg kan ikke recitere et eneste kapitel af Biblen, Toraen eller Koranen. Men jeg kan de første 20 Bob Marley-sange udenad. Jeg synker en klump, mens jeg for mit indre hører ham synge: "This song of freedom is all I ever had." 

Nogle gange finder man ikke de største oplevelser i de største templer og kirker. I Nine Mile er det simple træhytter malet i røde, gule og grønne farver, der efterlader et varigt indtryk. Det påvirker også oplevelsen, at jeg inden for få år er lige så gammel, som Bob Marley var, da han døde.

Gider ikke dø af stress

Der er blevet suget godt igennem på de indkøbte joints, da vi indleder hjemturen. Gary er stadig i sit es og skruer ekstra højt op for en mindekoncert, hvor næsten samtlige af Bob Marleys børn optræder sammen med stjerner som Lauryn Hill, Dave Matthews og Tracy Chapman.

Diskanten er ubarmhjertig i den rastafarvede skolebus, der i forvejen larmer forfærdeligt. Men det bekymrer ikke passagererne, der sidder og vinker til indbyggerne i den ene landsby efter den anden, der gengælder hilsnerne.

- Se, selv de, der bor i de mindste skure og de mest faldefærdige, huse smiler over livet. Her handler livet ikke om at have et hus, der er større end naboens. Her gider vi ikke dø af stress, fordi vi jagter et større hus. Det handler om "sharing not comparing", forklarer guiden Gary med slet skjult hentydning til de amerikanske deltagere.

Turen nærmer sig sin afslutning, og det virker surrealistisk at have oplevet så meget af Jamaica på et enkelt døgn, siden krydstogtskibet lagde til. Derfor er jeg aldeles enig i guiden Garys afskedssalut:

- Tak for en herlig dag, hvor jeg på nationens vegne er stolt af at kunne oplyse jer om vores stolte søn. Være søde at fortælle jeres venner om denne tur og husk på, at man kan køre i firhjulstrækkere i hele verden, men kun besøge Bob Marleys grav ét sted. Og husk nu: "Don't drink and drive, when you can smoke and fly."