Simon Staun
PR-foto

Strandene er Barbados' glansnummer

Da briterne ankom til Barbados i 1627, var den ubeboet og uberørt. Det må have været et usædvanligt graciøst syn, der mødte sømændene, da de nærmede sig de mange fantastiske strande med de mest utrolige turkisblå nuancer.

I dag ville det være en markant underdrivelse at omtale øen som ubeboet. Med en størrelse som Bornholm og syv gange så høj en befolkningstæthed kan man ikke just kalde det en øde ø. Men det afhænger dog af, hvor og hvornår man begiver sig ud på øens mange formidable strande, der ikke er overrendte til trods for, at der dagligt ankommer tusinder af krydstogtpassagerer til Barbados.

Når man går i land, er det tydeligt at mærke, at taxichaufførerne godt ved, man kun er på øen én dag og med stor sandsynlighed vil have sand mellem tæerne. Derfor er de umulige at forhandle med om prisen. Og den er høj. Vi må give 15 dollar pr. snude for en køretur på ca. 20 minutter, selv om minibussen er proppet med turister.

Transporterhvervet er dog ikke det eneste, der ved, at især amerikanerne har masser af penge i shortslommerne. Og når man er hvid og taler engelsk med en uengelsk accent, er det nærliggende at tro, man kommer fra staterne nordpå. Derfor kommer vi til at betale den høje pris hele dagen igennem. Efter taxien er det liggestolene, der koster horrible 20 dollars for to timer. Der følger godt
nok en parasol med, men det er alligevel de dyreste timepriser for at benytte to meter hvid plastic, jeg nogensinde har oplevet.

Hårdhændet sol

Heldigvis er stranden, vi har udset os, så såre skøn, at man hurtigt glemmer ågerpriserne, samt at vi skal ned gennem en smal halvsnusket passage for at ende på stranden. I det øjeblik vi mærker det 30 grader varme vand på de vinterblege ben og for alvor får øjnene op for havets magasinflotte farver, er alle kritikpunkter allerede svedt ud.

Parasollen viser sig dog også at være en fornuftig investering, da vejret er yderst omskifteligt denne dag. Efter at have set solen boltre sig helt uden legekammerater på himlen er der pludselig en hel børnehave af mørke skyer, der vil lege med. Det vælter ned med regn i 15 minutter, hvor vi når at tænke, at det må være skæbnens grumme ironi, at vi befinder os på en af de lækreste strande i Caribien. Mens det regner skomagerdrenge.

Men lige så hurtigt som skyerne dukkede op, lige så skyndsomt forsvinder de igen. Og måske er det meget godt, at kroppen får disse små frikvarterer, da solen er lige så lusket og hårdhændet som den lokale Mount Gay-rom, der er produceret siden 1703 og dermed en attraktion i sig selv.

Caribiens perle

I en times tid har vi stort set stranden ved Paynes Bay alene. Derefter begynder andre knap så morgenfriske turister at indfinde sig på liggestolene. De unge, mørke mænd på de støjende jetski aner pludselig muligheden for at gøre en bedre handel end med en skandinavisk børnefamilie.

De er temmelig pågående i deres salgsiver, men går aldrig over grænsen, hvilket måske skyldes tilstedeværelsen af både en politibetjent og en ranger. De sørger for, at turisterne behandles pænt og ikke mister besindelse eller værdier, mens de bader eller slikker sol. Tilmed er de omvandrende reklamesøjler for deres fødeø, som de roser til skyerne. Eller burde man sige roser til en skyfri himmel.

- Barbados er perlen blandt de caribiske øer, det er der ingen tvivl om. Når du har besøgt resten af øerne, vil du komme tilbage hertil og sige, jeg havde ret, proklamerer rangeren selvsikkert.
Efter at have tilbragt to timer på denne postkort-basker af en strand er det svært at være uenig. Men strandene er Barbados' store nummer. Hovedstaden Bridgetown er ikke mange postkort værd hjem i den sammenligning.

Verdens bedste øl

Ligheden med tidligere britiske besiddelser som øerne Trinidad og Tobago, sydamerikanske Guyana og centralamerikanske Belize er tydelig.

Det er samme arkitektur, samme lettere forfaldne kirker og regeringsbygninger samt en tilbagelænet rasta-livsstil, som jeg uden at tøve vil kalde den mest interessante attraktion bortset fra stran
dene. Jeg synes, at rastafarierne er usædvanligt smukke og venlige mennesker.

Indimellem tager de en ved næsen og sikrer sig lidt håndører, men de formår at gøre det på en venlig og sjældent truende måde. Min far og jeg har da heller ikke gået omkring i de små handelsgader i mere end en halv time, før vi er blevet snøret de første tre gange.

Første gang er foran et værtshus, hvor Jacob Ramirez spørger, om jeg vil vide noget om øen, mens jeg venter på min øltrængende far. Det siger jeg naturligvis ja til. Derefter fortæller han mig, at han hverken ved, hvad premierministeren eller byens borgmester hedder for tiden. Men han kan dog give mig en anden brugbar information.

- Der er ingen tvivl om, at Banks er én af de bedste øl i verden. Den burde du smage. Og når du alligevel skal købe en, så tag lige en med til mig, siger han uden at blinke. Og dermed bliver det sådan.
Kort tid efter er det en frugtsælger, der hvis ikke snyder så i hvert fald snører mig, efter jeg har taget et billede ud over gaden, han sælger på.

- Hvis du tager billeder af mig, bør du købe nogle af mine frugter, siger han venligt, men bestemt. Jeg forsøger at indvende, at det var gaden og ikke ham specifikt, jeg fotograferede. Til ingen nytte. Jeg ender derfor med en pose små syrlige mirabel-lignende frugter med salt drysset på samt en overmoden stjernefrugt, som jeg alligevel ikke må medbringe om bord på mit skib.

Til gengæld får vi snakket lidt om vind og vejr, som man nu gør med fremmede mennesker. Jeg kan forstå på ham og vennerne i frugtboden, at det har været en usædvanlig regnfuld vinter i forhold til sidste års ekstremt tørre. Jeg fortæller om den hårde kulde og de mange meter sne i Danmark, som han ikke kender. Han har heller aldrig oplevet sne, men derfor kan vi sagtens være enige om, at vejret er noget hø. Og jeg minder mig selv om, at en fremmed er en ven, man ikke har mødt endnu.

Urgammelt armbåndstrick

På vej ned mod skibet møder jeg endnu en ukendt ven, der trods stor modvilje vil sætte et rastafarvet armbånd på min arm. Jeg kender udmærket dette trick og siger igen og igen, at jeg ikke vil betale for armbåndet og i øvrigt slet ikke bruger den slags.

- Men prøv og hør! Den sorte farve symboliserer jorden, den gule solen, den røde blodet og den grønne livet, fortæller han og gør store øjne. Og i dét øjeblik han endelig får mast det ned over mit håndled, kommer næste del af remsen: "Hvor meget vil du give for det?"

Jeg understreger flere gange, at jeg jo havde sagt, jeg hverken havde penge eller behov for et armbånd. Min far finder efter lidt tid et par krøllede dollarsedler og giver dem til ham. "Må jeg gerne beholde armbåndet, selv om jeg får pengene," spørger han bedende. "Ja, naturligvis må du det," ler jeg og ryster på hovedet over, at jeg atter engang røg i med samlede ben.

Inden afgang når vi at sidde lidt ved busstationen, hvor der er spredt en række små madboder og udskænkningssteder. Der ligger en skole tæt på, så der vrimler med børn i uniformer i mange mønstre og farver.

Øllene koster kun syv kroner og er lige tilpas kolde. Vi skåler og er enige om, at Barbados har været et yderst interessant bekendtskab og bestemt en destination, vi bør vende tilbage til.