Simon Staun
PR-foto

På sælsafari med Superman

- Velkommen hos Seal Coast Safari Tour. Mit navn er Kent Clark, men I kan bare kalde mig Superman, siger chaufføren og ler.

Han henter gruppen på seks mand i centrum af hovedstaden Wellington i en firehjulstrækker, der virker voldsom på de asfalterede veje. Men han lover, at det store køretøj og de enorme dæk nok skal komme til deres ret senere på formiddagen. Det viser sig at holde stik allerede efter en halv times kørsel, da vi når enden af de asfalterede veje i en forstad i det sydøstlige Wellington.

Da vi har passeret Brooklyn Hill og en summende vindmølle, trykker Kent en kode på sin mobiltelefon. To sekunder efter åbner en låge sig ind til en vej mod Hawkins Hill, hvor kun køretøjer med særlig tilladelse har adgang. Efter to minutters kørsel finder vi ud af hvorfor. På hver side af den humplede vej er der frit fald på flere hundrede meter.

Da der er yderst tåget - eller faktisk en kombination af tåge og lavthængende skyer - kræver det, at chaufføren kender hver eneste stykke af vejen til fingerspidserne. Eller i dette tilfælde tåspidserne, der styrer gaspedal og bremse.

Vi når op i 800 meters højde, hvor vinden er så voldsom, at bilen rykker sig flere centimeter, hver gang et vindstød brager ind i siden. Kvinderne i bilen hviner højt hver gang. Og Kent understreger bestemt, at vi under ingen omstændigheder må rulle vinduerne til siden eller åbne dørene.

- Det er ikke mere end en uge siden, at jeg fik rykket en dør af, fordi en gæst ikke havde hørt efter. I har slet ingen idé om, hvor meget det blæser heroppe. Wellington ligger placeret, så vinden ude fra Stillehavet presses ind mellem nord- og sydøen i New Zealand gennem Cook-strædet. Det fungerer som en tragt, og derfor er Wellington den hovedstad og muligvis by i verden, hvor det blæser mest. Deraf øgenavnet "Windy Welly", siger Kent.

Lej en container

Kent kender de få lokale, der bor i området. De tre gange, vi støder på andre mennesker, vinker han og fortæller, hvem der, hvad de hedder, hvor de kommer fra, og hvordan hulen de er kommet på idéen om at bo et sted uden vand, el eller kloakering.

Landskabet er dramatisk, men ubeskriveligt smukt. Og selv om tanken om det simple liv kan virke skræmmende, kan man godt forstå, hvorfor det kan virke dragende at bo med denne udsigt, hvor man kan se sydøens sneklædte bjergtinder i det fjerne.

Et brødrepar har bygget flere hytter og barakker af gamle 12 fods-containere. De har sat vinduer i og udstyret dem med køkken og bad. De er placeret, så de undgår den værste blæst, men stadig har en unik udsigt over kysten. Man kan leje flere af dem for 250 kroner pr. nat, fortæller Kent og siger, at han gerne formidler kontakten.

Vi er i gang med nedkørslen til kysten. Det er lidt skræmmende og eventyrligt på samme tid. Da vi kører ned på stranden, er der ikke andre biler i syne.

- Hvis alle kunne køre herud, ville det være overrendt. Nu er det en oplevelse for de få, hvilket gør det til noget særligt, siger Kent.

Han fortæller, at han sammen med en gruppe kolleger tilbragte sidste weekend med at hugge nogle drilske klippestykker bort fra vejen.

- Forholdene ændrer sig konstant herude, fordi vejret er så voldsomt. Nogle klipper havde rykket sig, så bunden af bilen konstant skrabede mod. Vi havde en elgenerator med herud og værktøj til at få klippen fræset ned. Nu glider vi ubesværet hen over den, siger Kent frydefuldt.

Vi er nu nået ud til Tongue Point, hvor sælerne holder til. Kent parkerer bilen, mens alle stirrer på det imponerende, golde landskab.

Skævt som Pisa-tårnet

Kysten er en blanding af Islands barske klipper og Færøernes grønne bakker, hvis man skal bruge "lokale" kyster som sammenligning. Det er fascinerende at befinde sig et sted, hvor naturen er så kompromisløs og kun være en times kørsel fra hovedstaden Wellington.

- Vi er kommet lidt sent, konstaterer Kent.

Ikke på dagen, men sæsonen. For de enorme flokke af sæler er draget til søs, da temperaturen begyndte at stige. Kun en lille flok hansæler holder skansen. Vi spotter fire inden for et par hundrede meter. Kent advarer os.

- De ser måske nuttede ud, men det er deres område. Hvis I kommer for tæt på, vælter de jer omkuld. Og bider jer. Deres tænder er altså ikke for sjov, advarer Kent.

Jeg kommer selv lidt for tæt på en sæl, der viser tænder og grynter truende af mig. Jeg træder et par skridt tilbage og glæder mig over, at den falder til ro igen.Det blæser så meget, at det er svært at føre en samtale. Men Kent er vant til det og råber lystigt, mens han skænker kaffe op fra en termokande.

- Havet mellem de to øer kan være bestialsk. I dag er vandet meget stille, men det er ikke unormalt at have tre-fire meter høje bølger. Når det for alvor blæser, kan de nå op på 12-14 meter. Så er det ikke for sjov længere, understreger Kent.

Han fortæller også om det berømte fyrtårn "Leaning Lighthouse", der ikke er blevet skråt som Pisa-tårnet på grund af blæsten, men er bygget på den måde netop på grund af den kraftige, kroniske vind fra øst.

En uskyldig brise

På vej tilbage mod Wellington giver Kent den fuld gas henover sanddynerne. Det er som at sidde i en vaskemaskine, der centrifugerer. Alle holder godt fast i de sorte remme under bilens tag, når bilen skrider fra side til side eller svæver et halv sekund i luften. Kent smiler til os i bakspejlet. Han er yderst erfaren og ved lige præcis, hvornår han skal dreje kontra. I det hele taget understreger hans evne som chauffør, hvorfor man under ingen omstændigheder skal kaste sig ud i denne tur på egen hånd eller egen bil.

Vi passerer enkelte fodgængere, der har ekstremt travlt, hvis de skal nå ud til sælerne og tilbage samme dag.

- Det tager måske en halv time at køre ud til sælkolonien i firehjulstrækker, men uden at have prøvet det, vil jeg vurdere, at det tager mindst seks timer at gå. Den ene vej. Især nu, hvor det begynder at blæse op, siger Kent.

At vinden er taget til i styrke, får vi selv at mærke, da vi holder pause ved er informationscenter, hvor sandvejen møder asfaltvejen. Selv for en voksen mand på 90 kilo er det svært at bevare balancen, når et uventet stød sættes ind. I Danmark ville det bestemt være på kanten af storm, men Kent konkluderer køligt, at det er en uskyldig brise. Men han er jo også Superman.