Simon Staun
PR-foto

Nyt land forude

Vi åndede lettede op i Christchurch. Byen passede perfekt til vores tempo efter en hæsblæsende uge i Sydney. Lange, øde gader. Meterbrede fortove så rene som porcelæn. Fascinerende.

Vi fik booket en billet til de efter sigende populære Kiwi-tours, der fragter unge backpackere rundt i det ganske land. Vores rejse skulle strække sig over en måned. Ikke meget New Zealands størrelse taget i betragtning.
Vores rute lignede på et kort et handicappet otte-tal. Fra Christchurch strøg vi først nordvestpå mod Nelson og derpå sydpå med stop i små stemningsfyldte landsbyer.

En lille uges tid turede vi i roligt tempo ned ad vestkysten. Boede i små irske og skotske fiskerlandsbyer og gik lange ture langs vandet og så på pandekageklipper og verdens sydligst placerede regnskov i det subtropiske område.

Isbestigning

Et af højdepunkterne på vestkysten var "bestigningen" af Franz Josef-gletsjeren.

Iført moderigtige pigstøvler, bare ben og regnfrakke var vi klar til den farefulde opstigning. Med blikket stift fokuseret mod den glatte overflade, strøg vi usikkert hen over den krystalklare is. Flere steder kunne vi gennem den smeltende, klare masse kigge lige lukt ned i afgrunden. Vi nåede dog toppen og kunne med rette føle os om som nogle barske gutter.

Efter en naturoplevelse af de store, skulle der lidt mere action til. Bungyskrig, druk, eventyr og hor er kodeordene for Queenstown. Vi holdt os dog primært til de to førstnævnte, hvilket gav mindeværdige tømmermænd og berusende oplevelser.

Mest markant står bungy-jumpet ved Skipper Canyon dog for. 123 meter direkte ned i en smal slugt gennemrislet af knap en armslængde vand. For en højdeskræk-ramts udgangspunkt er et frit fald på over 100 meter ikke optimalt. Men for ikke at blive til genstand for evig spot og spe, måtte jeg bide angsten i mig og kaste mit skrigende korpus ned i det faretruende helvede.

Følelsen beskrives bedst som en sammenklapning af lungerne, resulterende i iltmangel og deraf kommende sanseudvidelse. I de få sekunder gik alt i stå og på trods af de tommetykke elastikker på benene, var visheden om den sikre død lige så ægte som den brusende vind i hårpragten. Efterfølgende fik man et regulært adrenalinkick, der føltes som en livsbekræftende og sund rus. Men der skal gå mange år, før det skal prøves igen ...

Billedskøn rejse

Af de tusinder af kilometer vi kørte i New Zealand, var strækningen ved Mount Cook den smukkeste. Billedskønne bjergskråninger med hvide tinder, krystalklare søer med spejlblanke overflader og turkisfarvet vand.

Med sine 3.700 meter er Mount Cook det højeste bjerg i landet, uheldigvis havde vi ikke til til at bestige det - måske næste gang. Vi speedede op i Kiwibussen og rykkede på et par dage op langs østkysten, og fløj derfra til nordøen.
Turen var ubeskrivelig smuk, og vi fik et unikt syn på de små krogede fjorde og strædet mellem de to hovedøer, inden vi ankom til New Zealands hovedstad Wellington.

Byen er på størrelse med Århus rent indbyggermæssigt, men med langt mere storbylignende arkitektur. De europæiske nybyggere begyndte at bosætte sig permanent i området omkring år 1840. I 1865 blev parlamentet flyttet fra Auckland til byen, der i dag er landets økonomiske centrum, på trods af dens relativt lille størrelse.

Mange rejser bare igennem byen, og det gjorde vi såmænd også. Men vi fik da lige tid til et kig på parlamentsbygningen og down town med de nuttede skyskrabere.

Gejsersprøjt

Området omkring Lake Taupo på nordøen er fyldt med søer, bjerge og geotermisk aktivitet. Bare at vandre rundt og se på boblende mudderpøle i mystiske farver leder tankerne hen på jordens skabelse eller en ubeboelig planet.

Lugter lidt af prut var den første indskydelse, da vi tumlede ud af bussen ved Whakarewarewa lige tidsnok til at opleve middagsfodringen af en velvoksen gejser. Efter at have indtaget en solid portion vaskepulverlignende stads, gik den på kommando i gang med at udspy 15 -20 meter høje stråler mod den klare himmel.

Enkelte tilskuere blev sprøjtet til, andre fik travlt med at holde sig for næsen, mens resten sad med åben mund og lod sig imponere. Min rejsekompagnon Peter mente selvfølgelig ikke, at den sprøjtede så langt, som man kunne forvente. De sidste par dage røg hurtigt i Auckland, hvor vi cruisede rundt på må og få for at brænde de sidste penge af og slikke lidt sol på mange af byens små hyggelige strandpromenader.

En måned i New Zealand gav et glimrende indblik i landets forcer, hvilket især er den bjergtagende natur og den afslappede befolkning. Næste gang bliver turen dog kørt i egen bil og tempo. For oplevelserne kræver tid. Meget tid!