Simon Staun
PR-foto

I ødemarkens tegn

I Australiens uendelige røde ørken opnår man denne unikke fornemmelse. Vi ankom til Darwin og blev mødt af - ingen. Ingen andre end danskere i hvert fald. I ankomsthallen hørte man spredte ryster, enkelte engelske, men hovedsagligt danske. En hurtig optælling afslørede, at det meste af flyet fra Bali havde været unge danske mænd. Som altid faldt man hurtigt i snak, og vi drog i samlet flok ned til Darwin centrum og blev indlogeret.
Hvilken velsignelse civilisationen byder på. Restauranter med vestlig mad, fortove, lyskryds, stilhed, købmænd med prismærker på varene. For første gang i flere måneder følte vi os hjemme efter knap tre måneder i Indien, Thailand og Indonesien.

Vi fik organiseret en god camper, der skulle bringe os sikkert frem til Alice Springs. Det blev en dyr fornøjelse, da vi i kraft af vores unge alder måtte diske op med en skyhøj forsikring på bilen. Det kan være ret dyrt at køre galt 1000 kilometer fra nærmeste værksted!

Verdens ende

Turen fra Darwin til Alice Springs blev indledt en grå og regnfuld dag. Med udlejerens kommentar i baghovedet - "Just down the road and turn left!". Vi spurgte selvfølgelig, hvor langt det så var - "About 300 kilometers" svarede han. Jo, det var andre afstande end derhjemme.

Inden vi forlod den sidste rest af civilisation, provianterede vi til den store guldmedalje i det lokale supermarked. Mad, øl, vand og andre livsnødvendige ting blev revet ned af hylderne. Så var vi klar til eventyr. At køre af sted gennem det frodige Northern Territory og se naturen ændre sig gradvist til bush, var betagende.

Det var en lang panomaforestilling på første parket med det mest fascinerende scenarie susende forbi. Vi gav os naturligvis tid til at stoppe op, og nyde udsigten i fulde drag.

Enkelte dage kunne vi møde så få som fem-seks biler. Det blev en helt begivenhed, når man i det fjerne kunne ane omridset af et køretøj. Fra hundrede meters afstand blev der vinket til armene var ømme. Folk hilste begejstret igen, som havde de mødt en gammel bekendt - den rigtige outback-ånd. Undervejs fra Darwin til Alice Springs stoppede vi i små landsbyer, faktisk de eneste byer.

Katherine, Daly Waters & Tennant Creek var meget autentiske australske småbyer. Alle små flækker med støvede øde gader og en lokalbefolkning, der sendte lange øjne efter de lyserøde gutter i det hvide lyn.

Vi camperede på parkeringspladser her og der og levede i kulinarisk luksus med tryllerier fra det lille transportable køkken.

Verdens største sten

Højdepunkterne rent oplevelsesmæssigt må være den rigtige bar fra Crocodile Dundee filmen i Daly Waters eller de mystiske sten "Devils Marbels".

I baren fik vi serveret en velfortjent fadøl efter 1000 kilometer på landevejene sammen med de andre danskere, der lod sig transportere i bus. Den iskolde øl kunne næsten måle sig med de meterhøje sten, der lå tilfældigt strøet ud over den golde ødemark.

Toppen af kransekagen var dog uden tvivl Ayers Rock ved Alice Springs. Den var rejsens mål - alle stens moder - og vi blev bestemt ikke skuffede. Den næsten 300 meter høje smaragdrøde kæmpe ligger smidt som en ensom kolos i den flade ørken.

Det er aborigiernes helligste sted, og man forstår deres æresfrygt for stedet. At se stenen ændre farve fra en næsten kedelig karrygul til en funklende rød på mindre en fem minutter var til at få tårer i øjnene over. Aldrig har en en solopgang syntes så smuk.

Nu skulle stenen bare bestiges. Vi tog selv turen op ad de stejle klipper for at undgå den dræbende varme. Selv klokken otte om morgenen måtte vi sande, at det ville blive ualmindeligt hårdt. Vi kunne dog smile på vej op, mens vi overhalede japanere, der kollapsede på stribe.

Udsigten var ubeskrivelig. Ørken, ørken og atter ørken. Kun stenformationen The Olgas i det fjerne skød op i de hundredevis af kilometer øjet rakte. Vi nød udsigten i en times tid, inden varmen tvang os til en hurtig nedstigning. Ved foden ventede køleren med en velfortjent Victoria Bitter.

Brise i Brisbane

Peters fødselsdag blev derefter fejret med usædvanlig meget manér og australsk øl. En mindre danskerkoloni deltog i den megen festivitas, der for nogle af deltagerne endte i hotellets pool med tøjet på.

Faktisk var dagen efter præget af så hårde tømmermænd, at Brorsen først ved check in i lufthavnen i Alice Springs opdagede, at pengebæltet lå hjemme under hovedpuden.

Rejsen til Brisbane med fly gik dog alligevel, til trods for at Mygge på turen lignede en deltager i VM for skøre grimasser - en disciplin, der morede os andre bekosteligt.

Brisbane bød på et behageligt klima, der var mere venligt mod os fra nord. Vi havde planlagt en tur til sandøen Frasier Island nordpå, der efter sigende skulle være ren fest og farver.

I tre dage turede vi øen tynd i en firehjulstrækker med en gruppe af englændere, walisere og svenskere. Der blev drukket øl i en lind strøm, og vores nye venner fik vist et utal af nye måder at sluge en øl i rasende fart. Der blev sunget omkring lejrbålet til den lyse morgen, og den sidste dag blev sluttet af med et solidt måltid på en lokal bar.

Efter et par underholdende dage med museumsbesøg, pubs og Pizza Hut drog vi mod Byron Bay, hvor vi skulle cruise på ægte australsk vis. Vejret ville dog ikke som vi ville. Så tre dages regnvejr gjorde opholdet til en mindre succes. Det fik os til at fremskynde rejsen til Sydney yderligere.

Summende Sydney

Sydney bød på alt det, vi havde håbet. Summende storbyliv, fremragende muséer, bystrande i verdensklasse og et natteliv, der får Istedgade til at ligne en klassefest i 6.klasse.
Vi indlogerede os i det famøse Queens Cross-område, der mest er kendt for sine prostituerede og narkohandlere. Men det tog vi i stiv arm. Det gjorde kun opholdet mere intenst.

I fire dage blev der shoppet, kigget på Andy Warholes særudstilling, som Mygge mente var noget værre lort, daset på intime Bondi Beach og drukket tæt på den lokale irske pub på Mygges fødselsdag.

Sidst men ikke mindst, er der lige krøllen på halen - Sydneys vartegn, The Opera House. Men kan ikke undgå at fyldes med dansk stolthed og lidt hjemve, når man ser det fascinerende bygningsværk af Jørgen Utzon.

Så stolte og fyldte med gejst fløj vi videre mod New Zealands næsten uberørte natur.