Australien, 2016

Når en voksen mand træder ind i ballonens indre, fornemmer man størrelsen.
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 5
Frem

Morgenstund har guld i mund

At se Canberra vågne op fra en ballon svævende i 500 meters højde er en dyr, men uforglemmelig oplevelse.

Klokken fem tirsdag morgen vågner jeg med et sæt, da en sms tikker ind på min mobil. Det er fra ballonturs-arrangøren Balloon Aloft i Canberra, der desværre må aflyse den planlagte tur på grund af for megen vind. Jeg bander af flere grunde. For det første, fordi jeg bliver vækket ukristeligt tidligt med markant jetlag i kroppen, men i endnu højere grad fordi ballonturen over Canberra var rejsen til Australiens ubetingede højdepunkt.

Jeg er dog i Canberra fire dage, så der er håb forude, hvis vejret arter sig. Det gør det heldigvis om fredagen, hvor forholdene er perfekte. Næsten vindstille og stort set klar himmel, så langt øjet rækker. Hvilket jeg dog først erfarer halvanden time senere...

Jeg bliver nemlig hentet på mit hotel klokken fem, hvor der er kulsort nattehimmel, og fragtet hen på det fashionable Hyatt Hotel, der er samlingspunkt for deltagerne. Før vi skal ud til en mark, hvor ballonerne sendes af sted fra, skal alle mand underskrive en kontrakt. Det er ikke ufarligt at flyve luftballon, hvilket en ulykke dagen før i Frankrig med flere omkomne understreger. Ballon Aloft har dog en ren "straffeattest" og har ikke haft et eneste uheld, siden firmaet sendte sin første ballon i luften for 35 år siden.

Da alle deltagere har skrevet under og fået en kort briefing om sikkerheden om bord, sættes kursen mod et af selskabets faste locationer til opsending. Der er diset, da vi ankommer. Træerne omkring os ligner et akvarelmaleri, der konstant skifter farve og form. Himlen er kun lige begyndt at få mørkeblå og lilla nuancer, og fødderne er hurtigt gennemblødte af de våde græs.

Stumme af begejstring

De mange ansatte vimser rundt for at gøre ballonerne klar til at få blæst først kold og derefter varm luft ind. Ballonerne er enorme, og hvis man aldrig har set dem blive fyldt op med luft, er det ren magi. Eller i hvert fald yderst imponerende, når ballonen ender med at være på størrelse med en femetagers bygning. Jeg har kun prøvet ballonflyvning én gang før. For knap 10 år siden over Napa Valley i Californien. Den tur var en oplevelse for livet, så jeg er mildt sagt ekstatisk over at skulle gentage succesen.

Min ballon er én af tre Balloon Aloft-fartøjer, der skal sendes op denne morgen. Den er knaldgul og ligner en ædelsten eller en gigantisk guldklump, der glimter, da solen sniger sig op over et bakkedrag i horisonten og rammer det slidstærke, blanke nylon. Det tager næsten 20 minutter at fylde ballonen helt op, selv om to store propelmaskiner arbejder på højtryk med at blæse morgenluften ind i den gule kæmpe. Nu begynder deltagerne at blive inviteret op i kurven, der har plads til 16 passagerer. Inklusive vores ballonskipper er vi 14 mand, der står fordelt i kurvens fire lige store rum. Inden ballonen letter, skal vi alle gå ned i knæ og holde fast i et reb foran os, så vi ved, hvordan vi skal stå, når vi lander.

Da vi stille og roligt begynder at løfte os op fra den dugvåde græsmark, holder alle vejret. Lyden fra gasflammerne er øredøvende, og varmen brænder oven i hovedet. Men det er kun de første par minutter, at de får fuld gas. Derefter er der helt stille. Ballonen stiger til himmels uden en lyd. Alle i kurven er så overrumplede over udsigten, at der ikke er overskud til at tale. Allerhøjst et "waaaaauw" eller "ohhhhhh my gooood".

Parlamentet fra oven

Der er noget majestætisk over en luftballon. Fordi man under de rigtige forhold har fornemmelsen af, at den ryster mindre end en cykel på en cykelsti. Canberra har fået mere regn end normalt i forårsmånederne, så landskabet er grønnere end nogensinde, fortæller ballonskipperen med sydkoreanske rødder.

Vi bevæger os hen over en sø, hvor disen er ved at lette. En mand leger med en lille drone.

Ballonskipperen fortæller også, at det er den eneste ballontur i hele verden, hvor man kan flyve hen over parlamentet.

- Hvis man gjorde det i Seoul, ville man helt sikkert blive skudt ned, siger han og ler.

Vi stiger hurtigere og højere til vejrs end de to mindre balloner. Det er sjovt at følge kursen, der er komplet uforudsigelig. Vi skulle egentlig have været henne over parlamentet, men bevæger os i en anden retning, fordi det nu engang er vindforholdene, der bestemmer. Ingen bekymrer sig om det. Udsigten over Canberra og hovedstadens forstæder er mageløs, og himlen så tindrende blå, at det er svært at fatte.

I 10-15 minutter hænger vi bare i luften. 200-300 meter oppe. Så falder vi lidt i højde og flyver hen over et boligkvarter med enorme huse med pools og dyre biler i indkørslen. Over en gade spotter jeg en mand i slåbrok hente avisen i postkassen. På en anden smålunter en kvinde med sin hund. Vi svæver kun 5-10 meter over husryggene, og folk bliver tydeligvis forbløffede over, at der hænger 14 mennesker over dem, uden at de har opdaget det. De fleste vinker dog begejstret, når de ser os, og alt andet lige må de være vant til en del luftballoner, da Canberra er vært for en international luftballon-konkurrence i marts.

Bedre til luft end jord

Vi begynder at nærme os tidspunket for en landing efter en lille times ballonfart. En halv kilometer fra os er den mindste af de tre balloner allerede landet på en p-plads ved en omfartsvej. Vores ballonskipper er i kontakt med det andet hold via walkie-talkie, men de siger, at der kun er plads til dem.

En firehjulstrækker suser af sted og kører hen mod os. Den brager gennem en hæk og ender på en tom grund uden træer. Den er godkendt. Selv om vi befinder os 200-300 meter derfra tager det mindst fem minutter at flyve det sidste stykke. Vi daler lige så lydløst som snefnug og kysser jorden så blidt, at alle sukker i kor. Ballonskipperen kigger stolt rundt. Og konstaterer, at det var en af hans bedste landinger til dato.

Alle mand hjælper nu til med at pakke udstyret sammen. Og ikke mindst presse luften ud af ballonen. Det tager 10-15 minutter. Med en indlagt pause, hvor alle inviteres indenfor i den gule gigant. Der tages billeder af alle mand, mens skipperen fortæller om nylonens holdbarhed. Det er meningen, at man skal tilbage til Hotel Park Hyatt og drikke champagne. Men firehjulstrækkeren kører fast i den sumpede plæne og sidder urokkelig fast. I en halv time forsøger ballonskipperen og hans håndlangere at bakse den fri. Uden held. De er åbenbart bedre til at navigere i luften end på landjorden.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.