Frihed og følelsen af at være alene i verden kan kun opleves få steder på denne jord
I Australiens uendelige røde ørken opnår man denne unikke
fornemmelse. Vi ankom til Darwin og blev mødt af - ingen. Ingen
andre end danskere i hvert fald. I ankomsthallen hørte man spredte
ryster, enkelte engelske, men hovedsagligt danske. En hurtig
optælling afslørede, at det meste af flyet fra Bali havde været
unge danske mænd. Som altid faldt man hurtigt i snak, og vi drog i
samlet flok ned til Darwin centrum og blev indlogeret.
Hvilken velsignelse civilisationen byder på. Restauranter med
vestlig mad, fortove, lyskryds, stilhed, købmænd med prismærker på
varene. For første gang i flere måneder følte vi os hjemme efter
knap tre måneder i Indien, Thailand og Indonesien.
Vi fik organiseret en god camper, der skulle bringe os sikkert
frem til Alice Springs. Det blev en dyr fornøjelse, da vi i kraft
af vores unge alder måtte diske op med en skyhøj forsikring på
bilen. Det kan være ret dyrt at køre galt 1000 kilometer fra
nærmeste værksted!
Verdens ende
Turen fra Darwin til Alice Springs blev indledt en grå og
regnfuld dag. Med udlejerens kommentar i baghovedet - "Just down
the road and turn left!". Vi spurgte selvfølgelig, hvor langt det
så var - "About 300 kilometers" svarede han. Jo, det var andre
afstande end derhjemme.
Inden vi forlod den sidste rest af civilisation, provianterede
vi til den store guldmedalje i det lokale supermarked. Mad, øl,
vand og andre livsnødvendige ting blev revet ned af hylderne. Så
var vi klar til eventyr. At køre af sted gennem det frodige
Northern Territory og se naturen ændre sig gradvist til bush, var
betagende.
Det var en lang panomaforestilling på første parket med det mest
fascinerende scenarie susende forbi. Vi gav os naturligvis tid til
at stoppe op, og nyde udsigten i fulde drag.
Enkelte dage kunne vi møde så få som fem-seks biler. Det blev en
helt begivenhed, når man i det fjerne kunne ane omridset af et
køretøj. Fra hundrede meters afstand blev der vinket til armene var
ømme. Folk hilste begejstret igen, som havde de mødt en gammel
bekendt - den rigtige outback-ånd. Undervejs fra Darwin til Alice
Springs stoppede vi i små landsbyer, faktisk de eneste byer.
Katherine, Daly Waters & Tennant Creek var meget autentiske
australske småbyer. Alle små flækker med støvede øde gader og en
lokalbefolkning, der sendte lange øjne efter de lyserøde gutter i
det hvide lyn.
Vi camperede på parkeringspladser her og der og levede i
kulinarisk luksus med tryllerier fra det lille transportable
køkken.
Verdens største sten
Højdepunkterne rent oplevelsesmæssigt må være den rigtige bar
fra Crocodile Dundee filmen i Daly Waters eller de mystiske sten
"Devils Marbels".
I baren fik vi serveret en velfortjent fadøl efter 1000
kilometer på landevejene sammen med de andre danskere, der lod sig
transportere i bus. Den iskolde øl kunne næsten måle sig med de
meterhøje sten, der lå tilfældigt strøet ud over den golde
ødemark.
Toppen af kransekagen var dog uden tvivl Ayers Rock ved Alice
Springs. Den var rejsens mål - alle stens moder - og vi blev
bestemt ikke skuffede. Den næsten 300 meter høje smaragdrøde kæmpe
ligger smidt som en ensom kolos i den flade ørken.
Det er aborigiernes helligste sted, og man forstår deres
æresfrygt for stedet. At se stenen ændre farve fra en næsten
kedelig karrygul til en funklende rød på mindre en fem minutter var
til at få tårer i øjnene over. Aldrig har en en solopgang syntes så
smuk.
Nu skulle stenen bare bestiges. Vi tog selv turen op ad de
stejle klipper for at undgå den dræbende varme. Selv klokken otte
om morgenen måtte vi sande, at det ville blive ualmindeligt hårdt.
Vi kunne dog smile på vej op, mens vi overhalede japanere, der
kollapsede på stribe.
Udsigten var ubeskrivelig. Ørken, ørken og atter ørken. Kun
stenformationen The Olgas i det fjerne skød op i de hundredevis af
kilometer øjet rakte. Vi nød udsigten i en times tid, inden varmen
tvang os til en hurtig nedstigning. Ved foden ventede køleren med
en velfortjent Victoria Bitter.
Brise i Brisbane
Peters fødselsdag blev derefter fejret med usædvanlig meget
manér og australsk øl. En mindre danskerkoloni deltog i den megen
festivitas, der for nogle af deltagerne endte i hotellets pool med
tøjet på.
Faktisk var dagen efter præget af så hårde tømmermænd, at
Brorsen først ved check in i lufthavnen i Alice Springs opdagede,
at pengebæltet lå hjemme under hovedpuden.
Rejsen til Brisbane med fly gik dog alligevel, til trods for at
Mygge på turen lignede en deltager i VM for skøre grimasser - en
disciplin, der morede os andre bekosteligt.
Brisbane bød på et behageligt klima, der var mere venligt mod os
fra nord. Vi havde planlagt en tur til sandøen Frasier Island
nordpå, der efter sigende skulle være ren fest og farver.
I tre dage turede vi øen tynd i en firehjulstrækker med en
gruppe af englændere, walisere og svenskere. Der blev drukket øl i
en lind strøm, og vores nye venner fik vist et utal af nye måder at
sluge en øl i rasende fart. Der blev sunget omkring lejrbålet til
den lyse morgen, og den sidste dag blev sluttet af med et solidt
måltid på en lokal bar.
Efter et par underholdende dage med museumsbesøg, pubs og Pizza
Hut drog vi mod Byron Bay, hvor vi skulle cruise på ægte australsk
vis. Vejret ville dog ikke som vi ville. Så tre dages regnvejr
gjorde opholdet til en mindre succes. Det fik os til at fremskynde
rejsen til Sydney yderligere.
Summende Sydney
Sydney bød på alt det, vi havde håbet. Summende storbyliv,
fremragende muséer, bystrande i verdensklasse og et natteliv, der
får Istedgade til at ligne en klassefest i 6.klasse.
Vi indlogerede os i det famøse Queens Cross-område, der mest er
kendt for sine prostituerede og narkohandlere. Men det tog vi i
stiv arm. Det gjorde kun opholdet mere intenst.
I fire dage blev der shoppet, kigget på Andy Warholes
særudstilling, som Mygge mente var noget værre lort, daset på
intime Bondi Beach og drukket tæt på den lokale irske pub på Mygges
fødselsdag.
Sidst men ikke mindst, er der lige krøllen på halen - Sydneys
vartegn, The Opera House. Men kan ikke undgå at fyldes med dansk
stolthed og lidt hjemve, når man ser det fascinerende bygningsværk
af Jørgen Utzon.
Så stolte og fyldte med gejst fløj vi videre mod New Zealands
næsten uberørte natur.