Simon Staun
PR-foto

Asiens nye perle

Et pulserende virvar af knallerter, gadesæglere, tiggere og en pagode, der midt i alt dette kaos inviterer til sjælefred og afslappende meditation.

Smilende blikke anes under de karakteristiske kegleformede hatte, der bæres af slæbende kvinder på vej til marked med bananer, dragefrugter og li chi's. Duften af frugt bliver dog hurtigt overmandet af den massive dieseldunst, der overalt i Hanoi ligger som en dyne over de smalle gader.

Bygningerne er forfaldne og langt fra tidligere tiders pomp og pragt. Stolte træer knejser dog stadigvæk over byen, som gamle levn fra storhedstiden under fransk herredømme.

Trafikken gør det til et uforudsigeligt kaos for turister. Alle retninger gælder, for alle. Her nytter det ikke at kigge to gange til venstre og en gang til højre. Først frem, så tilbage, så til højre - og så gå, nej hov, der kom en ny stime og én mere og én mere ...

Vores hotel ligger midt i den gamle bydel. Omkring ligger internetcaféer spredt omkring de små restauranter og tøjboder. Det meste af dagen siler regnen ned. Som et permanent brusebad, der bare synes kølende i den kvælende varme.

Det nationale dukketeater betog os med sine flot udsmykkede dukker. Forestillingen blev akkompagneret af traditionel vietnamesisk musik - så vi slog tog fluer med et smæk.

Onkel Ho

Lige så varmt vejret var, lige så koldt og klinisk var Ho Chi Minh's mausoleum. Efter at have tilbragt en halv time i middagssolen, forbarmede de hvidklædte vagter sig over os. Vi troede det ville være vores redning at komme indenfor, men med en temperatur på kun 15 grader var det et antiklimaks.

I en uendelig kø side om side med lokale, tilrejsende bønder fra nord og alle de andre tilbedere af Vietnams onkel Minh, tøffede vi i ærbødighed forbi den mumificerede dadel i svøb. Taget i betragtning af, at det er Hanois hovedattraktion må Gravballemanden erklæres for overlegen rent underholdningsmæssigt.

De andre store turistmagneter inkluderede War Museum, som dog var decideret enøjet i sin udlægning af de to store krige (først mod franskmændene og derefter amerikanerne.) Litteraturpagoden var et fristed i den larmende by. Med kæmpe skildpaddefigurer i sten, tildelt læger fra de sidste fire århundreder, var det en anderledes og særpræget oplevelse.

Halong Bay og Cat Ba

Turen til Halong Bay startede med smukt vejr. Men da vi først kom af sted på bådturen viste vejret sig ikke fra sin bedste side. Udsigten kunne dog ikke spoleres - de spektakulære klippeformationer var lige så betagende, som vi havde forventet.De står som lodrette stolper så langt øjet rækker. Frodige og ufremkommelige har de stået i tusinder af år. Det vietnamesiske sagn fortæller om dragen og perlerne. For at vinde en krig spyede en drage perler ud for at sænke fjendens skibe, de skød så op som små beskyttende bjerge.

Mange af øerne er hjemsted for imponerende grotter. Nogle med kitschede neonlys og kummerlige springvand. Selve øen Cat Ba er Vietnams eget lille Mallorca.

Den ene side af øen er møntet på turisterne. Velholdt, rimelig ren, med en forholdsvis hyggelig promenade og små barer. Den anden side er dækket med skidt, faldefærdige rønner og beskidte lokale daglejere. En ø der meget levende giver et billede af turismens påvirkning på et lille afsondret lokalsamfund.

Vores hotel var glimrende. Værelset beliggende på 6. sal med en enestående udsigt over bugten. Hver aften var en pragtforestilling med solnedgangen som solist på en flot udsmykket scene. Isoleret mellem to små "bjerge " lå havnen som et hvilested for de små fiskerbåde, der tøffede rundt og efterlod små synlige oliepletter i vandet.

Dagene på øen blev brugt på en ulidelig varm vandretur til øens højeste bjerg. I 40 graders varme var det en oplevelse vi godt kunne have været foruden. Udsigten var dog upåklagelig.

Ellers gik tiden med at afværge angreb fra de utallige tiggerbørn, der satte en ære i ikke at give en mere en ti sekunders fred af gangen.

Strandene på øen, specielt den ene, skal dog roses. Afsides beliggende, klemt inde mellem næsten lodrette klipper var det et lækkert afbræk fra vandreture og tiggeri.

Hjemturen revancherede det dårlige vejr. Solskin fra en skyfri himmel, stille vand og en svalende dykkertur gav lige turen det sidste pift.

Hué

En typisk lille vietnamesisk by, der har måttet bukke under for turismen og dens tro følgesvend kapitalismen. Vores stop her skulle være kort. De kejserlige gravsteder og citadellet havde vi dog afsat tid til. Vi blev absolut heller ikke skuffede.

Vi havde på forhånd udset os Tu Doc's gravsted. Afsides beliggende i en kæmpe park omringet af hjemligt udseende fyrretræer med kæmpe åkander i en lille sø, var det en idyllisk, om end ikke særlig velpasset grav. De fleste bygninger var tomme, og der manglede ligesom noget.

Citadellet var lige så dårligt vedligeholdt. Overgroet og fyldt med civile bygninger der, hvor den forbudte by oprindeligt havde været placeret. Få af templerne kunne ses, og det mest imponerende var de ni store kar, der symboliserede hver af de ni kejsere i Nguyen-dynastiet.

Mere intim var derimod Thien Mu pagoden. Spejdende ud over Duftenes Flod som en ensom majestæt med sine syv søjler. Hver søjle repræsenterer en af Buddhas inkarnationer.

Her så vi munkene bede aftenbøn. Faktisk var det mest små børn med pudsige halvskallede punkerfrisurer der deltog, men der var røgelsespinde, messende stemmer og sammenfoldede hænder i lange baner.

Hoi An

Vietnams svar på Skagen. Små hyggelige huse, et lille fiskerleje, gode restauranter og en afslappet atmosfære. Hvert eneste hjørne i byen havde mindst en skrædder og sandsynligvis flere. Derfor blev meget af tiden i byen brugt på at finde det helt rigtige tøj. Hvilken ulidelig kamp at prøve jakkesæt i 40 graders varme. Klæbrigt og kradsende var det, men priserne var for lave til at takke nej.

Byen havde bag flodbreddens fiskerbåde et lille velassorteret marked. Flere timer kunne man tilbringe på at studere ukendte frugter, nyde duftene fra alverdens krydderier og høre på de gamle fruers skræppende handelsmetoder.

Overalt i byen blev vi mødt med smil, fik venlig betjening og kunne gå næsten i fred. Hvis det blev for meget, kunne man tage en tur på et lig af en cykel ned til vandet. Stranden var mennesketomme det meste af dagen, men vi var ligeglade, så længe vi kunne spille whist i fred under parasollens behagelige skygge.

Eneste minus ved opholdet var et tyveri på værelset. Vi kunne ikke bevise noget, så det hjalp ikke meget, at vi fik bestyreren bragt på sammenbruddets rand.

Busturen fra Hoi An til Nha Trang vil desuden stå som turens værste.

Nha Trang

En kæmpe ferieby med alt, hvad det indebærer af positive og negative sider. Positivt var hotellernes standard, strande med liggestole og cocktailbar, glimrende restauranter og adskillige muligheder for dagture med snorkling m.m.

Vi tog på en alle tiders dagstur, hvor vi var næsten en bådfuld danskere. Jesper og Rasmus, som vi havde mødt på vejen, et sjællandsk par, og så vores femkløver. Vi snorklede, solbadede og smovsede i lokale specialiteter på skift. Men der var lidt for meget Callella over byen, så af sted til de svalende bjerge og Dalat.
Dalat

Dalat by kan ganske kort opsummeres. Skodby. Sjældent har ordet været mere på sin plads, for bønder, det var de med stort B. Ufatteligt, hvor stor en forskel, der kan være på en befolkning inden for et par timers rejse.

Men en tidsrejse kunne ikke have været mere overraskende en ankomsten til middelmådighedens højborg.

Husene var faldefærdige, befolkningen var klædt i laset, gammelt tøj, og et godt spisested var drømmetænkning. Klimaet var som en dansk sommer, altså overskyet, regnfuld og til at få et føl af.

Af gastronomiske højdepunkter bør deres slik fremhæves, eller advares imod om man vil. En helt unik smag af syntetisk frugt, kunne ikke engang skylles væk med den lokale slangevin.

Det bedste var uden tvivl vores tur ud til nogle afsidesliggende landsbyer, hvor vi for alvor fik et glimt af hvordan de lokale lever. På ryggen af en pensioneringsklar kværn, drønede vi af sted fra morgenstunden. Med vinden susende gennem lokkerne passerede vi rismarker, frodige grantræer og smukke søer.

Det mest interessante stop var i en lille beskidt landsby. Børnene flokkedes om os og pillede nysgerrigt ved alle de mærkelige ting vi havde med. Et ur med lys i og et kamera med blitz var opstand til tumult og stor undren. Vi fik lov at besøge flere hjem, hvor de stolt fremviste et stereoanlæg som næppe ville kunne spille højere end en clockradio på batterier.

Byens ældste, en sær gammel kvinde med de karakteristiske hængeører, skabt af bambusstykker kilet ind i øreflippen og udvidet gennem en menneskealder, hilste venligt på os og tog gladelig imod et symbolsk beløb for "besværet".

Et par timers vandren omkring i den støvede og ufremkommelige by, er nok det, der har printet sig fast på nethinden under besøget i Vietnam. Knyttet til besøget var mange morsomme anekdoter. Den sjoveste var historien om stokkene.

I gamle dage blev man spurgt om hvor mange stokke, der var fra by til by. Der blev for eksempel svaret ti stokke. Hvilket betød, at man undervejs kunne nå at skifte fra højre til venstre hånd ti gange. På samme måde kunne man bruge et klæde. Fem klæders rejse betød, at man i den ulidelige varme måtte gøre klædet vådt fem gange undervejs.

Knap så sjov var en nutidig historie om de tomme bakkedrag. De var for få år siden fyldt med træer. For at forhindre tyveri, har man indført en regel, der hedder èt træ - èt år. Altså for hvert træ man fælder, ryger man et år i brummen. Efter sigende skulle det virke ret præventivt!

Saigon

Sidste stop i Vietnam var Ho Chi Minh City, eller Saigon, som det hed før Vietnam-krigen. En pulserende storby, den mest vestligt orienterede i landet, men alligevel kun en skygge af Bangkok.

Vi fik ordnet de sidste indkøb her og fik punget ud for et cambodiansk visa. Desuden fik vi fremkaldt billeder, spist rigeligt med god mad før uvisheden i Cambodia og sagt farvel til rejsefællerne Lotte og Jette. Alt i alt tre fremragende uger i Vietnam.