Et pulserende virvar af knallerter, gadesæglere, tiggere og en
pagode, der midt i alt dette kaos inviterer til sjælefred og
afslappende meditation.
Smilende blikke anes under de karakteristiske kegleformede
hatte, der bæres af slæbende kvinder på vej til marked med bananer,
dragefrugter og li chi's. Duften af frugt bliver dog hurtigt
overmandet af den massive dieseldunst, der overalt i Hanoi ligger
som en dyne over de smalle gader.
Bygningerne er forfaldne og langt fra tidligere tiders pomp og
pragt. Stolte træer knejser dog stadigvæk over byen, som gamle levn
fra storhedstiden under fransk herredømme.
Trafikken gør det til et uforudsigeligt kaos for turister. Alle
retninger gælder, for alle. Her nytter det ikke at kigge to gange
til venstre og en gang til højre. Først frem, så tilbage, så til
højre - og så gå, nej hov, der kom en ny stime og én mere og én
mere ...
Vores hotel ligger midt i den gamle bydel. Omkring ligger
internetcaféer spredt omkring de små restauranter og tøjboder. Det
meste af dagen siler regnen ned. Som et permanent brusebad, der
bare synes kølende i den kvælende varme.
Det nationale dukketeater betog os med sine flot udsmykkede
dukker. Forestillingen blev akkompagneret af traditionel
vietnamesisk musik - så vi slog tog fluer med et smæk.
Onkel Ho
Lige så varmt vejret var, lige så koldt og klinisk var Ho Chi
Minh's mausoleum. Efter at have tilbragt en halv time i
middagssolen, forbarmede de hvidklædte vagter sig over os. Vi
troede det ville være vores redning at komme indenfor, men med en
temperatur på kun 15 grader var det et antiklimaks.
I en uendelig kø side om side med lokale, tilrejsende bønder fra
nord og alle de andre tilbedere af Vietnams onkel Minh, tøffede vi
i ærbødighed forbi den mumificerede dadel i svøb. Taget i
betragtning af, at det er Hanois hovedattraktion må Gravballemanden
erklæres for overlegen rent underholdningsmæssigt.
De andre store turistmagneter inkluderede War Museum, som dog
var decideret enøjet i sin udlægning af de to store krige (først
mod franskmændene og derefter amerikanerne.) Litteraturpagoden var
et fristed i den larmende by. Med kæmpe skildpaddefigurer i sten,
tildelt læger fra de sidste fire århundreder, var det en anderledes
og særpræget oplevelse.
Halong Bay og Cat Ba
Turen til Halong Bay startede med smukt vejr. Men da vi først
kom af sted på bådturen viste vejret sig ikke fra sin bedste side.
Udsigten kunne dog ikke spoleres - de spektakulære
klippeformationer var lige så betagende, som vi havde forventet.De
står som lodrette stolper så langt øjet rækker. Frodige og
ufremkommelige har de stået i tusinder af år. Det vietnamesiske
sagn fortæller om dragen og perlerne. For at vinde en krig spyede
en drage perler ud for at sænke fjendens skibe, de skød så op som
små beskyttende bjerge.
Mange af øerne er hjemsted for imponerende grotter. Nogle med
kitschede neonlys og kummerlige springvand. Selve øen Cat Ba er
Vietnams eget lille Mallorca.
Den ene side af øen er møntet på turisterne. Velholdt, rimelig
ren, med en forholdsvis hyggelig promenade og små barer. Den anden
side er dækket med skidt, faldefærdige rønner og beskidte lokale
daglejere. En ø der meget levende giver et billede af turismens
påvirkning på et lille afsondret lokalsamfund.
Vores hotel var glimrende. Værelset beliggende på 6. sal med en
enestående udsigt over bugten. Hver aften var en pragtforestilling
med solnedgangen som solist på en flot udsmykket scene. Isoleret
mellem to små "bjerge " lå havnen som et hvilested for de små
fiskerbåde, der tøffede rundt og efterlod små synlige oliepletter i
vandet.
Dagene på øen blev brugt på en ulidelig varm vandretur til øens
højeste bjerg. I 40 graders varme var det en oplevelse vi godt
kunne have været foruden. Udsigten var dog upåklagelig.
Ellers gik tiden med at afværge angreb fra de utallige
tiggerbørn, der satte en ære i ikke at give en mere en ti sekunders
fred af gangen.
Strandene på øen, specielt den ene, skal dog roses. Afsides
beliggende, klemt inde mellem næsten lodrette klipper var det et
lækkert afbræk fra vandreture og tiggeri.
Hjemturen revancherede det dårlige vejr. Solskin fra en skyfri
himmel, stille vand og en svalende dykkertur gav lige turen det
sidste pift.
Hué
En typisk lille vietnamesisk by, der har måttet bukke under for
turismen og dens tro følgesvend kapitalismen. Vores stop her skulle
være kort. De kejserlige gravsteder og citadellet havde vi dog
afsat tid til. Vi blev absolut heller ikke skuffede.
Vi havde på forhånd udset os Tu Doc's gravsted. Afsides
beliggende i en kæmpe park omringet af hjemligt udseende fyrretræer
med kæmpe åkander i en lille sø, var det en idyllisk, om end ikke
særlig velpasset grav. De fleste bygninger var tomme, og der
manglede ligesom noget.
Citadellet var lige så dårligt vedligeholdt. Overgroet og fyldt
med civile bygninger der, hvor den forbudte by oprindeligt havde
været placeret. Få af templerne kunne ses, og det mest imponerende
var de ni store kar, der symboliserede hver af de ni kejsere i
Nguyen-dynastiet.
Mere intim var derimod Thien Mu pagoden. Spejdende ud over
Duftenes Flod som en ensom majestæt med sine syv søjler. Hver søjle
repræsenterer en af Buddhas inkarnationer.
Her så vi munkene bede aftenbøn. Faktisk var det mest små børn
med pudsige halvskallede punkerfrisurer der deltog, men der var
røgelsespinde, messende stemmer og sammenfoldede hænder i lange
baner.
Hoi An
Vietnams svar på Skagen. Små hyggelige huse, et lille
fiskerleje, gode restauranter og en afslappet atmosfære. Hvert
eneste hjørne i byen havde mindst en skrædder og sandsynligvis
flere. Derfor blev meget af tiden i byen brugt på at finde det helt
rigtige tøj. Hvilken ulidelig kamp at prøve jakkesæt i 40 graders
varme. Klæbrigt og kradsende var det, men priserne var for lave til
at takke nej.
Byen havde bag flodbreddens fiskerbåde et lille velassorteret
marked. Flere timer kunne man tilbringe på at studere ukendte
frugter, nyde duftene fra alverdens krydderier og høre på de gamle
fruers skræppende handelsmetoder.
Overalt i byen blev vi mødt med smil, fik venlig betjening og
kunne gå næsten i fred. Hvis det blev for meget, kunne man tage en
tur på et lig af en cykel ned til vandet. Stranden var
mennesketomme det meste af dagen, men vi var ligeglade, så længe vi
kunne spille whist i fred under parasollens behagelige skygge.
Eneste minus ved opholdet var et tyveri på værelset. Vi kunne
ikke bevise noget, så det hjalp ikke meget, at vi fik bestyreren
bragt på sammenbruddets rand.
Busturen fra Hoi An til Nha Trang vil desuden stå som turens
værste.
Nha Trang
En kæmpe ferieby med alt, hvad det indebærer af positive og
negative sider. Positivt var hotellernes standard, strande med
liggestole og cocktailbar, glimrende restauranter og adskillige
muligheder for dagture med snorkling m.m.
Vi tog på en alle tiders dagstur, hvor vi var næsten en bådfuld
danskere. Jesper og Rasmus, som vi havde mødt på vejen, et
sjællandsk par, og så vores femkløver. Vi snorklede, solbadede og
smovsede i lokale specialiteter på skift. Men der var lidt for
meget Callella over byen, så af sted til de svalende bjerge og
Dalat.
Dalat
Dalat by kan ganske kort opsummeres. Skodby. Sjældent har ordet
været mere på sin plads, for bønder, det var de med stort B.
Ufatteligt, hvor stor en forskel, der kan være på en befolkning
inden for et par timers rejse.
Men en tidsrejse kunne ikke have været mere overraskende en
ankomsten til middelmådighedens højborg.
Husene var faldefærdige, befolkningen var klædt i laset, gammelt
tøj, og et godt spisested var drømmetænkning. Klimaet var som en
dansk sommer, altså overskyet, regnfuld og til at få et føl af.
Af gastronomiske højdepunkter bør deres slik fremhæves, eller
advares imod om man vil. En helt unik smag af syntetisk frugt,
kunne ikke engang skylles væk med den lokale slangevin.
Det bedste var uden tvivl vores tur ud til nogle afsidesliggende
landsbyer, hvor vi for alvor fik et glimt af hvordan de lokale
lever. På ryggen af en pensioneringsklar kværn, drønede vi af sted
fra morgenstunden. Med vinden susende gennem lokkerne passerede vi
rismarker, frodige grantræer og smukke søer.
Det mest interessante stop var i en lille beskidt landsby.
Børnene flokkedes om os og pillede nysgerrigt ved alle de mærkelige
ting vi havde med. Et ur med lys i og et kamera med blitz var
opstand til tumult og stor undren. Vi fik lov at besøge flere hjem,
hvor de stolt fremviste et stereoanlæg som næppe ville kunne spille
højere end en clockradio på batterier.
Byens ældste, en sær gammel kvinde med de karakteristiske
hængeører, skabt af bambusstykker kilet ind i øreflippen og udvidet
gennem en menneskealder, hilste venligt på os og tog gladelig imod
et symbolsk beløb for "besværet".
Et par timers vandren omkring i den støvede og ufremkommelige
by, er nok det, der har printet sig fast på nethinden under besøget
i Vietnam. Knyttet til besøget var mange morsomme anekdoter. Den
sjoveste var historien om stokkene.
I gamle dage blev man spurgt om hvor mange stokke, der var fra
by til by. Der blev for eksempel svaret ti stokke. Hvilket betød,
at man undervejs kunne nå at skifte fra højre til venstre hånd ti
gange. På samme måde kunne man bruge et klæde. Fem klæders rejse
betød, at man i den ulidelige varme måtte gøre klædet vådt fem
gange undervejs.
Knap så sjov var en nutidig historie om de tomme bakkedrag. De
var for få år siden fyldt med træer. For at forhindre tyveri, har
man indført en regel, der hedder èt træ - èt år. Altså for hvert
træ man fælder, ryger man et år i brummen. Efter sigende skulle det
virke ret præventivt!
Saigon
Sidste stop i Vietnam var Ho Chi Minh City, eller Saigon, som
det hed før Vietnam-krigen. En pulserende storby, den mest vestligt
orienterede i landet, men alligevel kun en skygge af Bangkok.
Vi fik ordnet de sidste indkøb her og fik punget ud for et
cambodiansk visa. Desuden fik vi fremkaldt billeder, spist rigeligt
med god mad før uvisheden i Cambodia og sagt farvel til
rejsefællerne Lotte og Jette. Alt i alt tre fremragende uger i
Vietnam.