Simon Staun
PR-foto

Centralasiatisk charme

Bag en fedtet, ridset montre med brudsikkert glas hænger et fascinerende halssmykke, der må veje flere kilo. Bittesmå, røde smaragder er indfattet i en kolossal guldkæde, der må have haft en gigantisk værdi. Hvilket guiden naturligvis har en forklaring på. For skulle en mand i gamle dage sige ordet for "skilsmisse" tre gange i træk, var det bare ud af vagten for hustruen.

Det eneste, hun måtte tage med sig, var det tøj, hun gik og stod i samt de smykker, hun bar, netop som "dommen" blev afsagt. En underfundig men sand historie fra byen Khiva, der på det nærmeste er at betragte som et gigantisk frilandsmuseum med mere end 250 gamle huse og 50 moskéer, minareter og madrassaer (se faktaboks til højre på siden).

Når man træder gennem byporten ind til Itchan Kala, som den gamle bydel hedder, er det som at træde tilbage i tiden. Ligegyldigt i hvilken retning, man vender sig, er der fantastiske bygningsværker med betagende mønstre inkorporeret i storslåede mosaikmønstre.

For 1300 år siden blev byen opført som fort foruden en central handelspost på Silkevejen. Rundt omkring i byen står kameler præcis som dengang tøjret, hvilket gør det let at drømme sig tilbage til storhedstiden, hvor transportdyrene var læsset med silke og krydderier til Europas overklasse.

Ser man på Khiva med de kritiske briller, fremstår det hele måske lidt for poleret anno 2007. Stort set samtlige bygninger er pudset flot op og restaurerede. Lidt for flotte og polerede til at virke autentiske.
Dagligdagen og dens ofte for fremmede interessante elementer som madlavning og tøjvask er også pist væk. Men på den anden side, hvem rejser adskillige tusinde kilometer for at se beskidte lagener blive kogevasket?

Den gamle bydel skriger på turister, og langt hovedparten af varer i de mange boder er ikke overraskende møntet på velbeslåede vesterlændinge og asiater. Det liver op med farvestrålende gaveobjekter, men det ender med at blive virkelig belastende at skulle takke nej ved hver eneste moské, mausoleum eller minaret.

Et velbesøgt harem

Et sted, man sikkert ikke ville have takket nej til at besøge i 1830'erne, er det velbevarede harem, hvor den regerende khan tilsyneladende tilbragte en del tid. I hvert fald har hjulene fra hestevogne boret to dybe riller i kampestensbelægningen på vej til indgangsporten.

Det har sikkert også krævet en del køreture af den ene eller anden slags, når fire hustruer og 40 konkubiner skulle holdes i ilden. Der var sågar ansat gamle koner til at gå rundt i byen og spotte de smukkeste piger, som naturligvis ikke kunne sige nej, da det var en ære for familien at blive udvalgt.
Man kan ikke undgå at tænke tanken: "Hvis disse mure kunne tale", mens man lusker rundt og forestiller sig, hvor svært det må have været for kongen at skulle vælge dagens heldige konkubine.

Der er stadig mange smukke piger i Khiva, men hovedparten bor uden for den gamle bydel, da russerne i sin tid tvangsforflyttede de lokale til lidet skønne sovjetkomplekser uden for bymurene.

Hvilket både er godt og skidt. For som tidligere nævnt betyder det mangel på liv. Men på den anden side ville det svare lidt til, at der boede århusianere i den gamle by eller odenseanere i Den Fynske Landsby.
Derfor fornemmer man tydeligt, at de usbekere, der nu engang opholder sig i Itchan Kala, har til formål enten at sælge souvenirs eller guide rundt. Men altså .. Man kan ikke både benoves og have shislak i munden på samme tid.

Spiddet nedefra og op

Med en velinformeret guide kan en rundvisning i Khiva føles som at medvirke i 1001 nats eventyr. Hver eneste mursten har tilsyneladende sin egen ofte barbariske historie. Således blev én af minareterne - de høje bedetårne - brugt til at smide utro kvinder og mænd ud fra.

Andre forbrydere kunne se frem til at blive spiddet med enorme træspyd gennem et hul, hvor der bestemt ikke skal lange træpæle ind. Nogle blev begravet i sand kun med hovedet oppe og derefter stenet. Andre blev bare pisket med 1000 piskeslag eller bundet og smidt i sække med vilde katte.
Man kunne også have været så uheldig at ankomme som tilbudsvare til de store slavemarkeder, som i flere perioder var Khivas varemærke og eksistensberettigelse.

Alt sammen flager af historie, der blafrer rundt i tankerne, mens man forsøger at skelne mellem byggestile fra henholdsvis det 14. og 16. århundrede på moskéer og minareter. Den mest fængslende beretning knytter sig til Pahlavan Mahmoud-komplekset fra det 14. århundrede. Manden var en stor poet og bryder, der som regent erobrede store dele af Indien.

Kun én gang tabte han en brydekamp, efter en fortvivlet mor havde bedt ham om at skåne sin søn. Pahlavan Mahmoud lod sig overvinde med vilje med store omkostninger til følge. I dag kan man bede til Allah og hylde ham på én og samme tid.

Intens hanekamp

Store omkostninger har det bestemt også for de væddere, der støder pandebrasken sammen på en plads midt i Itchan Kala. De er en del af en kulturweekend, hvor man både kan overvære traditionel dans, gammeldags brydekampe samt hane- og vædderkamp.

Begivenheden har samlet en masse lokale og ganske få turister. Sjovest er det at betragte de helt små drenge og de helt gamle mænd. De lever sig komplet ind i hvert eneste dræbende angreb, de sylespidse haneklør retter mod modstanderen. Når vædderne tordner mod hinanden giver det et fælt klonk, som giver ekko mellem murene og giver et sæt i tilskuerne.

En enkelt vædder er klart overmatchet og vakler efterfølgende rundt som en beruset teenager uden retningssans. To mere rutinerede væddere rammer igen og igen hinandens horn, så det næsten slår gnister til publikums udelte jubel. Det giver næsten hovedpine at se på, men det er en glimrende anledning til at få hilst på de lokale, der næsten bukker, når man fotograferer dem. Man kan kun spekulere på, hvor længe det mon varer ved ...

For Khiva er en fotogen størrelse, når himlen er mørkeblå som klinkerne på murene. Byen er ikke større, end at man kan se det meste på én dag. Desuden er den så tilpas Centralasien Light, at de fleste knap så berejste danskere ikke vil blive blæst bagover, men sagtens kunne kapere dens stadig mærkbare mystik.