Turkmenistans landsfader er umulig at overse i den olierige, genopstandne, tidligere Sovjetrepublik
Hvor ligger Turkmenistan, bliver jeg spurgt allerede ved
check-in i Kastrup, hvor den unge dame bag skranken ser
besynderligt på min billet og nærstuderer destinationen.
Ret skal være ret. Ikke mange kan på stående fod svare på, hvor
den tidligere Sovjetrepublik befinder sig på verdenskortet. For
hvor gemmer Centralasien sig egentlig?
Turkmenistan ligger klemt inde mellem Iran, Usbekistan,
Kasakhstan og Afghanistan. Spændende område at holde nabofest i,
ikke sandt?
Selv kender jeg lige så lidt til landet som til atomfysik og
hjernekirurgi. Navnet på hovedstaden Asjgabad har jeg først
memoreret under mellemlandingen i tyrkiske Istanbul. Det betyder
«Kærlighedens By« og lover godt for et besøg i et land, der siden
løsrivelsen fra Sovjetunionen i 1991 har gennemgået en forandring,
som den grimme ælling ville hyperventilere ved tanken om.
Stort set samtlige bygninger i centrum er bygget efter 1991. Alt
fra regeringsbygninger og teatre til universiteter og museer står
opført i skinnende, nyt marmor og glimter om kap med smilet på den
forrige præsident fra plakaterne sat op overalt.
Den forrige præsident, landsfaderen, demagogen og diktatoren
Saparmurat Niyazov, dyrkes som en afgud overalt i landet. Selv
flere hundrede kilometer uden for hovedstaden kan der midt i det
mest folkeforladte ingenting være opført en mindesøjle, hvor man
kan beundre ansigtet med de karakteristisk bugtende, tykke
øjenbryn.
Han omtales kun som Serdar Turkmenbashi - "Den store leder af
alle turkmenere". Hans bestseller "Ruhmana", der kan købes på
ethvert marked i alskens fine pastelfarver, skal læses af alle
skoleelever. Den er en form for spirituel guide, hvor det genfødte
lands indbyggere kan finde svar på alt, som Turkmenbashi vel at
mærke mener, de bør vide. Hvilket ikke var alverden set i lyset af,
at den interne censur var så streng, efter at russerne trak sig ud
af landet, alt selv de fra Moskva i forvejen censurerede
meddelelser aldrig blev offentliggjort.
I vejledningen til "Ruhmana" står der, at man for at kunne kalde
sig selv en rigtig turkmener skal læse den fra ende til anden
mindst 100 gange. Jeg nøjes med forordet.
Turkmenbashi gik så vidt, at januar officielt blev omdøbt til
"Turkmenbashi", mens april blev opkaldt efter hans mor. Selv ikke
afdøde Saddam Hussein eller Kim Jung Ill fra Nordkorea kan være med
på det niveau.
En nation uden graffiti
På de brede, velplejede og rene boulevarder flokkes unge,
slørtildækkede piger fra morgengry i færd med af feje nedfaldne
blade sammen i rabatten. Sådan ser gadebilledet ud kort efter
solopgang, hvor det ene marmorpalads efter det andet uden
antydningen af graffiti passerer forbi kun afbrudt af blankpolerede
guldstatuer, der nærmer sig det smag-løse i al sin pompøsitet.
Køreturen giver et dugfrisk billede af en nyfødt nation, hvor
hovedstaden fremstår som en virkeliggørelse af computerspillet The
Sims, hvor det gælder om at bygge en civilisation op på rekordtid
med alt, hvad det indebærer af regeringsbygninger og velfungerende
infrastruktur.
Som om hoben af fortryllende bygningsværker ikke var nok, har
præsidenten tildelt befolkningen gratis gas, vand og telefon i de
større byer. Ikke overraskende var resultatet en afholdt leder. Men
hvem ville ikke være afholdt, når benzin koster 15 øre literen?
For at fejre befolkningens opbakning til sig selv har
Turkmenbashi fået opført flere gigantiske monumenter og parker med
sig selv som det soleklare midtpunkt. I henholdsvis
Uafhængighedsparken og Neutralitetsparken kan man således betragte
ham som forgyldt baby placeret over en klode mellem en tyrs
muskelsvulmende skulderblade og som sig selv, nationens fører,
skuende mod horisonten og svøbt i 24 karat. Mest imponerende er
statuen af Turkmenbashi øverst på et gigantisk tårn. Den kører
rundt døgnet rundt og følger solens bane. Eller som de lokale ynder
at sige, så følger solens bane Turkmenbashis.
Hotellet er en gyser
Havde hotellet dog bare været så prangende som al den kvalmende
selviscenesættelse. Udefra ser det med sine stjerner på facaden
luksuriøst og indbydende ud, men en nærmere inspektion af sengen på
det mildest talt gennemsnitlige værelse er en hårrejsende
oplevelse.
Lange, kulsorte hår dækker sengetæppet, lagenet og endda
hovedpuden. Neden for sengen kan man samle hår nok til en
skulderlang paryk. Selv nullermændene pakker sammen ved synet af de
store plamager på det grønlige gulvtæppe. Ude på gangen sidder en
rengøringskone og samler nullermænd op med fingrene. Skræmmende.
Men måske en meget god forklaring på, hvorfor gulvtæppet minder om
en gyserfilm.
Jeg finder soveposen frem og beslutter, at der ikke er grund til
at tage nogen unødige chancer.
Men måske er det sådan landet er? Enormt poleret og smukt på
ydersiden, men faldefærdigt og møgbeskidt bag facaden. I hvert fald
kan det ikke undgå at dupere én, når man kører gennem de affolkede
gader om aftenen og på det nærmeste blændes af et mangefarvet
lyshav. Der brændes uhyrlige mængder energi af på tusindvis af
lygtepæle, der oven i købet er svøbt i kulørte lyskæder. De er
skøre, de turkmenere!
Tæpper er nationalsport
Selv om jeg har svært ved at indrømme det, så er én af de mest
interessante, kulturelle oplevelser i Asjgabad tæppemuseet. Her
hænger nemlig verdens største tæppe, hvilket et diplom fra Guinness
beviser.
Den også rekordhurtigsnakkende rundviser slynger om sig med
fakta. Tæppet er 14 gange 21 meter, vejer 856 kilo, består af 49
millioner knytninger og er udført af 40 kvinder på syv måneder i
1941.
Tæppernes mytologi og forankring i Turkmenistan bliver faktisk
spændende at høre om, selv om vævekunst ikke just hører til mit
yndlingstidsfordriv.
- Nationalsporten i Turkmenistan er tæppevævning. Pigerne bliver
født til at væve og begynder allerede som treårige, fortæller
guiden og supplerer med ordsprogene: "Det er sværere at væve et
tæppe end at grave en brønd" samt "Mænd skal opdrætte kvæg, og
kvinder skal væve".
De rigtig gode vævere klarer halvanden centimeter. Om dagen. På
de virkelig komplicerede tæpper med millioner af knytninger tager
det et år at væve en meter. Timelønnen vil jeg slet ikke bruge tid
på at udregne.
- Turkmenske tæpper er smukkere end roser og stærkere end sten.
De er hellige for os og fyldt med betydende symboler fra vores
region. Kigger man efter, kan man se, at tæpperne er prydet med
dromedarer, skorpioner, harer og skildpadder, fortæller guiden.
Desuden er der et gennemgående yndet motiv. Lige præcis.
Turkmenbashi er foreviget i alskens nuancer og positurer. Dog er
tæpperne alle placeret, så man ikke kan tørre sine beskidte såler
af på hans bugtende øjenbryn.