Det er tredje gang, vi er på Koh Lanta for at holde vinterferie. De første to rejser har vi tilbragt på den nordlige del af øen, men denne gang har vi valgt et hotel nogenlunde midt på den smalle, aflange ø, som kunne være en thailandsk slægtning til Langeland.
Vi bor nord for Klong Noen-stranden, hvor det vrimler med gode barer og restauranter. For at komme den ene eller anden vej passerer vi et område med en lang række madboder og butikker med farvestrålende grøntsager, frugter og lokale madvarer.
Jeg har forgæves forsøgt at finde ud af, om området har et navn, men det tætteste, jeg kan komme på et geografisk navn, er Klong Noen. Man kan søge på det lokale muay thai-træningscenter Nicha Muay Thai Gym, hvis man vil finde vej til området, som vi dagligt besøger under vores ugelange ophold på Koh Lanta.
Vi kommer flere gange hos pandekageboden foran 7-Eleven, hvor en slørdækket kvinde laver fantastiske indbagte bananer med Nutella i den knasende, oliestegte dej.
De koster otte kroner og er uden tvivl hamrende usunde, men de er en fast del af vores Thailand-rutiner, som også tæller adskillige smoothies pr. dag.
Det er lidt pinligt at indrømme, men vi køber også ind i 7-Eleven-butikken hver dag. Det er så rasende billigt, at vi næsten hver gang ender med at fylde en hel indkøbskurv med sodavand, chips og slik.
En Coca-Cola koster tre kroner, en rulle Mentos to kroner og en stor Magnum-is otte kroner. Det understreger, sammen med prisniveauet på de lokale restauranter, at Thailand stadig er hamrende billigt. Vi ender ofte med at betale 200-250 kroner for aftensmad med drikkevarer og ofte dessert til fire personer.
Møder Saddam Hussein
Noget andet, der stadig er en væsentlig del af den samlede oplevelse, er de lokales imødekommenhed. På Koh Lanta, hvor flertallet af de lokale er muslimer, bliver jeg flere gange spurgt, om jeg ikke har lyst til at tage billeder af dem. Det oplever jeg meget sjældent i muslimske lande i Mellemøsten.
I moskéen Jannatul Hasanah tæt på vores hotel inviterer den lokale imam mig ind for at se rummet, hvor der vanen tro er pile i loftet, så man kan se, hvor Mekka befinder sig. Han præsenterer sig som Saddam Hussein og ler højt, da han kan se, at navnet får mig til at studse.
- Ha ha, jeg hedder Hussein, men det med Saddam fandt jeg på, siger han og trækker sig i det lange, tjavsede skæg.
Vi snakker om, hvordan det sydlige Thailand religiøst er vendt mere mod det muslimske naboland Malaysia end de buddhistiske naboer mod nord. Han er synligt imponeret, da jeg fortæller, at jeg har besøgt moskéer i blandt andet Egypten, Jordan, Indonesien, Oman, Iran, Abu Dhabi, Qatar og Brunei. Han glæder sig over, at Jannatul Hasanah kommer med på listen og ønsker mig et fortsat godt ophold på Koh Lanta.
Foran moskéen er der fra morgen til aften drenge, som spiller fodbold på parkeringspladsen. På den nærliggende tankstation - hvis man kan kalde to rustne benzinstandere det - vrimler det også med børn. De vinker ivrigt til mig, hver gang jeg går forbi. En eftermiddag vinker deres mor også til mig. Hende har jeg set hjælpe med at fylde dunke og tuktukker op flere gange.
Hun spørger, om jeg vil tage billeder af børnene foran de to benzinstandere. Det vil jeg naturligvis. De første 20 billeder er som en japansk eller kinesisk gruppe turister med V-tegn og alt for brede smil.
Efter lidt tid lykkes det at få børnene til ikke at smile. Næsten. Men et billede af thailændere uden smil ville også virke forkert. Fordi de simpelthen ikke kan lade være.
Kineserne kommer igen
Det ville være en overdrivelse at sige, at stedet drukner i turister. Vi spiser på flere af områdets restauranter, og flere steder er der kun et eller to borde ud over vores med gæster.
Det forholder sig anderledes på Klong Nin-stranden, hvor især The Blue Moon Beach Bar er proppet med mennesker de to aftener, vi spiser der og får smukke solnedgange som dessert.
Vi vælger flere af restauranterne tæt på hotellet alene for at støtte de steder, som ikke har stranden og solnedgangen at lokke med. Til gengæld er priserne også tilsvarende lavere. Mange steder koster en hovedret 15 kroner, og selv om antallet af gæster er lavt, er humøret kronisk højt.
Flere restauratører glæder sig til, at de kinesiske turister vender tilbage. De har haft ud- og indrejseforbud på grund af corona, og selv om mange lokale bløder økonomisk, priser vi os lykkelige for, at Koh Lanta er støvsuget for kinesere under vores ophold.
Her er heller ikke mange russere, der allerede inden krigen i Ukraine var uglesete. For fem år siden, da vi senest var på disse breddegrader, var der allerede flere restauranter med skilte udenfor, hvor der stod: ”Russere ingen adgang”. De tålmodige og gæstfrie thailændere har åbenbart en grænse for, hvor dårlig og nedladende opførsel de vil lægge ansigt til.
Hjælpsom familie
Skråt over for vores hotel driver en familie Lanta Adam Tour, hvor de arrangerer ture til hele Koh Lanta og de nærliggende øer. De er ekstremt hjælpsomme, når vi skal køres rundt på øen. Flere gange spørger de, hvilken pris vi har fået tilbudt af de lokale tuktuk-chauffører. For derefter konsekvent at tilbyde os en lavere pris. Vi kører to gange med hr. Adam, som på gebrokkent engelsk fortæller, at han var fisker i 40 år, inden han grundlagde firmaet, som i dag styres af datteren.
- Jeg har fisket, siden jeg var 14 år. Men til sidst fik jeg så lidt for mine fisk, at der nærmest intet var tilbage, når jeg havde betalt for brændstof til båden. I dag tjener jeg lige så meget på en uge, som jeg gjorde på en måned dengang. Nogle gange på få dage, siger hr. Adam og smiler.
Hans datter ringer flere gange rundt for at høre, hvor vi kan få den laveste pris på snorklingture til Koh Rok og Ko Ha samt thaiboxing-stævner. Hun anbefaler også restauranter og kører mig endda gratis til en hævemaskine, da hun møder mig en eftermiddag med sveden haglende ned ad panden på vej for at hæve penge.
Som tak tilbyder jeg at tage nogle billeder af hende, hendes mand og datter. Denne gang beder jeg ikke om, at der holdes igen med smilene.