Simon Staun
PR-foto

Porno og papaya i Pattaya

Efter at have tilbragt et døgn i verdens mest eksklusive lufthavn i Dubai, var ankomsten i Bangkok varm på flere måder.

Efter et døgns rejse fra Delhi's hektiske og ulidelige kaos, blev vi mødt af en velorganiseret og forholdsvis struktureret hovedstad. Smilende mennesker med ægte smil, der ikke signalerede "vær på vagt".

Vi fik hurtigt fundet vej til en kølig bus, der skulle bringe os videre til den berygtede og berømte Khao San Road. En times hasarderet kørsel senere kunne vi betragte backpackernes ubestridte centrum. Startsted eller afslutning for de fleste rejsende i Sydøstasien.

Gaden er et organiseret virvar af hoteller i alle standarder. Gadesælgere, skræddere og spisesteder for enhver smag. Hele dagen bliver der vist de sidste nye piratfilm på stambaren. Velsmagende bananpandekager og krydrede kødstænger skylles ned med Mekong-whiskey. Fjorten dage blev tilbragt med Khao San som base for diverse udflugter.

46 meter guld

En del korte ture gik til de yderst seværdige templer i Bangkok, eller Wats, som de hedder på thai. De mest kendte er det kongelige tempel samt templet for Emerald Buddha, eller "Guldbuddhaen", som den oftest omtales.

Liggende med hovedet støttende på armen, ser den 46 meter lange statue ud til at nyde tilværelsen. Med guld nok til at plombere samtlige thai-tænder, forstår man godt populariteten.

Flere dage blev desuden brugt på afstikkere til Riwer Kwai, Floating Market og ikke mindst de enorme indkøbscentre, der overalt skyder op. Riwer Kwai og den spinkle bro har naturligvis en historisk betydning, men på en gloende hed formiddag uden en vind, bliver de filosofiske betragtninger og historiske iagttagelser hurtigt afløst af den ubændige trang til at opsnuse en lokal isbod. Hvilket måske i høj grad sætter de engelske krigsfangers arbejde i relief.

Floating Market er vel det mest turistede, man kommer ud for i Thailand. At se de lokale handle i deres små både, er dog ikke den store oplevelse, når man bruger det meste af tiden på at takke nej til de utallige opfordringer om at købe et eller andet bras.

Jungletur med Bjarne Riis

Så var der mere ved den forhåndsarrangerede jungletur. Her skulle vi sammen med en århusiansk kernefamilie og en Bjarne Riis look-alike forcere et mindre bjergpas på elefantryg, sejle i små bambustømmerflåder og svømme ved foden af thailands højeste vandfald.

Det blev turens absolutte højdepunkt. Bare at vandre i den tætte jungle med tallerkenstore edderkopper på vagt i tommetykke spindelvæv, at synge fællessang ved det knitrende bål og falde i søvn ved lyden af usynlige insekter og skræppende fugle i trætoppene var hver eneste svedperle værd.

På kun fire dage fik hele gruppen et stærkt sammenhold, og som altid skiltes deltagerne med formaninger om, at vi bare måtte mødes under nordlige himmelstrøg. Som altid blev det kun ved tanken, men turen glemmes aldrig trods.

Efter en mislykket tur til Ko Samet, hvor vejrguderne ikke just var i gavehumør, drog vi til sydens paradisøer. Målet var udpeget, Phi Phi skulle være vores base for dette års VM i afslapning.

Fede tyskere

På vejen fik vi da lige tid til at besøge Pattaya. Bedst kendt for sine utallige prostituerede og et vildt natteliv. Vi var jo tre drenge af sted, så det var lidt dragende. Men blot en enkelt aften i selskab med omklamrende og købeklare piger, et sexshow langt over grænsen til det bizarre og døddrukne mænd i deres livs efterår, var i den grad afskyeligt og bestemt en engangsforestilling.

Og de gamle fede tyskere, jo jo- de holder ganske rigtig til i hobetal. Specielt dem med trang til mindreårige af det modsatte køn, så uforståeligt nok har Pattaya stadigvæk ry for at være en rigtig familie-ferieby. Måske en syg familie?

Så var der mere autentisk charme over Phi Phi. Allerede ved indsejlingen til øens primitive havn, kunne vi ane den næsten uspolerede skønhed. Hotellerne på øens centrum var midlertidig propfulde, så vi måtte spænde sandalerne og trave af sted på jagt efter logi. Først det ene hotel, så det andet og så til sidst på øens alleryderste tange fandt vi vores hytte på Longbeach.

Bambus, et par måtter og en enkelt pære. Det var alt. Men med tyve meter ned til havet var det mere end fint. Den ene dag tog den anden, og inden vi fik set os om, havde vi tilbragt fjorten dage med et fastlagt skema.

Det startede med lidt frugt: frisk ananas, papaya og en bananmilkshake. Så en svalende svømmetur, lidt snorkling, solslikning, en lille frokost, kortspil og en lille lur - efterfulgt af lidt svalende badning, lidt solsl...

The Beach

En enkelt afstikker gik til verdens smukkeste strand, Maya Beach. Stranden der senere var rammen om filmen The Beach. Den var da også helt fantastisk, beliggende i en beskyttende bugt, med hundrede meter perfekt sandstrand og skyggende palmer i nær afstand. Men strandlivet kunne ikke fortsætte, og for en kort tid måtte parterne skilles.

Jesper og Peter fortsatte sydpå til Malaysia, mens undertegnede valfartede tilbage til Bangkok for at mødes med Pia, der kom på visit.

Pia's visit egner sig vist ikke til at blive omtalt i dette forum, men vi havde en skøn uge sammen, inden hun måtte vende tilbage til Farsø og vinterslud.

Jeg tog så med ekspresfart gennem Thailand endnu en gang, og fik med besvær kæmpet mig igennem grænseovergangen til Malaysia, uden at have penge til at betale en bøde for min overskridelse af opholdstilladelsen.