Simon Staun
PR-foto

Børn i kloakkerne

På fortovet i Ulan Bator går folk blandt hinanden i beskidte traditionelle klædedragter og nystrøgne jakkesæt. Nogle med støvler så enorme, at Tordenkalven ville stritte lige bagover og slå nakken i fortovet. Og andre med lædersko så blanke, at han ville misse med øjnene.

I stedet for telefonbokse står der overalt mobile menneskelige telefoncentraler, der tilbyder opkald til resten af verden og Mongoliet. Vi får smagsprøver på den kulinariske formåen i landet og ender kort tid efter på Pizza de la Casa, der serverer ganske gode italienske retter. Vi ser frem til Kina, hvor maden i højere grad kan gå under betegnelsen kulinarisk.

Efter et ganske hyggeligt besøg i landets vigtigste tempel Gandan Kiid, hvor vi hilste på kommende tilbedere af Buddha, gik vi på jazzbar og hørte Bee Gees det meste af aftenen med fransk-canadieren Jean-Luc Houle fra Quebec. Christian Gjelstrup, vores nyfundne ven fra toget, mediterede inden vi tumlede af sted. Han fik efter sigende nulstillet sin ranglede krop, mens vi klarede det punkt med et varmt brusebad. Vi fik drukket adskillige drinks, der dog ikke hele tiden levede op til beskrivelsen på drinkskortet. Derfor blev aftenens ord hurtigt ludersjus.

Filosofisk køkkensnak

Efter en solid bunke øl yderligere gik vi videre hjem til Nassan's, hvor vi i køkkenet filosoferede til den lyse morgen over alt fra danske dogmefilm til menneskets placering i universet og vores søgen efter sandheden om alt. Vi fandt aldrig frem til den selv. Ingen tømmermænd og ud i morgenkulden for at vågne. På gaderne går folk allerede kl. 8. rundt med hvide masker foran deres udtørrede ansigter.

Vi føler dog ikke forureningen i så høj grad, men vi er her jo også kun på visit. Overalt er der åbne kloakdæksler, der fører ned til små huler under jorden. Her holder hovedparten af byens 3000-5000 gadebørn til i vinterhalvåret, hvor temperaturer på minus 30 grader er reglen frem for undtagelsen.

Side om side bor de sammen med rotter og kakerlakker som nabo. Man skal vist være et uselvisk svin, hvis man ikke føler medfølelse for disse børn. Enkelte giver jeg et par sedler eller to, men det gør jo hverken fra eller til, så frelsertrangen aftager hurtigt.

Klaus købte en is om eftermiddagen, som han måtte droppe at spise, da den ikke helt levede op til forventningerne. Han smed den derfor i en affaldsdynge bag os.

Inden længe bemærkede vi en ca. 12-årig knægt i ganske pænt tøj med lidt for pjusket hår og røde kinder, der listede sig hen bag os og hurtigt snuppede isen. Han slubrede godbidden i sig og vi fik endnu en bevis på, hvordan gadebørnene lever. Ligesom for at fejre vores økonomiske situation tog vi en af byens utallige restaurant Chinggis'er, hvor vi betalte i dyre domme for en overdådig buffet med alskens guf for kødfanatikere. Jeg nåede at hente fire gange. Mest kød. Som gled ned til tonerne af traditionel mongolsk musik, der lyder lidt som Sussi og Leo hørt gennem et hul i en blikspand. Anderledes blev vi enige om.

På vej hjem gennem gaderne og i butikkerne skubber og maser folk konstant hinanden. Dytter hæmningsløst i bilerne. Der bliver ikke givet meget plads og tonen er langt fra så hjertelig som på landet. Ikke kun udseendet; de smalle øjne, de store runde kinder og den mørke kulør får en til at tænke på grønlænderne derhjemme. Også deres tilbøjelighed til alkoholisme har lighedspunkter, og rykket fra deres levevis gennem tusinder af år i den barske natur ind til den pulserende og emotionelt forladte storby overrumpler dem tilsyneladende.

Under alle omstændigheder mødte vi ikke tilnærmelsesvist samme gæstfrihed, åbenhed og varme, som ude under Guds blå himmel. Det skulle vi nemlig erkende efter højdepunktet på vores rejse i Mongoliet.

Tilbage i tiden

Klokken er 5.30. Kulden får mig til at gispe efter vejret. Vi ruller af sted i den gamle russiske jeep for at nå at se solopgangen over bjergene nordøst for Ulan Bator. Vi kører næsten alene på de hullede veje. Vores guide og nye mongolske ven Inca er rutineret. Tidligere politibetjent. Med et bredt smil under den sparsomme skægvækst synger han med på sangene, der knaser fra højtalerne.

På de omkringliggende bjerge ser vi mere og mere sne efterhånden. Ved foden hviler tilisede floder mellem enkelte bladløse buske. Vi gør stop og tager en smuk morgengåtur til en bakketop i de berusende omgivelser, inden vi kører det sidste stykke vej på vej til Darim's ger (mongolsk telt) i området, der kaldes Ich Dendii.

Ger'en er lidt over to meter til lofter og udelukkende lavet af groft stof. Røgen fra den glohede ovn stiger fra en sodet skorsten op mod den lyseblå himmel gennem hullet i teltdugen. Hele teltet støttes af to bærende rafter malet i orange med mongolske tegn primært i guldnuancer.

Den buddhistiske familie har naturligvis et lille husalter med billeder af Dalai Lama, den afdøde ægtemand og Buddha, der kan skue ned over skålen med slik og pengesedler. Tre senge står langs kanten. Derudover tre kommoder, tv og radio! Sidstnævnte drives af et stort bilbatteri, der lades op af solenergi.

Dyr i teltet

Denne familie ejer omkring 100 dyr. Primært heste, kør, geder og får. De nyfødte kid får lov at bræge inden for i "hjørnet", da kulden udenfor om natten slår  dem ihjel. Det seksårige barnebarn Chinbold sidder og studerer os med store generte øjne. Han er klædt i dynebukser, alt for store lædersko og en sweater med bjørnemotiv. På trods af vores lyse lokker og mystiske påklædning fremtvinger han et smil mellem de rødmossede kinder.

Imens tør familien sne til dyrene over ilden. På væggen til højre for døren lyser en Danisco-pose op. De 50 kg sukker købte de sidste år på markedet i Ulan Bator, fortæller værtinden Darima. Hun er bedstemor til Chinbold, vis mor arbejder i Rusland.

Sammen med niecen Kauyga og den eneste tilbageblevne søn Bartarh lever hun derude, hvor luften føles så frisk, at den bider sig vej ned til lungerne og trækker halsen sammen som efter en hel pose mentolbolsjer i en mundfuld.

Vi får pøset en skål Suutei tsai (mælkete) op i små porcelænsskåle, som vi nyder, mens kvinderne putter små kvistgenstande i bunden på de enorme gryder. Længe sidder vi og betragter deres hjem, som er så fundamentalt anderledes end et traditionelt dansk hjem.

Paksammen-hjem

Døren vender som altid mod syd, så de hårde vinterstorme ikke går lige ind i stuen, soveværelset og køkkenet, der alt sammen fylder beskedne 7 m2.  Hele molevitten kan fire mand pakke ned på 30 min.  Vi får hjemmelavede nudler med stegte kartofler og  fårekød kaldet mutton til middag. Meget delikat og slet ikke så ensformigt og smagsløst som forventet.

Efter middag går Nielsen og jeg til et højdedrag, hvor sneen opsluger enhver lyd. En øredøvende stilhed lammer os. Og i et øjeblik føles det næsten som om, at det er en lydløs verden, vi befinder os i. Så kommer den tynde luft til udtryk i en kraftig forpustelse, der får det til at dunke i ørerne. Vi finder på at kælke ned af bakken på en medbragt plastikpose. Det går ikke så godt uden en god røvkælk

I naboger'en spiller de nu kort, så det er en sand fryd. Kortene rammer bordet med skarpe smæld, der næsten får benene til at vakle under det lave bord. Mush hedder spillet. Jeg får lov til at fotografere børnene, hvis familien får tilsendt billederne. De er først frygtelig generte, men efter lidt smilende bearbejdning lykkedes det, og der bliver taget nogle glimrende opstillede billeder, der en dag vil pryde indersiden af ger'en i Ich Dendii.

Dagen slutter med en forrygende brydekamp. De lokale bønder har dog fået teknikken ind med gedemælken, så to gange må jeg bide i sneen. Efter dysten bliver der dog givet næve i bedste sportsånd. Inden afgang nupper vi en sidste kop mælkete og nylavede bartzuks (klejner), mens sønnen Bartarh voldspiller på jeepens anlæg, inden vi drager til hovedstaden en stor oplevelse rigere. På vej hjem når vi den fedeste kælketur med udsigt over det meste af byen inklusiv de kolossale osende skorstene, der står ved det russisk opførte kraftværk. om, at de lange edderkoppehår mest af alt ligner forvoksede pubeshår på afveje.