En langsommelig affære. Bedre kan turen fra Bangkok til
Vientiane næppe beskrives. Bussen var allerede gået i stykker, da
vi drønede af sted. Inden vi havde snørklet os gennem myriaderne af
motorveje, afkørsler og trafikkryds stoppede vi flere gange end de
lokale busser, fordi chaufføren skulle inspicere gearkasen, der
brokkede sig højlydt.
Inde i den halvtomme bus blev vi underholdt af
airconditionanlægget, der skiftevis sendte os på hede tropeture og
derefter til arktis med kuldegysninger.
Da vi ankom til den laotiske grænse, sad vi og skrålede med på:
"Ååååh, hvilken herlig nat" så tolderne må have mistænkt os for at
smugle mere end godt humør med over grænsen. Efter en sand
stempelrus stod vi så i Folkets Demokratiske Republik Laos. Det
ligefremme navn ligger omtrent lige så godt i munden som stativ,
stakit - kasket og smager lidt hen af hengemt kommunisme.
Politifolk og toldere tager det helt roligt. HELT roligt. Et
bredt smil følger dog med hver eneste henvisning, der føles som et
godt råd og ikke en ufravigelig ordre. Så på trods af de
tungthængende, gråsorte skyer bliver førstehåndsindtrykket af Laos
ganske positivt.
Charmerende rodestad
Hjemlige brolæggere ville få et føl. Blinde mennesker ville
styrte om som dominobrikker og skateboardere ville flippe ud for
vildt! Fortove, veje og alle nogenlunde gangbare overflader i
Vientiane udviser total mangel på vater.
Fliser ligger hulter til bulter og husmurene er frodigere end
Regnskoven i Randers. Enkelte regeringsbygninger skiller sig ud med
nykalkede og farverigt udsmykkede facader, men det er bestemt
undtagelsen.
De engang så stolte kolonibygninger fra det franske imperies
storhedstid har nu skiftet ham og minder om noget fra en
arkitektonisk skraldespand. Store grønne fugtplamager skæmmer
overalt, og det eneste gode man kan sige om dem må være, at
farvekodekset passer til de hærdebrede elmetrær, der står langs
hovedgaden og skygger.
På mindre end to timer kan man vandre gennem den centrale del af
hovedstaden, hvis indbyggertal ligger i underkanten af den kvarte
million. Hovedparten af dem vi har mødt virker overordentlig
venlige, gæstfrie og nysgerrige.
De kigger langt efter os og man fornemmer tydeligt, at de ikke
ser nær så mange fremmede som i nabolandet mod syd. Men det kommer.
For den afslappede atmosfære og de lave priser har resulteret i et
sandt boom af internetcaféer, hostels og vestlige restauranter, der
skal sørge for at turisterne føler sig ikke bare hjemme. Men sådan
rigtig "hjemme".
Det behøver de nu næppe. For allerede efter kort tid i
Sydoestasiens mindste hovedstad falder man for lundefulde Laos.
Expressbus med opkast
Rismarkerne glider forbi som et stort, grønt kludetæppe med et
mønster bestående af bønder bevæbnet med hakker og spande. Vi ser
dem gennem ruderne i bussen, der dugger til af den kølige luft vi
velsignes med i vores "Deluxe Express Bus". Nu og da svøbes udsynet
i et venligt, hvidt skydække og vi nyder det spektakulære syn, mens
laoterne derimod har travlt nok med at ramme de små neonfarvede
plastikposer med resterne fra deres køresyge maver.
11 timers kamp op gennem "kategori 1 stigninger" slutter i
UNESCOS fredede by, Luang Prabang, der ligger på en lille halvø
kilet ind mellem de to floder Mekong og Nam Khan. Vi bor i en
gammel fransk bygning med lysekroner, blankpolerede mahognigulve og
renæssancemalerier over dobbeltsengen. Fra hotellets altan kan vi
betragte Nam Khan floden, der lydløst glider forbi.
På næsten hvert gadehjoerne tårner et tempel sig op - større og
endnu flottere dekoreret. Når man så samtidig kan fordøje
indtrykkene med velsmagende laotisk gastronomi til
backpackervenlige priser, så går det hele op i en højere enhed. På
jernhesten
"De million elefanters land" kaldtes Laos i en svunden tid. Vi
har ikke set nogen af de enorme dyr, men føler os selv klumpede og
tunge i det omklamrende og fugtige klima. Meget bedre går det ikke
på de lejede jernheste. Et enkelt tramp på den høje klinge og
sveden pibler frem som svitset smør på en stegepande. Betegnelsen
"ulideligt varmt" dækker kun Amin Jensens kropstemperatur i en
finsk sauna. Vi snakker nok nærmere Master Fatman på taget af en
foliebelagt Skoda gennem Nevadaørkenen! Ren bacon direkte
importeret fra Danevang.
De klejne laoter betaler sågar entre og bruger vores kroppe som
"Viking Vandland", hvor største attraktion ville blive rutsjeturen
i fars "svedige løjpe". Men, men - men. Vi nuppede lige først et
tempel til morgenmad. Bare lige for at kippe med flaget og vise, at
vi er finkulturelle på trods af transpirationen.
Wat Xieng Thong skulle være Luang Prabangs mest seværdige, så vi
kunne hurtigt konstatere, at vi ikke behøvede at se flere af
slagsen. Vi slog os derfor på rismarkerne og de omkringliggende
landsbyer, der gav et unikt indblik i, hvordan Indokina har set ud
i århundreder. Eneste bevis for, at vi stadig befandt os i 2003,
var den jammerlige musik fra skrattende højtalere gemt i de
faldefærdige skure.
Efter få numre ryger kvalitetsbarometeret fra elendig til
tortur. Ikke noget med bambussplinter op under neglene eller rotter
i et ansigtsbur. Nej tak, den lokale udgave af "Svenne og Lotta"
får på mindre end et kvarter undertegnede til at indrømme mordene
på JFK og Oluf Palme samt at være reinkarnationen af Moder Teresa
... Men hvad! Vi nød den maleriske natur omkranset af tilpas høje
bjerge og græsgumlende vandbøfler.
Dovendyrenes højborg
Laoterne selv må være direkte efterkommere af dovendyret. Man
føler sig næsten til ulejlighed, når man bestiller noget at spise,
og tjenerne nødtvungent forlader flimmerkassen. Ofte går der 30
minutter, inden man får sin "Chicken fried rice" - uden ris. Deres
ligegyldighed over for den mest basale rengøring tangerer det
svinagtige. Affald ligger på gulvene mellem bordene, støvet sidder
i plamager og venter på at få tyngde nok til at falde ned i maden.
Jeg overvejer om de måske spiller de på det. Lige som på
oddset?
Bang! Så ryger strømmen. Lynet slog ned meget tæt på hotellet og
får sengen til at ryste endnu mere.
- Hvornår kommer strømmen tilbage, spørger vi lettere nervøse i
skumringen?
- Om en time, falder svaret prompte. Eller i morgen, tilføjer
den panderynkende mand.
Disse fakta kombineret med ekstrem varme og lavt blodsukker kan
blive en ren Molotovcocktail,
men heldigvis er vi på ferie og kan slå lunkent Mekongvand i
blodet!
Kedelig grotte
Vi sejler af sted fra morgenstunden i en lille smal pram gennem
det brune uigennemsigtige vand. Langs bredden kan vi se frodige
grønne skrænter, der dækkes af et hvidt slumretæppe af skyer. Den
småhostende longboat har to besætningsmedlemmer. Kaptajnen, Mister
Thu, der styrer og hans lillebror som får lov at sidde bagest i
båden og øse vand ud med en lille rød plastspand.
På vej til dagens mål, Pak Ou Caves, overhaler de andre både os
konstant. Men pyt, det er søndag og vi kan alligevel ikke se
Onside. Actionpacked! Meget mere er der vist ikke at sige om
grotterne, hvor 2000 miniaturebuddhaer står hulter til bulter i
mere ellers mindre hærget stand i bælgragende mørke. Flagermusene
oppe under drypstenshvælvingerne er eneste nære kontakt ud over de
sporadiske turister.
De mange figurer ser ret så amatøragtige ud og den enorme
samling minder mest af alt om et asiatisk udgave af Emil fra
Lönneberg.
- Nå, har du været en dårlig munk. Så må du ind i grotten og
snitte grimme budddhaer!
Farvel til de blodtørstige flagermus og med hosteprammen ned til
en lokal landsby med det flatterende navn "Whiskey-village". Der
står de lokale i kø for at fylde risvin med citronsmag og
fluoscerende farver på os. De kalder det tilmed whiskey. Hvilken
fornærmelse! Rævepis og terpentin ville være mere passende. Men man
siger jo aldrig nej til en lille én til halsen. En stærk afslutning
på en vag tur!
Sprøjtende oplevelse
Så var der mere pondus i turen til Kuang Si Falls. Det første
indtryk bliver den bragende velkomst af vandmasserne, der tordner
mod klipperne forneden. Vandfaldet er omkranset af tropiske,
tragformede blomster i blændende lyse farver.
Lianer hænger dvaske og inviterer dovent på en svævetur under
trækronerne. Under vores fødder ligger et lysegrønt gulvtæppe af
mos. Hist og her afløser fladtrampet mudder underlaget og får det
til at føles som et lerklinet gulv under sandalerne.
Langs vandfaldet arbejder en gruppe mænd med at udvide bassinet.
Deres hakkers hule klonk høres knap nok i infernoet af brusende
vand. Vi kæmper os vej op mod toppen gennem fedtede og smalle
stier, hvor vi er overbevist om, at både slanger, tigre og
edderkopper betragter os.
Fra det øverste plateau kan man holde fast i en fugtig træstamme
og læne sig ud over kanten. Pulsen stiger markant med udsyn direkte
ned i det frådende gab. Pia drister sig til en svalende skyller
under det iskolde vand og må resten af turen finde sig i, at de
lokale mænd stirrer intenst på hendes t-shirt, der har to store
våde aftryk foran ...
Amatør-antropologer
På vej hjem gør vi stop i en Hmong-landsby. Vi føler os som de
rene amatør-antropologer blandt de mange børn, hvoraf flere er
nøgne. For første gang føler vi os langt væk fra lille trygge Viby.
Langt fra asfalterede veje, elektricitet og rindende vand. Selv
kragerne har taget konsekvensen og medbringer konservesdåser i
madpakken.
Omtrent 50 børn og unge leger i landsbyens fælleshus, som består
af otte træstolper og et hullet tag
bestående af palmeblade.
En gruppe af de ældste drenge spiller kort, mens de yngste
underholder sig med mudderklumper, som de selv former i
vandpytterne. Pigerne skaber elegante askebægre, mens drengene blot
ruller klumper i forskellige størrelser, der kan bruges til at
kaste med. Tænk engang. Mudder som det eneste legetøj. Så er det
sgu' svært at have ondt af de danske børn, der ved julegave nummer
syv udbryder, at det ikke lige var den rigtige farve på cyklen.
Men smilene er ikke destro indre ægte og brede. Endnu bredere
efter vi forbarmer os over en femårig pige, der egenhændigt har
flettet en hel bunke armbånd. Vi køber et par stykker for samme
værdi som en Netto-plastikpose og drager hjem til hotelværelset med
aircondition, varmt vand og køleskab!
Sådan må det nødvendigt forholde sig, for nok føler man en
brændende trang til at forbedre deres levevilkår, men faktum er, at
man bare bliver endnu én i rækken af turister, som stopper op midt
i deres virkelighed.
Man bliver bevæget, knipser et par billeder, der dokumenterer
besøget og køber lidt tingeltangel for at tilfredsstille
samvittigheden. Og så ellers videre på rejsen til nye krydser i
Lonely Planet Guiden. Videre til nye landsbyer, nye skæbner og nye
fotos. Men oplevelsen brænder sig alligevel fast og medvirker til
at gøre mødet med Laos så nuanceret og fascinerende, som vi havde
håbet på.