Simon Staun
PR-foto

Den største mur

Den kinesiske mur tåler ingen sammenligning. Som Michael Laudrup på Camp Nou må man bare
konstatere, at der er ingen over, ingen under og ingen ved siden af

Jinshanling til Simatai er den farligste del af strækningen. Flere gange vakler benene under én, og man
snubler næsten ned over de drabelige stenformationer. Muren er flere steder i miserabel stand, men det gør ikke så meget endda. For alene tanken om at gå på de samme sten som krigerne, der forsvarede landet mod de frygtede mongoler fra nord, får det til at krible i maven.

Vinden river i den vinterblege hud på armene, der er blottede for at kunne afgive varmen som følger med anstrengelserne i forsøget for at forcere de stejle trapper. Vi har fået følge af en strålende glad sol, der over de fjerne bjergtoppe skinner ned over verdens ottende vidunder.

Langs bjergskråningerne ligger golde, brune rismarker og venter på bedre tider mens muren stædigt
bugter sig frem over de mest ufremkommelige klippeformationer. Så langt øjet skuer i det blændende lys. Kilometer efter kilometer som en tusindårig olding, der aldrig giver op og viger for menneskehånd såvel som naturens uberegnelige vildskab.

Efter sigende skulle millioner af kinesere have åndet ud under byggeriet af de 6000 kilometer murværk.
Muren fremstår derfor også som et mindesmærke, og man føler virkelig med de skæbner, der bukkede under med at slæbe milliarder af sten frem til de ofte øde bjergområder.

Ekstra betaling

Mens vi nyder storheden bliver vi konstant anråbt af sælgere, der ikke skyer nogen midler i anstrengelserne for at sælge en kummerlig T-shirt eller nogle falmede postkort. Sådan er nutidens Kina. Ikke så rødt som engang og endog meget glad for ussel mammon.

Vi benytter os af vores tids teknik og ringer fra avisens mobil hjem til Viby J.

- Godmorgen! Det er Simon. Jeg står lige her på Den Kinesiske Mur og ville lige ringe og sige hej.

Min kæreste Pia lyder helt paf i den anden ende. Hvorfor ringer man hjem fra The Great Wall? Bare fordi man kan!

Pludselig står jeg ansigt til ansigt med en uniformeret mand. Han kræver ekstra penge for at forcere de
sidste hundrede meter af muren. Meget snedigt og nederdrægtigt, når vi har tre timers gang tilbage til udgangspunktet og kan se vores mål og næsten dufte de ventende kolde øl. Vi slipper yderst modvilligt 30 yuan ekstra for kun at blive opkrævet yderligere fem for at passere en hængebro over en smaragdgrøn flod.

Forpustede med ømme lægge og delvist solskoldede ansigter havner vi i en komfortabel, hvid havestol.
En fantastisk dag. Et konstant sug i maven. Grandiost. Vi har besteget Den Kinesiske Mur. Men den besejrede os med sin storhed.