I landsbyen Iwaki 40 kilometer syd for Fukushima-atomkraftværket vil bjergsiderne tage sig ganske anderledes ud til foråret, end de gjorde for få år siden. Tusindvis af kirsebærtræer kommer til at male skråningerne hvide og lyserøde i det, der måske engang ender som Japans største kirsebærlund.
Det er i hvert fald drømmen for 60-årige Tadashige Shiga, der begyndte arbejdet med at etablere kirsebærlunden i 2012, året efter Fukushima-katastrofen, hvor hans familie måtte forlade deres hjemegn, som lå inden for evakueringszonen rundt om Fukushima- værftet.
Tadashige Shiga nægtede at forlade Iwaki, hvor han er født og opvokset. Hans trodsreaktion er en af grundene til, at han har sat dagen af til at vise kirsebærlunden frem for en gruppe danske journalister, der er i Japan for at lære om Fukushima-katastrofens konsekvenser.
Støvregnen drysser ned over bakkeskråningerne, mens han detaljeret og indlevende fortæller om sin oplevelse af katastrofen, og hvordan han efterfølgende fik idéen til projektet. Eller missionen.
Man mærker tydeligt på ham, at han stadig er rystet over, at en betragtelig del af katastrofen var menneskeskabt. Jordskælvet og tsunamien udrettede kæmpe skader og slog næsten 30.000 japanere ihjel, da de ramte, men atomkraftulykken vil i en uoverskuelig fremtid påvirke livet tæt på atomkraftværket.
- Det skræmmer mig, at vi mennesker har opført noget, der har potentialet til at være farligt for mennesker i årtusinder. Det var det, der inspirerede mig til at skabe noget, der gjorde det modsatte. Jeg ville skabe noget, det er smukt og ufarligt. Da jeg så kirsebærtræerne blomstre for to et halvt år siden, var jeg ikke i tvivl om, at det var dem, der var perfekte til formålet. Jeg gik i gang med at kontakte landmænd og jordejere i området for at spørge, om vi måtte benytte deres bjerge til projektet. Ud af 50 har ikke en eneste har sagt nej indtil videre, og da jeg begyndte at spørge efter frivillige, var der lige så stor opbakning, siger Tadashige Shiga.
Fremtiden betyder alt
Tanken med kirsebærlunden har hele tiden været at tænke fremad mod en bedre fremtid og ikke bagud på katastrofen. Drømmen er, at kirsebærlunden en dag bliver verdens største. Men det kommer Tadashige Shiga sandsynligvis ikke til at opleve.
- Vi planter cirka 400 træer om året, og målet er at nå 99.000. Så det kommer til at tage omkring 200 år, men heldigvis bliver vi japanere ret gamle, siger Tadashige Shiga, der bestemt ikke er uden galgenhumor.
Kirsebærrene på de flere tusind træer er en speciel sort, som man ikke bruger til at spise, da frugten er for lille. Det er et bevidst valg, da de ville få for svært ved at sælge produkter området, da mange frygter radioaktive rester i egnens fødevarer.
- Sorterne med spiselige kirsebær er mere modtagelige over for sygdomme, mens disse træer, der er en af de ældste af Japans 300 kirsebærsorter, kommer til at stå her i mange hundrede år. Bladene bruges blandt andet til at lave te af og pakke riskager ind i, fortæller Tadashige Shiga.
Snakken om mad og drikke får ham til at tænke på tiden lige efter katastrofen, hvor butikkerne i Iwaki var tomme. Der var mangel på fødevarer, benzin og mange andre vitale ting.
- I Tokyo manglede der intet, og alt fortsatte som normalt. Det gjorde mig rasende, at så mange mennesker skulle lide her, mens livet fortsatte som normalt i Tokyo. Det gjorde mig ked af det på mine børns vegne, men jeg forsøgte at fortrænge smerten, da jeg ikke ville have, at de skulle se, hvor påvirket jeg var af situationen. Gennem hele forløbet har det handlet om at bevare fatningen og tænke på mine børn og børnebørns fremtid. At jeg lider betyder ikke så meget, jeg er langt mere bekymret på vegne af de kommende generationers sundhed og livsglæde. Kan de nogensinde vende tilbage til området omkring Fukushima, hvor deres slægt har boet i århundreder? Bliver det rent og sikkert nok, til at man kan flytte tilbage om 10, 100 eller 1000 år? Det er der ingen, der ved, siger Tadashige Shiga, mens han viser en række tegninger frem af lokale skolebørn.
Tegningerne er en del af en konkurrence, hvor elever mellem 5 og 10 år har skullet tegne deres drøm om fremtiden. Billederne er fyldt med smilende ansigter, blafrende sommerfugle, blomstrende skove og grønne marker.
Det er umuligt ikke at blive påvirket, når man ved, at mange af tegningerne er lavet af børn, der måske aldrig kommer til at se deres barndomshjem igen.
- Det er børnene, der holder mig oppe. Vi må være stærke for deres skyld, siger Tadashige Shiga med et determineret og alvorligt blik, man heldigvis sjældent støder på herhjemme.
Har spist ny vildsvine-race
Tadashige Shiga spiser fisk fra havet ud for Iwaki, selv om de er forurenede. Det samme gælder afgrøder og ikke mindst ris, der er en vital del af kostpyramiden i Japan. Han fortæller, at han har smagt på en ny race af svin, der er opstået, efter almindelige svin blev efterladt og senere parrede sig med vildsvin. Han viser en række huller i jorden, hvor der er rodet rundt, og fortæller, at det netop er den nye vildsvine-race, der leder efter rødder, orm og laver.
- Kødet er ikke voldsomt forurenet, men det er heller ikke rent. Derfor får vores børn serveret kød, ris og fisk fra andre områder af Japan. Der er blevet løjet flere gange om forureningen, så vi er mange, der tvivler på de tal, som regeringen løbende melder ud. I skal være lykkelige for, at der ikke er atomkraft i Danmark. Jeg ville ønske, at vi havde haft vindmøller som jer i stedet, men den japanske befolkning havde vænnet sig til, hvor nemt det var med atomkraft-energi. Derfor har der ikke været modstand mod den energiform, og til trods for Fukushima-katastrofen er kritikken nærmest allerede forstummet blot tre år efter. Vi japanere er mærkelige, og det må du gerne skrive, konstaterer Tadashige Shiga.
Han er dagligt i kirsebærlunden og det lille besøgscenter, hvor vi inviteres til te og kage efter rundvisningen på bakkerne. Kirsebærtræerne plantes dog kun ved en månedlig ceremoni, hvor der typisk sættes 30-40 træer i jorden.
De koster 400 kroner stykket, så det kræver en del donationer at holde kvoten. Den største bidragyder er den kinesiske kunstner Cai Guo-Qiang, som har udstillet i det meste af verden og flere gange i Danmark.
- Hans gennembrud som kunstner var et skib fyldt med ødelagte kinesiske porcelænsfigurer. Jeg havde fundet skibet til ham for 20 år siden, hvor han ikke var slået igennem i sit hjemland. Efter dette kunstværk havde været verden rundt, blev han anerkendt i sit hjemland. Hans navn og bidrag betyder rigtig meget for vores arbejde. Det er også ham, der har tegnet den 160 meter lange pavillon, der bugter sig som en slange gennem landskabet, siger Tadashige Shiga stolt.
Ønsker kan gå i opfyldelse
Rundt omkring træernes rødder hænger små træskilte med ønsker om at blive rask, at få et vellønnet job eller et lykkeligt liv. Dem, der donerer træet, bestemmer ønsket. 54 danskere har indtil videre doneret et træ, og én af dem var en dansk kvinde med japanske aner.
Hun var uhelbredeligt syg af kræft og ønskede sig af hele sit hjerte at se Japan, inden det var for sent. Hun fik hængt sit ønske op, og skæbnen ville, at hun overvandt sin sygdom og kunne drage til kirsebærlunden i Iwaki og se sit eget træ. Den slags historier gemmer der sig mange af, fortæller Tadashige Shiga, mens han viser os det, han kalder "Dansker-skoven".
En af de andre danske gæster spørger, om han må donere et træ og få hængt et ønske op om, at hans dybt handicappede 14-årige datter må få nogle gode oplevelser i livet. Det respektfulde blik i Tadashige Shigas øjne svarer for sig selv.
Da vi efterfølgende sætter os på knæ ved det lave bord i velkomstcentret, finder Tadashige Shiga en tusch frem og begynder at skrive ønsket ned, så det kan blive hængt på et træ, næste gang han og resten af gruppen af frivillige mødes for at udbygge kirsebærlunden. Et fredfyldt sted, der måske er verdens største af sin slags, når oprydningsarbejdet ved Fukushima-værftet er afsluttet.