Simon Staun
PR-foto

Indiens betagende kaos

Indien var det første stoppested på min første jorden rundt-rejse som ugarvet backpacker i 1997. Jeg ankom med mine to venner aldeles uforberedte på Bombays inferno af slum og tiggere. Omgivet af en omklamrende varme og tiggere i hobetal overværede vi allerede i lufthavnen et slagsmål, da taxichaufførerne kom i clinch over, hvem der skulle transportere os downtown og tjene lidt ussel mammon.

På vej gennem denne metropol rystede vi af nervøsitet på bagsædet af den gamle engelske taxi. Fortovene bugnede af sovende indere, der aldrig turde drømme om den luksus et varmt bad og en velredt seng byder på.

Som i en film blev enkelte klip hængende i bevidstheden og nu flere år efter, banker de til stadighed på med deres barske realitet. I den såkaldte rige bydel blev vi indlogeret. Med larm og støj fra gaden faldt vi udmattede i søvn og drømte den første nat i Indien om den næste måneds bedrifter.

De første par dage tågede vi rundt skiftevis mellem templer, lokale markeder og sad ofte bare lamslåede og betragtede denne fremmede planet på nært hold. Allerede fra starten blev vi taget ved næsen og det skulle vise sig at være meget karakteristisk for turen.

Af det for os kun drejede sig om håndører, var set i bakspejlet kun en formildende omstændighed. Togturen til Arungabad sikrede sig en plads i historiebøgerne for den mest beskidte maratontur nogensinde. Kupeen mindede om et fængsel med gitter for vinduerne. Hårde, kolde metalsæder, hvis man var heldig, og et gulv der efter få timer sejlede i urin, madaffald og andet lækkert. 36 stive timer. Aldrig mere. Aldrig aldrig aldrig.

Arungabad var base for udflugter til de formidable Elora-caves. 29 templer hugget ud af massiv klippevæg. Med store imponerende hvælvinger støttet af statuer udformet som elefanter, tigre og mytiske fabeldyr.

Af skade bliver man klog og sjældent rig. Dejligt gammelt ordsprog, der inspirerede os til at forsøge os med taxi på den næste lange strækning mellem Arungabad og Jaipur. En fantastisk køretur med den muslimske inder, Muhammed, og hans kompagnon. Over stok og sten på humplede veje gennem landsbyer, skove og åbne ørkenlignende strækninger.

Spøgelsesbyen

I Pink City i Jaipur, kendt som den lyserøde by, besøgte vi det betagende slot "Ghost city", der på en bakketop skuer ud over det frodige delta. Andre gamle forter imponerede med arkitektoniske finesser og koloristiske udsmykninger. Der blev ligeledes tid til det enorme "Red Fort", som engang var en uindtagelig fæstning.

I Agra blev vi mødt et utal af svindlere, evighedshippier og et par cool rickshawfræsere, hvoraf den ene udtalte: " I tried french women, german, english, american, scandinavian - girls from all the world ", lad det være sagt, det har været kvinder med stærk hang til tandkødsbetændelse, armsved og brylcreme. Han lærte os desuden at: " Women is like a pizza, if you have pizza every day, some day - you want to taste the chicken!". En meget gastronomisk livsanskuelse overført til partnerskabet ... Jo, vi lærte rigtig meget i Indien.

Agra er jo som bekendt også hjemsted for Indiens varemærke, unikke Taj Mahal. Bygget til ære for en Taj's elskede hustru tilbage i 1600-tallet. Det perlemorshvide mindesmærke står stærkest i erindringen fra Indien. Genspejlet som et fata morgana i de snorlige damme, med blændende, hvide tårne stigende mod den klare, blå himmel. Smukt og uforglemmeligt.

Mellem alle vores kulturelle udflugter blev vi gang på gang forundret over indernes forskellighed og deres forhold til livet. Lige fra de glade gadebørn, der jublede, når vi spillede bold med dem et kort øjeblik til den udsultede baby på sin underernærede mors arm. Fra de spedalske tiggere med mider glinsende i sollyset fra åbne sår til de stolte studenter, der åbent og venligt inviterede os hjem til middag i familiens skød.

Aldrig har jeg set så meget ulykke, fordærv og død, og alligevel sporet så ægte og livsbekræftende glæde. Indien er modpolernes og kontrasternes hjemland, og det producerer minder til resten af livet. Men først efter et par måneder, hvor man fik reflekteret over de mange indtryk, kunne vi fatte, hvilket mangfoldigt og rystende anderledes land vi havde set.