Simon Staun
PR-foto

Se Angkor Wat og dø

Har man eventyrblod i årerne, eller drages man bare af fantastiske bygningsværker er Cambodja sagen. Hr. og Fru Jensen bedes vende om i tide

Fem dage i Cambodja kan føles som en næsten uoverkommelig rejse. Allerede ved grænseovergangen fra Vietnam kunne man mærke, at noget var helt anderledes. Ikke kun vejen blev dårligere. Bureaukratiet, som lever i bedste velgående i Vietnam, blev til det rene ingenting sammenlignet med Cambodja.

Fra et pastjek i en overdækket hal blev kontrollen udført i et interimistisk skur uden skygge for os rejsende, der svedte i litervis. Kontrollen var yderst langsommelig på grænsen til det fatale. Men vi kom dog over til sidst, uheldigvis kunne man dristes til at sige.

Ikke siden de gode gamle dage i Indien har jeg oplevet fattigdom i denne målestok. Vejen fra grænsen til Phnom Penh var en prøvelse af de store. Et vaskebræt, en hullet grusvej, en skibakke ville have været at foretrække frem for denne ironi af en vej. Eneste plus var den unikke natur, man momentant kunne overkomme at nyde.

Flad som en pandekage var Cambodjas del af Mekong-deltaet. Farvet i alverdens grønne nuancer med rismarker i det uendelige pyntet med skorstenshøje palmer, der her og der skød op mod den blå himmel.

Nøgne børn

Undervejs mødte vi de første cambodjanere. De fleste børn. Nøgne. Mange med opspilede maver. Dette var ikke vores drømmeferie. På trods af deres dårligdom var de dog smilende og venlige. Især hvis der kom et lille bidrag ud af anstrengelserne, hvilket der gjorde i starten. For hvis man først gav en enkelt, ja så blev det en kort fornøjelse med barmhjertigheden fra vores side.

I Phnom Penh skulle vi bare have tiden til at gå. Hurtigst muligt. Vores plan var reduceret til udelukkende at besøge Killing Fields. Stedet hvor Pol Pots håndlangere slagtede 10.000 cambodjanere med stokke, knive og andre modbydelige våben - kun for at spare på patronerne. Det eneste man kunne se, var et mindesmærke med kranier inddelt efter aldersgrupper samt en masse huller. Hullerne havde alle en lille træplade, der beskrev hvem, hvor mange og hvad dødsårsagen skyldes.

Den mest morbide var barnegraven. 300 børn. Alle slynget imod et stort træ med hovedet forrest. Der fik vi en lille klump i halsen.

Turen til Siem Reap blev foretaget på taget af en raketagtig båd. Med 60-70 kilometer i timen placeret ved siden af motoren og udstødningen, var vi bange for at få permanente høreskader. Vi slap heldigvis for mén, og kunne se frem til besøget ved Angkor Wat dagen efter.

Om aftenen havde vi aftalt med hotellets manager, at vi skulle have tre motorcykler fra klokken fem om morgenen. Men da vi stod op, var der kun to. "Same same", sagde den ene chauffør. Han ville så bare have at vi skulle betale dobbelt for den ene. Yeah right.

Der var for det første ikke plads til tre, for det andet kunne han simpelthen ikke fatte, at det var en dårligere handel for os og bedre for ham, idet han sparede benzin til den ene motorcykel. Vi fik til sidst overbevist ham og kunne noget forsinkede drage af sted mod turens højdepunkt - kun i lidt dårligt humør.

Fantastisk ruin

Humøret skulle dog hurtigt blive bedre. Solopgangen over Angkor Wat var uforglemmelig smuk. Så smuk, at det ikke kan beskrives. En engelsk forfatter sagde engang: "Man må aldrig tage billeder af Angkor Wat, man vil altid blive skuffet, og intet lever op til den ægte vare." Vi har dog taget et enkelt billede eller to til glæde for dem derhjemme og naturligvis ikke til eget brug!

Det meste af dagen blev brugt ved de utallige templer det ene mere imponerende end det andet. En længere beskrivelse vil være uoverkommelig her, men især Ta Prohm med sine kæmpe snoede træer og Bayon med de utallige stenansigter var enestående bygningsværker.

Efter Angkor Wat gik det med ekspresfart til Bangkok. Det kunne ikke gå hurtigt nok. Kun fire timer forsinkede ankom vi til civilisationen igen. Igen var forskellen slående. Ved grænsen var horder af cambodjanske tiggere forsamlet i håbet om lidt ussel mammon. Affaldet lå i meterhøje bunker de sidste kilometer langs vejen. På den anden side blev vi mødt af asfalt, ingen tiggere, stilhed og orden.