Simon Staun
Foto: Simon Staun

Den store hanløves kongerige

Uden for den hostende bil hører vi pludselig sang. Først lavmælt. Så tiltager stemmerne i styrke for til sidst at bruse som et hav. Tusindvis af kvinder i spraglede klædedragter spankulerer i vejkanten, mens de synger mørket velkomment. De er på vej til dans. Men ikke hvilken som helst dans. De deltager hver og én i kampen om at blive valgt til den næste royale hustru. En kamp som 20.000 kvinder hvert år ser frem til at deltage i til trods for, at chancen for at vinde er nogenlunde lige så små som chancen for, at dronning Margrethe stopper med at ryge.

De kæmper uheldigvis også med det faktum, at kongen hvert år skal vælge en ny hustru, der er yngre, smukkere og klogere end hans seneste, hvilket en markant del af disse kvinder unægtelig vil få svært ved at overbevise udvælgelseskomitéen om.

Så egentlig er det blot en gammel tradition, der har udviklet sig til at være et finurligt og charmerende aktiv for lilleputnationen, der løsrev sig fra Storbritannien i 1968.

17 køer for en hustru

De blot 1.200.000 swazier regeres netop nu af kong Mswati, der i folkemunde kaldes "Den store hanløve". Ironisk nok hedder hans mor "Den store hunelefant", så det biologiske element skal sikkert ikke tages alt for bogstaveligt.

Når man som han skal vælge en ny mage hvert år, så kan man jo ind imellem skyde ved siden af. Men det findes der naturligvis råd for. En tilbagelevering koster blot 17 køer, hvis hun stadig er jomfru. Hvis hun har dristet sig til at være utro, skal hun levere kvæget tilbage dog minus én ko, hvis hun har født kongen en dreng og to, hvis det var en pige.

For filmkendere er der dømt ren "Coming to America" i Swaziland. Mine tanker falder i hvert fald på den klassiske komedie, da jeg får forklaret flere af Swazilands mere eller mindre latterfrembringende og obskure traditioner, der sikkert ville få de europæiske kongedømmer til at styrte i grus.

Især den årlige potensfremvisning, hvor kongen foran et udvalg af regeringsmedlemmer og de ældste medlemmer af den royale familie skal vise sit værd på silkelagenerne sammen med sin første hustru. Skal man regere et helt land, er det vel heller ikke for meget forlangt, at man regerer potent i sit eget soveværelse?

Kong Mswati den 3.'s nuværende 12 koner er blot prinsesser, indtil den store hunelefant trutter for sidste gang. Først derefter bliver den ældste udnævnt til dronning. Prinsesserne repræsenterer indtil videre alle landets største stammer for at tilgodese hele befolkningens opbakning til kongehuset. En opbakning, der for alvor blomstrede op under kongens far, kong Sobhuza den 2.'s, 62 år på tronen.

Han havde tilsyneladende travlt med andet end at regere, da han i sine 83 år grangiveligt nåede op på 120 koner og 280 børn. Intet under, at 25 procent af befolkningen i Swaziland i dag kan bryste sig af royale aner.

Det fantastiske brød

En times kørsel uden for hovedstaden Mbabane fortæller Albert Neneleni stolt om alle landets traditioner, mens han guider rundt i en autentisk landsby, hvor man kan se, hvordan befolkningen har boet i århundreder.

Det levende museum i Mantenga Nature Reserve viser meget realistisk, hvordan rangorden og alder betyder alt i swaziernes stolte samfund. Den ældste i stammen bestemmer alt. Og kvinderne har langt mere at skulle have sagt end mændene, hvilket sikkert vil frembringe feministiske smil hos flere kvindelige turister.

I landsbyen, der er en afrikansk pendant til Jerl Hede, får man lov at kravle rundt på de lerklinede gulve i halvmørket i hytterne. der hver især fungerer som køkken, soveværelse og fællesrum. Imens hører man om de relativt få møbler og redskabers funktioner i en dagligdag, der hører bronzealderen til.

- I denne hytte sidder de voksne og taler om voksne ting, som de unge ikke forstår endnu. Blandt andet snakker de om det særlig dejlige brød med den særligt søde smag, som intet barn nogensinde må smage. Kan I gætte, hvad det er for et brød, spørger Albert, så man kan se de kridhvide tænder blotte sig i mørket.

De dumme turister kender ikke det særlige brød. Eller også er deres metaforverden ikke så veludviklet.

- Det brød, som kun de voksne må nyde, er kvinden. Det er kun den frugtbare kvinde, der har den søde smag. Og først, når man er en rigtig mand, må man sætte tænderne i hende, forkynder Albert, der ser helt sulten ud ved tanken.

Til trods for den lettere sjofle anekdote, så er han som hovedparten af befolkningen særdeles åben, venlig og langt mere afslappet end naboerne i Sydafrika og Mozambique. Overalt, hvor man færdes, mødes man af lutter smil og hilsener. Som på det store marked i landets største by Manzini, hvor "Sanibonani" regner ned over os.

Tag dine sko med

Den velklingende hilsen betyder godmorgen, goddag og godaften og siges ikke for at få rige turister til at smide om sig med penge. Det bliver sagt med en oprigtighed, der kan kurere selv de mest kontrære turisters fordomsfuldhed.

Man føler sig også sikker ved at færdes i Swaziland, selv om man er blandt de eneste hvide mennesker i miles omkreds på et marked, hvor man kan købe alt mellem himmel og jord og så lidt til.

Det kan således være en givtig oplevelse at vandre rundt mellem puklende håndværkere, der arbejder præcis, som man gjorde i Danmark for efterhånden mange år tilbage.

Jeg bliver især fanget af to fingersnilde skomagere, der skærer såler til med imponerende hastighed.

- 12 kroner koster det at få nye såler på sine udtrådte sko, fortæller Henry Matsebula, der limer en taske med den ene hånd og borer den solide tråd, som skal holde sålen på plads, i med den anden.

Henry fortæller smilende om sin arbejdsplads, der ikke er ikke mere end to gange fire meter stor og tilsyneladende fuldstændig begravet i pensionerede sko, der trænger til mere eller mindre omfattende operationer for at holde sig gående.

Bag ham står en oldgammel Singer-symaskine, der klarer de finere sting, mens hans hærgede, sorte fingre klarer det grove arbejde.

I 12 år har han arbejdet i sin mors skobutik. De seneste otte sammen Moses Makwakwa, der ikke siger meget. Arbejdet skal passes. Også selv om der kommer nysgerrige blegansigter.

En gang imellem tager de til Mozambique og henter brugte sko, som de så sætter i stand og sælger. Henry spørger, om jeg ikke vil sende mine brugte sko ned. Han sælger dem for blot 50 kroner.

Jeg siger, at jeg vil overveje det. Transporten koster 100 kroner, så måske skulle jeg bare sende ham pengene i stedet? Men hvis de kære læser tilfældigvis skulle komme markedet i Manzini, så husk deres gamle sko og hils fra undertegnede.