Byvandring for de hårdføre

I 1993 var Mozambique verdens fattigste land. Det faktum kan stadig duftes, mærkes og ses i den ramponerede hovedstad Maputo

Jeg vågner med et sæt i min seng. Det er stadig mørkt, og jeg aner ikke, hvad klokken er. Lige udenfor er der en mand, der hoster kraftigt og vedvarende.

Jeg sniger mig op og åbner døren på klem. Udenfor på en laset sofa blot en halv meter væk ligger hotelmanageren og ryger en morgenfed på størrelse med et bambusskud. Det oser som et lille bål mellem hans fingre. Klokken er fem om morgenen, ser jeg på mit ur. Velkommen til Mozambique.

Den respektløse manager burde emigrere til Jamaica, hvor hans rastamanerer ville blende fortrinligt ind. Han besidder det specielle gén, der gør mennesker i stand til at kræve overpris for alt. Værelserne, der bedst beskrives som kolde betonhuler uden nogen som helst form for hygge, koster næsten det samme som et internationalt, trestjernet hotel downtown. Desværre er det altid sådanne oplysninger, man først støder på lige før hjemrejsen.

Øllene i køleskabet tager han 25 procent mere for, end de gør på restauranten 100 meter væk. Så man føler konstant, at man godt gammeldags bliver taget ved næsen.

Det eneste plus er, at der bliver spillet Bob Marley højlydt hele dagen, så man kan drømme sig lidt væk, når man hviler ud efter at have været på eventyr i den betagende og samtidig foruroligt foruroligende storby.

Beskidte gader

På den centrale gade, Avenida 24. Julio, hænger der flere skilte, hvor myndigheder opfordrer folk til at smide skraldet i de store plasticspande, der underligt nok hedder skraldespande. Men forgæves. Selv to meter fra en skraldespand lader mozambiqanerne blot papirposer, plasticbægre og cigaretskodder ryge på jorden.

Måske skyldes det, at de er bedøvende ligeglade med, om deres hovedstad fremstår bare en lille smule indbydende. Måske skyldes det blot, at de simpelthen ikke kan læse skiltet? Det kunne man fristes til at tro, da der i 1950 var ikke færre end 97,6 procent af befolkningen, der var analfabeter.

Det betød, at kun de portugisiske okkupanter besad den fundamentale kundskab at kunne læse. Og viden er jo som sagt magt, så måske derfor skulle de fem millioner indbyggere vente så længe, før de i 1960 gjorde oprør med den karismatiske Samora Machel som leder. Hans statue pryder for øvrigt flere pladser i byen, så hans karismatiske udtryk skal man ikke lede længe efter.

Den hvide turist
Overalt poserer udbrændte bygninger med store åbne sår i murene og dårlig udført graffiti som et miserabelt forsøg på at pifte tristessen op.

På det centrale marked finder vi ud af, at store dele af standene er brændt ned i nattens løb. Flere grupper af beskidte drenge i bare tæer og lasede bukser roder rundt i skraldespandene for at se, om ilden skulle have levnet et eller andet af økonomisk eller gastronomisk værdi.

Blot få minutter fra det forkullede marked kan de velbeslåede, hvide turister traske forbi vagterne, der oven i købet smiler venligt, inden de træder ind til en velkendt nærmest hjemlig verden med dyre restauranter og internationale tøjbutikker.

Man føler sig på én og samme tid underligt privilegeret og enormt distanceret. Oplevelsen af at se den tiende knægt trykke næsen mod ruden for at få lidt opmærksomhed og penge, mens man smasker italiensk luksusis i sig, bliver ganske ubærlig i længden.

Jeg bryder mig bestemt ikke om at føle mig som en del af den undertrykkende, hvide overklasse. Så jeg forsøger at holde fast i det synspunkt, at jeg i bund og grund blot er en rejsende, der suger til sig fra et kar med masser af kontrastfulde oplevelser. Og så hjælper det også, at de mørke mennesker ved nabobordet ikke ænser tiggerne med så meget som et blik.

Kælne lyde

Noget man straks bemærker på en byvandring, er befolkningens lighed med brasilianerne. Eller omvendt, da portugiserne netop medbragte slaver fra Mozambique til det nye land mod sydvest. Landet ud til det Indiske Ocean har mange smukke mulatter, hvilket er et synligt bevis på, at portugiserne bestemt ikke holdt sig tilbage i mødet med landets mørke skønheder, der også i nabolandene bliver fremhævet for deres ydre egenskaber.

Befolkningen taler også portugisisk med alle dets kælne lyde og charmerende udbrud. På gaderne kan man desuden være heldig at overhøre salsamusik, som ellers kun høres i Rio de Janeiros fattige kvarterer.

Mozambiqanerne har udviklet en særlig imødekommenhed, når det gælder om at afhjælpe de hvide turister deres mange euro, dollar eller
sydafrikanske rand.

Så man skal være på vagt. Konstant. Hvis ikke det er en gadesælger, så er det taxachaufføren. Hvis ikke det er portieren, så er det tjeneren. Ikke alle er lige direkte i deres forespørgsel på fremmed valuta. Men budskabet er ikke til at tage fejl af. Penge. Til mig. Nu.

Når man kommer som turist, er man naturligvis også forberedt og indforstået med, at oplevelser koster. Men når man har sagt nej tak, venligt, 35 gange til de meget påtrængende gadesælgere på blot en formiddag, så bliver det endog meget svært at bevare et oprigtigt smil på læberne.

Kynisk røvhul

Stranden i Maputo er ganske fin. Desværre er sandet fyldt med glasskår og havet så forurenet, at kun de allermest dristige lokale hopper i for at afkøle sig, når solen tæsker ubarmhjertigt i middagstimerne.

Så er man tændt på en dukkert, må man afregne hos de fiskerestauranter, der ligger spredt langs kysten. Der kan man så ligge ved en lille svømmepøl og tænke over, at man lige har spenderet en lokal tjeners ugeløn på en cola light og en endnu koldere dukkert.

Verden er uretfærdig. Og man føler sig faktisk som et kynisk røvhul, fordi man konstant mindes om, hvor heldig man har været med at vokse op i smørhullet Danmark.

Men den tanke bliver man simpelthen nødt til at kaste fra sig, hvis man bare vil nyde opholdet en smule. For selv garvede rejsende kan få eventyrlysten drænet, hvis frygten sniger sig i forreste række.

Revolutionsmuseet er et must i hovedstaden, der ikke just rummer mange museer med noget seværdigt. De forklarende tekster er kun på portugisisk. Ikke særlig behjælpeligt eller turistmindet taget i betragtning af, at landet besøges af millioner af engelsk- og fransktalende turister årligt.

Alligevel får man gennem de mange effektfulde fotografier og genstande fra revolutionskrigen mod Portugal et ret godt indblik i, hvorfor og hvordan befolkningen gjorde oprør. Og ikke mindst hvilken modbydelig modstander de stod over for.

Fem millioner mozambiqanere mod 200.000 portugisere kunne lyde som en unfair kamp, men kolonisterne havde en væsentligt mere udviklet våbenteknologi og en professionel hær. De undertrykte kæmpede for at leve. De undertrykkende kæmpede for at overleve. Og lysten til at leve sejrer altid.

Efterfølgende brugte sejrherrene, hvis man kalder dem det, blot to årtier på at køre landet fuldstændig i sænk. Retfærdigvis har de forsøgt at rette op på den enorme sociale kløft det seneste årti, men går man en tur i byen, kan man ikke undgå at bemærke de luksuriøse, splinternye bebyggelser, hvor der sidder fem mænd som vagter, mens husets beboere ankommer i nypolerede Mercedes-Benz-slæder.

Sådan ser virkeligheden ud i Mozambique anno 2006. Og det kan såmænd være ganske fascinerende at betragte på tætteste hold. Men denne udgave af storbyvandring er ikke for de sarte sjæle.