Simon Staun
PR-foto

Sort fremtid for slumkvarter

Tre unge afrikanske mænd på en bænk vinker til en gruppe blege, danske mænd. De spørger, hvad vi dog laver i denne del af Nairobi sidst på eftermiddagen. Da de får at vide, at vi er journalister, tilbyder de at vise os en del af Kenyas hovedstad, de færreste turister forvilder sig ind i. Eller slipper fra med deres værdier i behold.

Få hundrede meter fra den tæt befærdede hovedtrafikåre Murang'a Road inde bag Chambers Road gemmer der sig en bliklandsby, som nærmest kun beboerne kender til. Den ene side af bydelen består af en stor, grå murstensmur op mod et nybyggeri, den anden side udgøres af bagsiden af de faldefærdige, in- terimistiske skure, der er blot tre-fire meter dybe. Og bælgravende mørke, da de er uden elektricitet.

Der går en sti gennem hele bydelen. Den er på intet tidspunkt bredere end tre meter og er fyldt med afbrændt kul, ensomme sko, plastic-rester, glasskår og cigaretskod. Et helvede for barfodede unger.

Blot otte-ni måneder gamle babyer ligger for sig selv og roder rundt på den beskidte jord, mens større søskende sporadisk holder øje med dem. De fleste børn løber rundt i bare tæer, der er så beskidte, at man spekulerer på, om de nogensinde bliver rene igen.

Der er kun et enkelt sted med rindende vand i kvarteret, og det er ikke tåvask, der er højest prioriteret. På det eneste toilet - der deles af 250 familier - er der heller ikke rindende vand. En af de unge mænd, der viser os rundt, advarer os mod at gå derind, medmindre vi virkelig skal. Den advarsel er overflødig. Om så diarréen brændte hul i mavesækken, gik man ikke frivilligt ind i skideskuret.

Ingen fare på færde

Efter få minutter har vi en horde af børn i hælene. De råber frydefuldt: "Mzungo", der refererer til vores hudfarve. De stimler sammen og vil have taget fotos, som de efterfølgende jubler over at se på vores digitale kameraskærme.

Deres mødre jubler knap så meget. Men med fem-seks børn i snit og intet job er der måske heller ikke så meget at smile ad. Slet ikke, når man står til at blive smidt væk om kort tid, når myndighederne som varslet river blikbyen ned.

- Det kommer helt sikkert til at ske. Det er sket før, og det sker igen. Regeringen i Kenya lover guld og grønne skove for de fattige før valget, og efter valget tromler de hen over os. Vi kan intet stille op, så kan I ikke skrive i de danske aviser, at vi ingen rettigheder har, spørger 33-årige Henry Mwangi fortvivlet.

Han er født og opvokset i slumområder og har derfor lavet et band, der hedder "Ghetto inna da City". Han er med andre ord formet af slumlivet i Afrikas fjerdestørste by, der kun er overgået i indbyggertal af Cairo, Lagos og Johannesburg.

Med ham som kompetent guide trænger vi helt ind i hjertet af kvarteret, hvor mændene bliver skævere og skævere for hvert skur, vi passerer. Deres røde øjne er ikke helt så imødekommende, men Henry og hans venner Buffalo Mboro, DJ Malebo, Edward og Jackson Shomba forsikrer os om, at der ingen fare er på færde. Vi er med dem. Vores sikkerhed er deres ansvar.

Fællesjoints i hjertet

Vi drejer omkring et hjørne og mødes af en mur af røg med en meget karakteristisk lugt af pot. På jorden sidder en ung mand og ruller joints oven på en udslået papkasse. Han har allerede rullet 25 og er langtfra færdig. Han tilbyder os at ryge med og smage på varerne. Vi takker nej.

- Det er kvarterets fællesjoints. Alle spytter i kassen, og alle ryger med. Hvis I smider et par dollar til rullepapir, bliver han vildt glad, siger Henry og peger på rullemesteren.

En af de mødre, vi hilste på tidligere, kommer hen og viser med en tommelfinger, at vi ikke skal spekulere på kvaliteten af potten. Den er åbenbart i top. Det gør vi heller ikke. Vi spekulerer mere på livskvaliteten og kvaliteten af børneopdragelse i disse trøstesløse rammer, hvor danske svinebønder end ikke ville opdrætte slagtesvin.

Vi slutter rundvisningen med at give en omgang lokale Tusker-øl på en nærliggende bar. Henry fortæller, at han har mødt en tysk pige, han gerne vil rejse op til. Om vi kender nogen, der kunne tænke sig at sponsorere en flybillet til Hamburg? Det gør vi ikke. Men vi kan alle sætte os ind i hans lyst til at flyve langt væk fra dette faldefærdige slumområde, der om få måneder har spredt 250 familier for alle vinde og tvunget dem til at klemme sig ind i de hundredvis af lignende propfyldte slumkvarterer rundt i Nairobis storbyjungle.