I Hurghada behøver du ikke være oliemilliardær for at føle dig som en del af 1001 Nats Eventyr
Jeg husker det så tydeligt, som var det i går. Glasdøren ud til
terrassen glider op, jeg træder forsigtigt ud, og morgensolen både
luner og blænder mig på samme tid.
Først tror jeg, at jeg stadig drømmer. Så niver jeg mig selv i
armen. Nej, jeg er vågen. Måske er det blot ét af de dersens
fatamorganaer, der skulle være så berømte på disse tilsandede
kanter?
Min søster kommer tøffende ud, og til trods for, at hun ser
dårligere end en skeløjet muldvarp uden sine briller, udbryder hun
med det samme: "Det er virkelig lige så smukt som i brochurerne".
Og det skal jeg hilse og sige ikke altid er tilfældet, når man
stryger på en afbudsrejse. Jeg har boet på hoteller, hvor man ikke
ville byde hverken Jønke eller George Bush at skulle sove mere end
én nat.
Vores enorme hotel, Grand Resort, er oversået med ranke palmer,
der kaster skygge over liggestolene, som står på snorlige rækker
omkring de tindrende klare pools, hvor man skal lide af en super-
seriøs omgang vandskræk for ikke at lade sig afkøle, når
temperaturen omkring middag nærmer sig "nu skal jeg snart ha' mig
en kold bajer"-niveau.
Hils Mohammed
Jeg har rejst i Egypten før, men sidste gang var overnatningen
på et hostel, hvor man fik dårlig mave bare af at kigge på hullet i
jorden bag et forhæng.
Egypterne har tilsyneladende taget et kvantespring og byder nu på
helt igennem overdreven og fortrinlig service, der er kraftigt
medvirkende til, at vi føler os som aktører i en liveopførsel af
1001 Nats Eventyr.
Den svulstige arabiske byggestil med masser af kupler, marmor på
gulvene og himmelsenge med flotte, mønstrede stoffer gør det ikke
vanskeligere at påtage sig rollen som emir eller prins med en
tjener på hver finger.
Selv ved stranden skal man ikke blinke med sine sololieindsmurte
øjenlåg, før der står en egyptisk springfætter klar med læskende
drikke, Mövenpick-is eller en glohed vandpibe.
Vores tjener var usædvanlig serviceminded og venlig, så bliver
du oppasset af Mohammed, ca. 25 år, mørkhåret og almindelig af
bygning, så hils endelig fra os ...
Tristessens by
Man kan indvende, at eventyret er baseret på en illusion. Sådan
er virkeligheden jo ofte. For malingen på hotellet fra 1998 er knap
størknet, og går man om på bagsiden, flyder det med brækkede
fliser, affaldsbunker og afrevne grene fra palmerne ved poolen.
Sådan er Egypten stadigvæk. Et kæmpe rod. Men trods alt en
charmerende gang rod. Og hvis man ikke vil have spoleret ferien,
kan man jo enten lukke øjnene eller holde sig inden for i
drømmeverdenen.
Netop i byen Hurghada er der ikke meget at komme efter, hvis man
vil på sightseeing. Til trods for, at byen nu slænger sig gennem 34
kilometer ørken, så er dens centrum omtrent så spændende som
døvefjernsyn om aktiekurser.
Forladte byggepladser, butikker med uendeligt meget ragelse og
interimistiske caféer og restauranter, hvor man alligevel ikke tør
eller bør spise, er altså ikke synderligt interessant, hvis
alternativet er turkisblå snorkleture i Det Røde Hav eller
ekskursioner til de storslåede attraktioner i Kairo eller
Luxor.
Da jeg allerede én gang har stået på toppen af Keopspyramiden,
får jeg overtalt min søster til at køre sydpå til Karnak-templet og
Kongernes Dal. Og lad mig sige med det samme, vi var ikke de
eneste, der var kommet på den idé.
Mindeværdig afstikker
Turistbusserne samler sig tidligt på morgenen i enorme konvojer,
der tromler gennem ørkenen som uendelige rækker af pengeskabe. Og
meningen er så, at de netop ikke bliver overfaldet eller angrebet.
Sandsynligvis fordi tusindvis af tyskere trods alt skræmmer de
fleste tænkende væsener.
Problemet er i mellemtiden, at disse karavaner ankommer til
attraktionerne på samme tid. Lige omkring middag. Så man skal nok
ikke forvente, at man kan gå på opdagelse mellem de enorme,
udsmykkede søjler eller sætte sig tilrette foran obeliskerne i
halve timer uden indblanding fra andre ligesindede, der gerne vil
foreviges foran de historiske kolosser.
Venter man blot et par timer, så sidder alle metervareturisterne
og nyder deres buffet på en af de mange Nilbåde, og så kan man
trisse relativt uforstyrret rundt og kun blive distraheret af
lokale lurendrejere, der for en skilling vil vise én de mere
afsondrede områder af templet.
Vi passes hurtigt op af en lokal iført den karakteristiske
kjortel. Han ignorerer vores åbenlyse tøven og slæber os konsekvent
med ned i det fjerneste hjørne af templet, hvor et par afsides
Ramses-statuer danner rammen om en givtig nebengeschäft.
Han forklarer på gebrokkent engelsk om de stadigt tydelige
inskriptioner, inden han viser os vej til et lykkebringende hul i
muren på ydersiden. Tre gange tager han vores hænder og fører fra
det glatslebne hul til brystkassen ud for hjertet og derefter tre
gange op på panden. Det skulle efter sigende bringe held. Hvis ikke
andet så i hvert fald for hans fem sultne børn, der forhåbentlig
vil nyde godt af de 10 pund, vi betaler.
Sådanne afledninger kan faktisk være højdepunkter på rejsen, da
man ikke går som børnehavebørn i lange rækker, men faktisk har tid
til at studere de fantastiske rammer og bare være til stede i
øjeblikket.
Fem sultne børn
Ikke langt derfra ligger Kongernes Dal. Skjult bag gevaldige
klippevægge og dækket af årtusinders støv og sten. Ikke særlig
royalt ved første øjesyn. Men når man trodser klaustrofobiens greb
og begiver sig ned i gravene, ser man ved selvsyn de overdådigt
dekorerede gange ned til selve gravkamrene dybt under jorden.
Det er her, konger som Tutankhamon, Ramses II og Seti I er stedt
til hvile. Deres popularitet og levealder eller mangel på samme
afspejles tydeligt på deres gravsteder, der varierer meget i
størrelse og pompøsitet.
Det skyldes, at man som udgangspunkt begyndte at opføre en
Faraos grav, når han kom til magten. Efter hans død havde man så 70
dage til at få finpudset detaljerne, og det har åbenlyst ikke altid
været lige nemt med datidens redskaber.
Ikke des tro mindre er det en helt speciel fornemmelse at
betragte, hvor sarkofagerne har været placeret og kigge op i
loftet, hvor der er malet hundredvis af små stjerner, så de døde
kunne stirre op i "himlen".
Mens vi står og bander over, at det er strengt forbudt at tage
billeder, kommer en af vagterne ilende. Han hiver fat i kameraet og
tænder det uden tøven. Det må være en stikprøve, tænker vi, inden
han stiller os an foran graven. Han skyder et par billeder - med
blitz - og skynder sig at slukke kameraet.
- Det er meget forbudt, understreger han bestemt og vifter med
fingeren.
Ja, det havde samtlige guider og vagter lige som fortalt os. Men
den fremstrakte hånd signalerer, at det standpunkt står til
forhandling.
Da han får fem pund i næven, fremstammer han som på
kommando:
- Jeg har FEM sultne børn.
Vi ser surt på ham og giver ham endnu en tyndslidt seddel.
Smiler dog lidt indvendig. Vi har fået et uvurderligt minde fra
dybet af en Faraos grav. Og hvis den tusinde år gamle ånd blev vagt
til live af blitzen, så beklager jeg på vagtens vegne. Gør ham ikke
ondt. Han har mange børn at forsørge ...