En af de absolut mest ærkeamerikanske
seværdigheder er Mount Rushmore i
staten South Dakota midt på det enorme
kontinent. Tæt på turistsmørhullet
Keystone finder man Black Hills-området,
hvor fire af de mest betydningsfulde
amerikanske præsidenter er foreviget i
klipperne.
Mere end to millioner turister valfarter
årligt til dette svært fremkommelige
hjørne af en stat med blot en million
indbyggere spredt over et område, der
er omtrent fem gange så stort som Danmark.
Og det må skyldes patriotisme eller
det faktum, at de fleste turister slår et
smut forbi efter at have besøgt statens
langt mere seværdige naturattraktion
Badlands.
I hvert er det svært at blive helt vildt
begejstret over de fire høje stenansigter,
der bevidst forsøger at undgå øjenkontakt
og bestemt ikke tager sig bedre
ud i overskyet vejr. Som fi re pokerspillere
med en dårlig dag ved spillebordet
skuer de ud over det brutale landskab,
hvor områdets Arapaho-indianere levede.
Længere sydpå kan man knæle ved
Wounded Knee og mindes høvdingen
Crazy Horse og de 300 mænd, kvinder
og børn, som blev slagtet af kavaleriet i
1890. Under den relativt ukendte republikanske
præsident Benjamin Harrison.
Svært at falde i svime
Republikaneren Abraham Lincoln
yderst til højre ser lidt mere mut ud end
George Washington, Thomas Jefferson
og Theodore Roosevelt. Måske er det
bare skyggerne, der falder anderledes
denne dag, eller måske forveksler jeg
hans anstrengte mine med den i Billund,
hvor Mount Rushmore er opført med
mere end 1,5 million klodser.
Ansigterne er 18 meter høje, hvilket
lyder gevaldigt, når man tager i betragtning,
at Rundetårn er 36 meter. Men når
man står på den velbevogtede udsigtsterrasse,
synes de ærlig talt ikke specielt store.
I hvert fald er deres eftermæle markant
større.
Jeg tænker på, at det må være lidt den
samme fornemmelse, de amerikanske
turister står med, når de står ved Den
Lille Havfrue på Langelinie.
Og dog, for når man ser billederne af
konstruktionsarbejdet, kan man godt se,
at to mand på en næsetip alt andet lige
indikerer en vis størrelse.
En historievandretime
Flere af de benovede amerikanerne anede
tilsyneladende ikke på forhånd, hvordan
disse fire historiske personer så ud.
I hvert er der mange forældre, der med
tydelig frustration forsøger at forklare
deres iPod-lyttende poder, at Abraham
PRÆSIDENTER MED
Skulptureringen af Rushmore krævede masser af dynamit. Omkring to millioner tons klippe blev sprængt væk fra bjergsiden.
Efter 3500 kilometer på de
amerikanske landeveje er
det svært ikke at blive en
smule skuffet over Mount
Rushmore og de fire berømtepræsidentklipper
Lincoln er ham med det sjove skæg, og at
ham dér George Washington har så besynderligt
noget tøj på, fordi det faktisk
er mere end 200 år siden, han levede.
Det historiske aspekt kan være svært
at falde i svime over, når man hjemme i
Danmark kan gå ind i kirker og private
boliger, der er et halvt årtusinde ældre
end Uafhængighedserklæringen fra
1776. Derfor er det mere som en spektakulær
historietime, hvor de enorme
granitpiller på vej ind til udsigtsterrassen
beskriver, hvornår de enkelte stater blev
en del af forbundsrepublikken
Skudt i smadder
Eksempelvis anede jeg ikke, at South Dakota
tidligere var en del af Ny Frankrig
og først blev en del af USA i 1889, da Dakota
blev delt i en nordlig og sydlig stat.
Man kan gå langs en sti neden for klipperne,
hvor informationstavler beskriver
de forskellige præsidenters liv og bedrifter.
Og det er faktisk højdepunktet, da
jeg ikke anede, at Thomas Jefferson var
opfinder, landmand, musiker og videnskabsmand.