På forhånd havde hotelpersonalet i nærliggende
Angeles advaret om, at man
skulle leje en fi rhjulstrækker, hvis man
gjorde sig forhåbninger om blot at komme
i nærheden af flodlejet, hvor det knap
to timer lange trek til den berygtede vulkans
berømte kratersø begynder.
Men at køretøjet i den grad var en
nødvendighed, havde min kæreste og jeg
ikke forventet.
På vej gennem stærke strømme og op
over stejle flodbredder kæmper jeepen
sig indædt gennem terrænet og sender
skyer af mudder bagud, efterhånden
som dens dækmønstre pløjer sig gennem
det golde og mennesketomme område.
På en times actionfyldt kørsel passerer
man kun enkelte bønder, der undrer sig
over, hvem der betaler for at drage ind i
dette ugæstfrie landskab, som visse steder
minder mere om Mars end Moder
Jord. Og man er tilbøjelig til selv at stille
netop det spørgsmål.
Klokken er kun 10, og allerede steger
solen de bittesmå mennesker i kløften,
der agerer endestation for køreturen.
Pludselig lyder de beroligende ord om
en ”let tur” fra guiden som en mild underdrivelse.
For mildt er der bestemt
ikke. Medmindre man medregner de
afkølende passager gennem fl oden, som
efter vulkanudbruddet næsten er udtørret.
Alene i helvede
Man kan dog stadig glemme alt om at
holde vandreskoene tørre. Efter at have
forceret floden fem gange med små ballettrin
og balancegang på glatte, drilske
sten kommer man til en indsnævring af
kløften, hvor der kun er én vej videre.
Ned i floden og fremad.
Efter at fodtøjet har fået sin ild- og
vanddåb, bliver det faktisk et behageligt
indslag at gå gennem det skiftevis
klare og orangefarvede, svovlfyldte vand
med få minutters mellemrum. Med en
kvælende luftfugtighed og skræmmende
mangel på skygge, efterhånden som
middag nærmer sig, føles det vidunderligt
afkølende for hele kroppen, når fødderne
og underbenene køles af.
Guidens forventede tidsplan virker
uendeligt optimistisk. Hver gang vi spørger,
hvor langt der nu er til kratersøen,
smiler han bare og siger ”20 minutter”.
Selv efter knap to timers sveddryppende
stroppetur er der stadig ”20 minutter”.
Måske skyldes irritationen til dels, at
den unge knøs ikke har så meget som en
sveddråbe på panden og at han ikke taler
engelsk som lovet.
Han går bare lidt i sin egen verden og
lader fl ipfl apperne fragte ham og følget
derhen, hvor han som en søvngænger
finder hen flere gange om ugen. På seks
timer indtager han ikke så meget som en
dråbe vand eller en af de chokoladekiks,
han tilbydes.
Selv har jeg på det nærmeste proppet
en rygsæk med saltholdig Gatorade,
vand, druesukker og de ovennævnte kiks
i tilfælde af, at man skulle vride om og
tilbringe et ukendt antal timer med at
humpe tilbage, da der ikke er telefonkontakt
undervejs. Eller skyggen af civilisation.
Alt sammen med til at intensivere
oplevelsen.
Regntiden er værst
Selv om vi ikke ser skyggen af en regndråbe
hele dagen, er det nu, regnsæsonen
peaker. Det er en af grundene til, at
vi på seks timer ikke ser så meget som en
sølle koreaner eller japaner, der ellers
fylder meget ved landets øvrige seværdigheder.
Men turen til Mount Pinatubo
er for hård, for lang og for humplet for
de fleste ”pakketurister”. Helt modsat er
scenariet dog i den tørre periode, hvor
man stort set kan blive kørt lige til døren.
Hvilket naturligvis ødelægger halvdelen
af oplevelsen.
Vores oplevelse derimod skal først til
at nå sit klimaks. Vi bevæger os nu gennem
den sidste del ad en snæver sti, hvor
frodige buske truer med at opsluge os,
inden vi når en lysning. Og hvilken lysning.
Det, vi kan se, er den lyseblå kratersø,
der alt efter årstiden skifter farve i
et væld af blå nuancer.
Engang var dens spejlblanke overfl ade
midten af vulkanen. Nu er den et 300
meter dybt, fredfyldt minde om, hvor
mange millioner ton metaller, klippe og
lava, der blev drønet helt op til 34 kilometer
ud i atmosfæren.
Ordsproget med, at ”intet er så galt, at
det ikke er godt for noget”, er måske ikke
helt fair over for de millioner af fi lippinere,
der blev berørt af udbruddet. Men
når man sidder forpustet, halvvejs dehydreret
og aldeles målløs ved søbredden
og stirrer på de stejle vægge, der for 17
år siden strakte sig yderligere 260 meter i
vejret, kan man ikke undgå at tænke lidt
i den retning.
Og der er uendeligt meget ro til at lade
tankerne vandre. Der er stille som i en
grav. Ikke en vind rører sig. Ingen fugleskrig
eller menneskestemmer i miles
omkreds. Kun historiens
Angeles advaret om, at man
skulle leje en fi rhjulstrækker, hvis man
gjorde sig forhåbninger om blot at komme
i nærheden af flodlejet, hvor det knap
to timer lange trek til den berygtede vulkans
berømte kratersø begynder.
Men at køretøjet i den grad var en
nødvendighed, havde min kæreste og jeg
ikke forventet.
På vej gennem stærke strømme og op
over stejle flodbredder kæmper jeepen
sig indædt gennem terrænet og sender
skyer af mudder bagud, efterhånden
som dens dækmønstre pløjer sig gennem
det golde og mennesketomme område.
På en times actionfyldt kørsel passerer
man kun enkelte bønder, der undrer sig
over, hvem der betaler for at drage ind i
dette ugæstfrie landskab, som visse steder
minder mere om Mars end Moder
Jord. Og man er tilbøjelig til selv at stille
netop det spørgsmål.
Klokken er kun 10, og allerede steger
solen de bittesmå mennesker i kløften,
der agerer endestation for køreturen.
Pludselig lyder de beroligende ord om
en ”let tur” fra guiden som en mild underdrivelse.
For mildt er der bestemt
ikke. Medmindre man medregner de
afkølende passager gennem fl oden, som
efter vulkanudbruddet næsten er udtørret.
Alene i helvede
Man kan dog stadig glemme alt om at
holde vandreskoene tørre. Efter at have
forceret floden fem gange med små ballettrin
og balancegang på glatte, drilske
sten kommer man til en indsnævring af
kløften, hvor der kun er én vej videre.
Ned i floden og fremad.
Efter at fodtøjet har fået sin ild- og
vanddåb, bliver det faktisk et behageligt
indslag at gå gennem det skiftevis
klare og orangefarvede, svovlfyldte vand
med få minutters mellemrum. Med en
kvælende luftfugtighed og skræmmende
mangel på skygge, efterhånden som
middag nærmer sig, føles det vidunderligt
afkølende for hele kroppen, når fødderne
og underbenene køles af.
Guidens forventede tidsplan virker
uendeligt optimistisk. Hver gang vi spørger,
hvor langt der nu er til kratersøen,
smiler han bare og siger ”20 minutter”.
Selv efter knap to timers sveddryppende
stroppetur er der stadig ”20 minutter”.
Måske skyldes irritationen til dels, at
den unge knøs ikke har så meget som en
sveddråbe på panden og at han ikke taler
engelsk som lovet.
Han går bare lidt i sin egen verden og
lader fl ipfl apperne fragte ham og følget
derhen, hvor han som en søvngænger
finder hen flere gange om ugen. På seks
timer indtager han ikke så meget som en
dråbe vand eller en af de chokoladekiks,
han tilbydes.
Selv har jeg på det nærmeste proppet
en rygsæk med saltholdig Gatorade,
vand, druesukker og de ovennævnte kiks
i tilfælde af, at man skulle vride om og
tilbringe et ukendt antal timer med at
humpe tilbage, da der ikke er telefonkontakt
undervejs. Eller skyggen af civilisation.
Alt sammen med til at intensivere
oplevelsen.
Regntiden er værst
Selv om vi ikke ser skyggen af en regndråbe
hele dagen, er det nu, regnsæsonen
peaker. Det er en af grundene til, at
vi på seks timer ikke ser så meget som en
sølle koreaner eller japaner, der ellers
fylder meget ved landets øvrige seværdigheder.
Men turen til Mount Pinatubo
er for hård, for lang og for humplet for
de fleste ”pakketurister”. Helt modsat er
scenariet dog i den tørre periode, hvor
man stort set kan blive kørt lige til døren.
Hvilket naturligvis ødelægger halvdelen
af oplevelsen.
Vores oplevelse derimod skal først til
at nå sit klimaks. Vi bevæger os nu gennem
den sidste del ad en snæver sti, hvor
frodige buske truer med at opsluge os,
inden vi når en lysning. Og hvilken lysning.
Det, vi kan se, er den lyseblå kratersø,
der alt efter årstiden skifter farve i
et væld af blå nuancer.
Engang var dens spejlblanke overfl ade
midten af vulkanen. Nu er den et 300
meter dybt, fredfyldt minde om, hvor
mange millioner ton metaller, klippe og
lava, der blev drønet helt op til 34 kilometer
ud i atmosfæren.
Ordsproget med, at ”intet er så galt, at
det ikke er godt for noget”, er måske ikke
helt fair over for de millioner af fi lippinere,
der blev berørt af udbruddet. Men
når man sidder forpustet, halvvejs dehydreret
og aldeles målløs ved søbredden
og stirrer på de stejle vægge, der for 17
år siden strakte sig yderligere 260 meter i
vejret, kan man ikke undgå at tænke lidt
i den retning.
Og der er uendeligt meget ro til at lade
tankerne vandre. Der er stille som i en
grav. Ikke en vind rører sig. Ingen fugleskrig
eller menneskestemmer i miles
omkreds. Kun historiens
