Jaaah maaan, diz is da good shit, hoster 23-årige Lamin.
De forventningsfulde venner Issa og Joe sidder som to
logrende hunde, der øjner en godbid, og tigger ham om
at sende den glødende joint videre, så de også kan ryge
deres faste søndagsfest i gang.
Den foregår altid på reggaebaren Sizzlers Beach Bar
en times kørsel syd for Gambias hovedstad Banjul, hvor
der allerede to timer i midnat står hundredvis af dansende
mænd og enkelte kvinder på terrassen og i sanddyngerne
omkring et simpelt rødstenshus, der udgør
rammen for seancen.
Det ligner et lettere ramponeret dansk parcelhus med
en halvfærdig, overdækket udestue. Men aftenens gæster
ligner langt fra dem, der befolker de danske vinterstuer.
Hovedparten er muskuløse sorte, unge mænd med
lange dreadlocks, farvestrålende strikhuer og skæve
smil.
Gud velsigne Marley
Ved den interimistiske, vakkelvorne mixerpult fyrer tre
dj’s op for stemningen, når de skiftevis spiller kassettebånd,
vinylplader og cd’er med de lokale reggaehelte
Horicane, Rebellion, Junior K. og Fireman, hvoraf flere
er kendt internationalt.
Deres Jamaica-inspirerede melodier tordner ud af
to meter høje mure af højttalere, der spiller himmelråbende
højt. Hvis ikke Lamin, Issa og Joe bliver skæve af
jointen, bliver de det i hvert fald, hvis de står for tæt på
de gigantiske basenheder, der får sandet på fliserne til
at hoppe i takt med reggaerytmerne. Hver gang bassen
dunker, spjætter sandkornene, som slog en knytnæve op
fra jordens indre.
- Bob Marley, Gud velsigne ham, udbryder Joe med
hænderne foldet i andægtighed, da ”Could You Be Loved”
forsøger at fortrænge hamptågerne og fylder luften
med tro, håb og kærlighed.
Joe kan tilsyneladende samtlige sangtekster udenad.
Både de klassiske med Bob Marley & The Wailers og
dem med alle nyere afrikanske og jamaicanske artister.
Mens hans stemme gjalder, forsøger han at male ordene
med sine hænder i halvmørket. Når han synger ”fight”,
slynger han en knytnæve i vejret. Når han synger ”love”
lægger han en hånd på brystkassen over sit heftigt bankende
hjerte.
Lige som de to andre begyndte Happy Joe, som han
kalder sig, at lytte til reggae som 12-årig. Dengang var
det musikken, der var omdrejningspunktet. Siden er det
budskabet om de sortes kamp mod global undertrykkelse,
der har betydet, at fascinationen siden har taget til i
styrke som et tropisk uvejr.
- Mange af mine problemer er blevet løst gennem
reggaemusikken. Når jeg har hørt om frihedskæmperen
Marcus Garvey, har det givet mig mod. Når jeg har
hørt Horicane
synge, at alt bliver
cool en dag,
og at vi sorte
skal tage det roligt
og glemme
al depressionen,
har jeg forsøgt at
gøre det, forklarer
den 27-årige
gambianer.
De sortes kamp
Inde i baren kan
man kun købe
to slags drikkevarer.
Den lokale øl Julbrew og en tarvelig frugtcocktail
uden alkohol. Men drikkevarerne er heller ikke essentielle
denne aften, hvor mange på egen hånd ryger sig
gennem hele hampmarker.
Til trods for den efterhånden tågede stemning kan
trekløveret sagtens sætte ord på, hvorfor det er reggaen
og ikke eksempelvis hiphoppen, det er faldet for.
- Reggae fortæller om den virkelighed, mange sorte
befinder sig i uden for USAs ghettoer. Den handler om
Rastadrømmen gløder i Gambia Tusindvis af unge gambianere finder deres identitet i
reggaemusikkens univers, hvor de sortes undertrykkelse og kamp for
frihed beskrives
􀁏
selvbevidsthed og er mere end blot underholdning. Det
er en livsstil, som giver en enorm tilfredsstillelse, fordi
der er et budskab forbundet med musikken modsat alt
det ligegyldige pop, man normalt hører på diskoteker.
Der er ikke skoler nok i verden til at lære alle om de sortes
kamp. Men alle kan lytte til reggae og lære derigennem,
konstaterer Lamin.
En bekendt afbryder den vidtløftige samtale. Han
hilses velkommen med den obligatoriske ”lion
palm”-hilsen, hvor fyrene stikker håndfladen frem
med fingrene som kløer og fletter fingre med hinanden.
Uden for danser endnu flere med hinanden,
ingen og alle. Fra afstand ligner det en
stor bølge af kroppe, der bugter sig som en
stor boblende symbiose spundet af
lykke- og hamp- rus. Sommerfuglene gør
menneskene selskab og fiser rundt under de få projektørlys
under halvtaget. Klokken er snart 1.00, og festen
er først begyndt.
Minder om Los Angeles
Gæsterne vælter ind nu. De fleste kommer i kæmpestore
amerikanske football-trøjer, har kasketter på med
[ Efterhånden som nattefesten
nærmer sig klimaks, tager en
dumdristig gut en stor deodorantdåse
og bruger som flammekaster
efter at have tændt strålen
med en lighter
Fra artiklen
Hver morgen begynder med, at rastadrengene laver te på stranden. Den skal hældes frem og tilbage et utal af gange for at få den rigtige konsistens. Den
suppleres med masser af hjemmerullede cigaretter - og ind imellem joints.
􀁏 Happy Joe, Issa og Lamin elsker reggaemusikken og gør alt for at reklamere for den. De går
altid med deres farvestrålende huer, også selv om der ofte er tæt på 40 grader.
􀁏
Overalt i
Gambia finder
man dedikerede
fans af rastakulturen.
Her er
det i en fiskerlandsby
syd for
hovedstaden
Banjul.
􀁏
Bob Marley er ikonet over dem alle. Og overalt i Gambia prydes biler og busser af hans portræt.
􀁏
NFL-logoer og basketball-sko. Hvis ikke man vidste
det, kunne man sagtens være til fest i Crenshaw eller
Compton i Los Angeles.
Når man kigger ud af vinduet, der rammen nattemørket
ind, ser man hundredvis af ildfluer svæve
rundt. Blot er det ikke ildfluer men glødende joints,
der skifter hænder igen og igen. Bevæger man sig
udenfor, er det svært at trække vejret uden at føle,
man ryger med.
Det passer tilsyneladende nogle af de ældre rastafarier,
hvis hårpragt løber helt ned til knæhaserne.
Når de slipper det løs, ligner det sorte slanger, der bugter
sig i halvmørket.
- Rastahåret er en ekstremt vigtig del af kulturen. Selv
om mit ikke er så langt endnu, giver det mig en god fornemmelse,
siger Lamin på en krydsning mellem
engelsk med gambiansk dialekt og den
finurlige jamaicanske udtale, der for
den uindviede kan være ren volapyk.
Deres interne kommunikation
har sin helt egen caraibiske
charme, selv om
de aldrig har forladt det
afrikanske kontinent.
Eller Gambia for
den sags skyld.
- Jeg kunne
aldrig finde på
at tale sådan
her til mine
forældre,
men unge
hiphoppere
har jo også
deres indforståede
slangudtryk,
fortæller 21-
årige Issa.
Vennerne ved godt,
at der er kæmpe forskel på livet i Gambia og Jamaica.
- Jamaica er langt mere gangsta-stil end Gambia. Der
bliver folk jo bare pløkket ned, hvilket slet ikke stemmer
overens med rastakulturens budskab, der handler om
respekt og næstekærlighed, siger Joe.
Han forklarer, at reggaemusikken for mange unge
i Gambia ikke handler om attitude eller kriminalitet,
men derimod er en glimrende måde at lære historie på,
fordi mange af kunstnernes tekster tager udgangspunkt
i faktiske hændelser.
Når de sidder på stranden og lytter til reggae på deres
batteridrevne radio, diskuterer de tit sangenes historiske
og politiske budskaber. Og på den måde forholder de sig
både til deres egen verden og den, der omgiver Afrika.
De fremhæver Junior K, der blandt andet synger om,
hvordan børn dør i hele Afrika og hele folkeslag slås ihjel
i Darfur. Eller hvordan knægten Amidou Jallow fra Guinea
blev mejet ned af amerikansk politi.
- Man kan lære rigtig meget gennem reggae. Derfor
forsøger vi at få vores venner til at lytte til musikken.
Men vi fornægter på ingen måde vores gambianske, musikalske
rødder. Der er tale om sameksistens, understreger
Lamin.
Sindssyg flammekaster
Efterhånden som nattefesten nærmer sig klimaks, tager
en dumdristig gut en stor deodorantdåse og bruger som
flammekaster efter at have tændt strålen med en lighter.
En halv meter lang ildsøjle skyder ud som et dragehvæs
og lyser natten op, mens de omkringstående jublende
opildner ham til at fortsætte.
Den eneste eksplosion forekommer heldigvis i højttalerne,
hvor ekkoet fra Bob Marleys ”Get Up, Stand Up”
runger.
Joe har nu sunget fire timer uafbrudt uden at springe
en eneste strofe over. Samtlige sange hilser han smilende
velkommen, som er det gamle familiemedlemmer,
der dukker uventet op til søndagsfesten.
- Åh, hvor jeg elsker reggae. Derfor fester vi til klokken