Hvordan hulen fik jeg den idé at tage
til gudstjeneste en søndag morgen kl. 9
i min ferie, spørger jeg mig selv om, da
jeg træder ind i den imposante, hvide
træbygning, der udgør Winners’ Chapel
en halv times kørsel syd for Gambias hovedstad
Banjul.
Der er allerede omkring 700-800 kirkegængere
på plads på bænke og plasticstole
på lange, lige rækker, da jeg
anvises til en plads tæt på indgangen,
så jeg ikke skaber for meget postyr. For
selv om der gemmer sig få andre hvide
Når mennesker er hoved attraktionen
Derefter vender alle sig om mod de
omkringsiddende og giver dem omfavnelser
eller solide håndtryk alt efter,
hvor godt man kender hinanden. Jeg får
mange velmenende klap på skulderen og
ønsket om en fortsat god søndag og en
fantastisk lykkebringende uge med gode
økonomiske dispositioner. Alt i alt med
til at denne søndag formiddag bliver et af
højdepunkterne under opholdet i Gambia.
Betal for billeder
Ret skal være ret. Gambia byder ikke
på mange seværdigheder. Hovedstaden
med blot 60.000 indbyggere er mildt sagt
et hul uden en eneste spektakulær bygning
ud fra en europæisk vurdering. Det
er dens gadeliv, der er attraktionen i sig
selv, hvis man tør og orker at gå rundt på
egen hånd.
Man er, hvis ikke en omvandrende skydeskive,
så i hvert fald en omvandrende
bankboks, som rigtig mange gambianere
gerne vil hæve kontanter fra. Det kan
man blive frustreret over eller tage med
som en del af oplevelsen.
Jeg gjorde det sidste, hvilket betød, at
jeg på en uge mødte fantastisk mange
spændende, fremmedartede mennesker,
der gerne ville fortælle mig deres livshistorie,
beskrive deres arbejde eller vise
deres mange betagende unger frem.
Gå på eventyr
Mit princip har altid været, at jeg ikke
giver penge til dem, jeg tager billeder
af. Men som bekendt har man et standpunkt,
til man tager et nyt, og når jeg på
en måde kommer rigere fra kulturmødet
med de lokale, er det vel heller ikke for
meget at forlange, at jeg giver lidt den anden
vej. Ofte er det få kroner, der afgør,
om motivet føler sig snydt eller beæret,
og viser man oven i købet sine billeder
på kameraets digitale skærm, er smilene
uden ende.
Afrika er kontrasternes kontinent. Og
stort set alt, man foretager sig, vil være
totalt anderledes end i Europa. Derfor er
enhver gåtur, taxatur eller sejltur en begivenhedsrig
affære, hvor man konstant
er omgivet af fremmede, der gerne vil
vide, hvem man er, og hvad man synes
om deres land. Heldigvis er engelsk det
officielle sprog, så man kan kommunikere
med næsten alle uden problemer.
Og begiver man sig få kilometer væk
fra de store ”hvide” resorter, kan man relativt
let gå på eventyr i ghettoer, fiskemarkeder
og små landsbyer, hvis man er
bevæbnet med lidt tålmodighed, masser
af kontanter og et smil, der åbner flere
døre end noget andet.
Potent vin
Jeg havde på forhånd ikke forventet, at
jeg skulle tilbringe en formiddag i selskab
med en lokal bonde og drikke frisktappet
palmevin, mens vi talte om optimalt foder
til svin, og hvordan palmevin bliver
brugt som den lokale form for Viagra.
Vin er et meget prangende ord i den
sammenhæng, og jeg skal virkelig stå
med et alvorligt problem, før jeg drikker
palmevin i litervis. Den smager enormt
harsk og besk, selv om han mener, den er
fantastisk sød og frugtagtig i smagen.
Han tilbyder, at jeg kan købe flere flasker
med hjem til Danmark, så mine venner
kan blive potente og få lige så mange
børn som de gambianske mænd. Jeg
laver fis med, at de fleste danske mænd
drikker netop for ikke at få flere børn eller
glemme dem, de har, hvilket han ikke
umiddelbart ser det sjove i. Men så skåler
vi endnu engang og griner over, at svin
er lige store svin hvad enten de er sorte
eller hvide.