Om ...

I sensommeren 1977 døde kongen over dem alle. Elvis Aron Presley. Kort tid efter blev en ny født ...

Helt præcis den 27.september på Farsø Sygehus i Himmerland, hvor to kilo hylende drengebarn blev skudt af sted ud i livet på sin første rejse. 

Mine forældre, der dengang huserede den så stolte seminarieby Ranum, kæmpede med at få mig bragt helskindet gennem mit første leveår, der blev en kamp mod bronkitis, strubehoste og alskens dårligdom. Men jeg stod igennem og kunne drage til Aars, Himmerlands centrum, hvor vi boede på sagnomspundne Grundtvigsvej i et hus, der i dag rummer myter i hobetal fra en barndom, der bød på de bedste legekammerater, timevis af højtlæsning og fodboldindoktrinering mellem gyngestativets stænger.

Børnehaveårene gik ikke gnidningsfrit på Oustrupvej, hvor kastede sten i øjenhøjde, væltede mælkekrus og momentane sultestrejker var tilbagevendende indslag.

Børnehaveklassen fortsatte i samme spor med flækkede øjenbryn, slåskampe og bare tøsenumser!

I 1984 blev familien udvidet med den lille guldklump Søren og igen to år senere, da vi fik kvindeligt selskab af Sofie. Efter min konfirmation voksede det sidste blad på firkløveret ud. Jeg var knap 15 år på det tidspunkt, og følte mig næsten som en ekstra far for Signe, som den lille skrålhals blev døbt.

Skoletiden på Østermarken gik ikke stille for sig. Evnerne var tilstede, men koncentrationen ofte svigtende. For ofte måske. For med en bunke drenge som: Kost, Mygge, Strutrøv og Brille-Kim, var man sikret evig ballade og gentagne fejder om alt lige fra skolebrødet til pigernes gunst.

Men så kom Jørn Vagn ind i billedet som klasselærer og fik styr på knægtene. Så meget endda, at undertegnede fik tiltusket sig adgang til Vesthimmerlands Gymnasium.

Hvis sammenholdet var stort i folkeskolen, blev det endnu større på gymnasiet, hvor drengeflokken var meget beskeden. Så fem af knægtene holdt sammen i tyk og tyndt. Specielt, når det drejede sig om de mindre boglige aktiviteter.

De tre år blev et forrygende sammensurium af øl, fester og damer. Øh, glemte jeg lektier? Underligt nok fik jeg endnu engang tiltusket mig et eksamensbevis, der ikke var så dårligt endda. Men det skulle heller ikke bruges i første omgang alligevel ...

For først skulle jeg tilbringe et lille halvt år i en kibbutz i Israel, hvorefter militæret i kraft af garderhusarerne i Næstved kaldte.

Derefter stod den skiftevis på vekslende fabriksarbejde og rejser, indtil jeg valgte at melde mig ind på det lingvistiske studie på Aarhus Universitet. Hvorfor, Kan man spørge sig selv? Ja, hvorfor stoppede Michael Laudrup på landsholdet? Spørgsmål, der ikke levner nogen logiske svar, men måske blot beskriver, hvad et øjebliks tankestilstand kan resultere i.

Så hurtigt fik jeg søgt ind på Journalisthøjskolen, der efter en enkelt lettere overstået optagelsesprøve tog imod en 22-årig drengerøv, der måske kunne stave, men ikke havde den fjerneste anelse om at skrive.

I månederne efter jeg blev færdiguddannet fra Danmarks Journalisthøjskole fik jeg udgivet min første bog: Livet i Vestbyen - voldsomt, vovet & vidunderligt, der er en portrætbog fra et byfornyet kvarter i Horsens, hvor jeg i øvrigt var i praktik halvandet år på Horsens Folkeblad.

Allerede som 24-årig blev jeg medlem af De Berejstes Klub, hvilket man muligvis kan finde belæg for andetsteds på denne hjemmeside.

Jeg har netop købt hus i Odense med min forlovede, Pia, der læser medicin på SDU. Vi får også brug for pengene ... Vi venter os nemlig til april!

Jeg arbejder på fjerde år for Fyns største avis, Fyens Stiftstidende, hvor jeg er ansvarlig for den rytmiske musik på kulturredaktionen med alt, hvad det indebærer af reportager, anmeldelser og portrætter. Et drømmejob!

I fritiden træner jeg med jævne mellemrum i motionscenter, når ikke jeg kaster mig sanseløst rundt mellem stængerne på Okson Park, hvor OKS holder til.

I efteråret 2008 fik Pia en sølvring og jeg en af guld efter et rådhusbesøg. Efter 10 år sammen var det svært at komme uden om en borgerlig vielse. Specielt når man som undertegnede ikke tror på sex før ægteskab.

I foråret 2009 blev Pia og jeg forældre til vores første barn, Ellen, der er opkaldt efter min mormor. Ifølge ovenstående burde hun jo være født før tid, men det var hun dog ikke ... Rejserne er i den sammenhæng forblevet urejste, men til gengæld er hver dag med Ellens pludren og spontane smil mere uforglemmelig end selv de mest spektakulære destinationer. Forhåbentlig skal hun med os på sin første rejse til nytår, hvor vi håber på sommel og sol nytårsaften. Første skal efteråret overstås. Jeg holder fire måneders barsel og bliver hjemmegående husfar med alt, det indebærer af bleskift, babysvømning og sutteflaskekogning. En ny æra begynder.

Simon Staun, Odense den 1.august 2009