Teitur spiller musik for sin egen skyld. For man skal hjælpe sig selv først, før man kan hjælpe andre ...
Der er ikke mange, der kan prale af at have boet så forskellige steder som Thorshavn, Holstebro og London. Den 27-årige færøske troubadour Teitur Lassen kan.
Som 17-årig forlod han de forblæste og træløse øer, da han måtte flytte til næsten lige så afsidesliggende Holstebro, hvor stedfaderen havde fået job.
Efter en mellemlanding i København har han nu fundet sin faste hylde i London, hvor han påtænker at blive på ubestemt tid for at blive endnu mere fortrolig med det engelske sprog. 
- Det er meget vigtigt for mig fuldstændigt at beherske det sprog, som jeg benytter mig af i mine tekster. Sproget er for mig et uundværligt stykke værktøj, derfor synes jeg, det er decideret pinligt, når sangere bruger et andet sprog end deres modersmål og ikke kender dets nuancer tilstrækkeligt. Hvis jeg var ligeglad med detaljerne, kunne jeg såmænd lige så godt bosætte mig i Langbortistan, siger Teitur.
Egentlig tog han med til London, fordi kæresten flyttede derover. Men efter fire år har han også fået øjnene op for byens fordel som base, når man turnerer meget både i Europa og i USA. Og så ligger den tilmed så strategisk, at han oftere får besøg af venner, der er på gennemrejse den ene eller anden vej over Atlanterhavet.
Alle er ensomme
Teitur spiller stadigvæk et hav af koncerter. Men han er trods alt blevet en smule mere selektiv efterhånden som popularitetens bølger er skyllet ind over både vestlige og østlige kyster .
- Før kunne jeg finde på at køre syv timer for at spille for 50 mennesker i Kansas eller tre mennesker på Møn. Nu spiller jeg lidt færre steder og håber på, at lidt flere dukker op, siger Teitur.
Selv om hr. Lassen har tilbragt adskillige måneder på landevejene i selskab med sin guitar, har han aldrig følt sig alene.
- Man er hele tiden i kontakt med folk og snakker med så mange forskellige mennesker, at man faktisk længes efter at være alene ind imellem. Jeg tror ikke, at jeg er mere ensom end alle andre mennesker, hvis de bliver ladt alene med deres særheder, konstaterer han tørt.
At singer/songwriter-genren blomstrer i mere eller mindre isolerede samfund som det færøske, overrasker ikke Teitur.
- Når man bor i Thorshavn, kan man ikke bare tage ned på en rockklub som i København. Faktisk kan man sjældent samle nok til at starte et band, så man er nødsaget til at tage sagen i egen hånd. Og når der i forvejen er en stor tradition for at fortælle historier og akkompagnere sig selv på Færøerne, så er det jo oplagt af blive troubadour, forklarer Teitur.
Sociale uligheder
Den færøske troubadour har turneret med Aimee Mann og optrådt til privatfest hos skuespilleren Edward Norton.
- Det imponerer mig ikke at møde kendte personer. Jeg er mere til personligheder. Derfor vil jeg præcis lige så gerne snakke med pølsemanden nede på torvet som en stor stjerne, siger Teitur.
Og apropos stjerner, så synger han på sit nye album "Stay Under The Stars" om indbrudstyve, karruselejere og blaffere. Men ikke for at sætte fokus på sociale uligheder.
- En indbrudstyv kan sagtens køre rundt i en flot Mercedes, og karruselejeren tjener sikkert mere, end jeg gør. Sangene er derfor ikke tænkt som min kommentar til de forskellige sociale lag. Mere som selvstændige historier om delvist autentiske personer. Det er nemlig sådan med sange, at hvis de ikke rummer en vis sandhed, så har de ikke så meget kraft. Og så overlever de ikke i længden, forklarer han.
Livet er et modspil
En anden af de sange, der fænger på det nye album, er "Louis, Louis" med den bedrøvede og opgivende linje "They Shot All The Poets".
- Jeg skrev den sang i perioden efter Bushs invasion af Irak og tsunamiens hærgen. Alt i verden virkede så umagisk og ulækkert, så for mig handlede det om at finde poesien igen og omgive mit liv med den, fortæller Teitur, der konkluderede, at netop Louis Armstrong stod for alt den godhed og kærlighed, verden mangler så meget af.
Teitur er dog samtidig af den holdning, at man skal i helvede først for rigtigt at kunne se, hvad der gemmer sig i himlen.
- Hele livet er en kamp mellem det gode og det onde. Det inspirerende og det dræbende. Min musik vælger ikke side. Jeg tænker bare på at lave mine sange, så de forklarer mig noget, fordi jeg er drevet af nysgerrighed og fortællelyst. Jeg spekulerer aldrig i, hvad andre vil have, for jeg ved, hvad jeg selv vil. Sådan er det i alle aspekter af livet: Man skal først tænke på sig selv. Lige som når man sidder i et fly og iltmaskerne falder ned. Hvis man ikke først får sin egen iltmaske på, så kan man ikke sætte den på andre. Sådan er det også med musikken, filosoferer Teitur.