The White Album, 2015

Foto: Tim Kildeborg Jensen
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 6
Frem

Otte timers forspil i Struer

Det fynske band The White Album har netop afsluttet gruppens forårsturné. Avisen tog med på en helt almindelig arbejdsdag til Struer, hvor der var mødt 120 tilskuere frem til fyraftensrock i Folkets Hus

Bunden af Jakob Eilsøs Peugeot 407 indikerer, at der normalt sidder børn på bagsædet. Der flyder med tyggegummipapir, brækkede plastikdimser fra Kinder-æg og brugte kopper. Han har ellers fjernet det værste skidt, pointerer han, da han med det andet bandmedlem Claus Arvad samler mig op bag Fyens Stiftstidende på banegårdspladsen i Odense klokken 10.

Vi skal hente det sidste bandmedlem, Frederik Vedersø, i Kildebjerg en halv time senere. Han er kørt fra København sammen med gruppens trommeslager, der lige som bassisten Morten Jørgensen fra Nyborg kun er med til koncerter.

At bringe et helt band og instrumenter til Struer er en logistisk øvelse, der trækker kindtænder ud. Det indebærer flere skift undervejs for at få instrumenter og mandskab så billigt frem som muligt. På tankstationen ved Kildebjerg køber Jakob Eilsø en klapsammenrugbrød med pølse, mens Claus Arvad nøjes med en kop kaffe. Da lydmanden Anders Thambo og de to lejesvende ankommer, køber de chips, sodavand og franske hotdogs.

- Nå, så kommer dem, der får penge for at spille, driller Claus Arvad kækt.

Det er sagt med et venskabeligt smil. Men faktum er, at kommentaren rummer en sandhed, der overrasker de fleste.

Selv om The White Album har badet sig i ros de seneste år, ender de tre faste bandmedlemmer med nul kroner i lommen efter dagens koncert i Struer.

- Når vi har betalt vores to musikere, lyd-, lys- og backgearmand samt modregnet benzin- og bropenge, har vi faktisk ikke en krone tilbage til at aflønne os selv. Det siger lidt om, hvor meget vi elsker at spille vores sange for et publikum, at vi arbejder 15 timer uden at få en krone for det. Vores løn er prestige og klapsalver. Det er sgu svært at fodre unger med, konstaterer Claus Arvad fra forsædet, da Peugeoten forlader rastepladsen på Mitfyn.

Torben Bilnarkoman

Vi er ikke klatret over Lillebæltsbroen, før det står krystalklart, hvordan de tre musikere magter at køre hele vejen til Struer uden at få en krone for det. Latter er i udpræget grad deres interne valuta.

De har dyrket den interne humor til perfektion, og tre timer under samme biltag byder på anekdoter, der matcher Niels Hausgaard, Allan Olsen og Johnny Madsen.

Jakob Eilsø, der er opvokset i Assens, underholder med forbudt for voksne-minder om Lars Ligknepper, Poul Erik Rene Håndklæder, Jørgen Peter Smørhår og Finn Viking. De sagesløse fjedre under Peugeoten testes til det maksimale af fire granvoksne mænd med krampelatter.

Claus Arvad griber depechen og disker op med endnu mere groteske Dalum-klassikere om Martin Damefrisør, Torben Bilnarkoman og Fede Ronnie. Hvis en Peugeot kunne køre på latter, ville det være en billig tur til Limfjorden.

Den fulde oplevelse

Jeg åbner en sodavandsdåse med et højt smæld. Alle tre bandmedlemmer kaster blikket på 7UP-logoet.

- Det havde været o.k., hvis du drak en øl. Vi drikker bare ikke, når vi er på arbejde, konstaterer Claus Arvad.
Den holdning overrasker mange. Den nærmest chokerer, så spillesteder ringer for at sikre sig, at det nu er korrekt, at køleskabet i omklædningsrummet kun skal indeholde sodavand, koldt slik og lidt frugt.

- Efter jeg sidste år erkendte, at jeg havde et alkoholproblem, har jeg ikke drukket. Det har bredt sig til de to andre, der også optræder ædru. Det er ikke sådan, at de ikke kan drikke et enkelt glas vin til aftensmaden eller en enkelt øl, men alle er enige i, at det er en hæmsko at fulde sig. Det sømmer sig simpelthen ikke, siger Frederik Vedersø.

Det har haft stor betydning for koncerterne og den interne efterkritik.

- Vi er langt mere konstruktive i vores kritik. Og vi kan ikke mindst huske den og tage den til efterretning. Jeg fornemmer heller ikke, at vi længere er nødt til at spille en rolle for at komme gennem en turné. Derfor er vi også mere ægte på scenen, fordi vi ikke skal fremstå som nogle karakterer, vi i virkeligheden ikke er, siger Jakob Eilsø bag rattet.

Det har haft mange fordele, at alkohol er reduceret til et minimum. Sangene med kompliceret fingerspil sidder nu lige i skabet, og de tre stemmer finder med Frederik Vedersøs ord hinanden på "mikroniveau".

- Vi finder hinanden langt hurtigere på scenen, og så har vi også erkendt, at en koncert skal være publikums fest. Ikke vores. Vi har i sinde at give publikum den fulde oplevelse. Ikke en fuldeoplevelse, konkluderer Frederik Vedersø.

Humor sort som natten

Peugeoten har boret sig ind i Jyllands frodige midte. Der har allerede været to tisse- og rygepauser, og nord for Herning skal Claus Arvad tømme blæren igen. Han ser alvorlig ud, da han kommer ind i bilen, hvor snakken handler om en pige, der smilende tog en "selfie" i Auschwitz.

- Det er grotesk, at man kan finde på at tage sådan et billede. Min bedstefar døde faktisk i Auschwitz, siger Claus Arvad og ser alvorligt på mig.

- Hold da fast, det anede jeg ikke. Det er jeg virkelig ked af at høre, siger jeg rystet.

- Jo, han faldt ned fra et vagttårn og omkom, svarer han tørt, inden bilen igen eksploderer i latter.

- Jeg tror, vores humor minder om den, som brandmænd- og falckreddere har. Den er enormt barsk, hvis man ser på den udefra. Men det er på samme måde en overlevelsesteknik, når man som i dag kører fem timer fra København for at spille fem kvarter i Struer, konkluderer Frederik Vedersø, mens Holstebro forsvinder i bakspejlet. Vi nærmer os målet.

Saxofon er som broccoli

Vi ankommer til Folkets Hus i en affolket bymidte og bliver budt velkommen med krammere af de fem andre i truppen, der har nået en bøfsandwich på Sundsgrillen. De har slæbt alle instrumenter ind og er i gang med at stille alt minutiøst op.

Klokken er 13, og der er tre en halv time til koncertstart. Om halvanden time er der lydprøve, og den tid plejer medlemmerne at hænge ud i omklædningsrummet.

Jakob Eilsø og Frederik Vedersø afspiller sange med saxofon for Claus Arvad, der h-a-d-e-r det instrument.
Først er det Stan Getz, så en liveoptagelse med Bruce Springsteens saxofonist Clarence Clemens og derefter Kenny G. Claus er knaldrød i hovedet af raseri.

- Jamen for helvede, I kan spille alt det saxofon, I vil. Jeg ændrer ikke mening af den grund. Hvis man ikke kan lide broccoli, kan man servere det på tusind måder, og det smager stadig ad helvede til, vrisser Claus Arvad, mens Frederik Vedersø gør et sidste forsøg med at overbevise ham.

George Michaels broccoli smager ham heller ikke. De opgiver projektet for i dag.

Vi lusker over på det nærliggende spisested Den glade pingvin, hvor vi bestiller en pariserbøf, der er lige så tør som humoren omkring Limfjorden. Og kold som blæsten udenfor. Maden sluges hurtigt. Claus Arvad begynder at digtesynge til en Thomas Helmig-sang i radioen. Frederik Vedersø følger trop. De synger om plastre på knæene, vind i håret og appelsinsodavand i skøn forening. Så er stemmerne i det mindste varmet op til lydprøven.

Det tager næsten en time at finjustere alle instrumenter og deres interne ballance. En monitor skal der skrues ned for. En øresnegl skal skrues op. Lidt støj skal elimineres, og niveauet på Morten Hyldahls trommer justeres.

- Jeg har konstant sus i ørene. Det lyder som om, at der er et problem omkring 120 herzt. Det må være bundkasserne, der fucker det op, brokker Jakob Eilsø sig.

Lydmand Anders Thambo får begrænset støjen og får et oprigtigt tak. Han går derefter frem og tilbage i lokalet for at høre, om alt er optimalt.

- Det er bragende højt, men vi kan sgu ikke skrue ned. Så ryger magien og kraften i musikken. Vi håber, at publikum kan klare det til sådan en eftermiddagskoncert, siger Anders Thambo.

Det odiøse koncerttidspunkt skyldes Folkets Hus' fyraftenskoncept, hvor der et par gange om året er koncert 
torsdag klokken 16.30. Spillestedslederen Rie Nyborg fortæller, at koncerten med The White Album er "payback" til de mange faste gæster.

- Det koster kun 35 kroner at komme ind i dag, og man får byttet sin billet til en stor fadøl. Det handler primært om at give noget tilbage til dem, der bakker op. Men en sidegevinst er da bestemt at gøre vores brugere opmærksomme på The White Album, så de har lyst til at komme, når bandet forhåbentlig vender tilbage, siger Rie Nyborg.

Billigt sluppet i Struer

Lydprøven er afsluttet. Nu er der kun en time til koncertstart. Der tjekkes mobiltelefoner og ringes til koner, kærester og børn. Surfes nyheder og lyttes til Spotify. Der er ingen sofa backstage i Folkets Hus, hvilket irriterer. En lille lur er tiltrængt, men det må bandmedlemmerne undvære i dag.

- Vi plejer faktisk at tage i svømmehallen. Jeg har også altid en bog med i tasken, hvis jeg pludselig skulle begynde at kede mig. Men jeg når sjældent at læse, da der er altid en merchandise-bod, der skal stilles op, en skjorte, der skal stryges, eller en guitar, der skal nusses lidt om, fortæller Frederik Vedersø.

Han understreger, at ventetiden i Struer faktisk er kort, da der ikke er opvarmningsband med. Er der det, ryger der snildt to timers ekstra spildtid oven i hatten.

- Det er billigt sluppet i dag, konstaterer Frederik Vedersø.

Inde på scenen har Jakob Eilsø travlt med at tørre en kop kaffe op, der væltede ned i alle hans guitarpedaler.

- Havde det så bare været god kaffe. Det lugter af pis, siger han surt, mens han dupper de brune pletter med toiletpapir.

Nede i salen snakker publikum efterhånden lystigt. På de forreste borde står der "reserveret"-skilte til Struer Forsyning og den lokale afdeling af Nordea. Nu er der få minutter til, at det "rigtige" arbejde begynder for The White Album. Det er små 10 timer siden, at Frederik Vedersø cyklede hjemmefra for at møde de tre lyd- og gearfolk ved Forum i København.

Fucking smadret

Jakob Eilsø, Claus Arvad og Frederik Vedersø indleder koncerten som de tre tenorer med en a cappella-version af "Trenches". Lyden er perfekt, og publikum er opmærksomt.

- Vi har aldrig været i Struer, så I må tage godt imod os, siger Claus Arvad, da sangen ebber ud.

Gæsterne i Folkets Hus behandler The White Album godt. Faktisk så godt, at der efter halvanden times koncert er stående applaus og piften. Ved de runde borde snakkes der om, hvor godt, spændende og anderledes bandets musik var. Og om hvor forskelligt de tre sangeres stemmer lød. Foruden hvor højt, det havde været.

Efter få minutter er de tre medlemmer klar til at skrive autografer og sælge plader, cd'er, T-shirts og keramik i deres bod. Der står en kødrand af mennesker, som roser dem for en velspillet koncert og følger ordene til dørs med at investere i gruppens mangfoldige varekatalog.

Klokken 20.00 er bilerne bagved pakket med al udstyret, og maverne fyldt med en hurtig gang aftensmad med den uundgåelige bulgursalat og frikadeller. Snuden vendes sydøstpå efter et succesfuldt møde med Struer og en anderledes koncertramme.

Tre timer senere holder Peugeoten stille på Dronningensgade i Odense, hvor Jakob Eilsø bor. Claus og Frederik sover hos ham, da bandet skal optræde i Odense dagen efter.

Efter en arbejdsdag på henholdsvis 13 og 15 timer, er det på sin plads at opsummere, at musikerlivet sjældent handler om "sex, drugs and rock'n'roll". Ofte består virkeligheden af urimeligt lange dage med spandevis af spildtid og halvdårlige måltider.

- Vi har ikke noget valg. Vi brænder så meget for The White Album, at vi er villige til at gøre alt det her uden løn. Men jeg kan sateme godt forstå, at Jakob og Claus er pressede. De har begge fuldtidsjob og to børn. Jeg har ingen børn og kun et deltidsjob, og jeg er fucking smadret efter de seneste dage på landevejen, puster Frederik Vedersø og siger godnat.

Klokken 9 næste morgen skal de tre medlemmer stå klar til at lave morgenradio hos DR Fyn.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

Thomas Helmig
Frederik Vedersø
The White Album
Jakob Eilsø
Claus Arvad
Struer
Folkets Hus
Trenches
George Michael
Johnny Madsen
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.