The Eclectic Moniker & Mø, 2013

Foto: Morten Emil Rode
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 3
Frem

Fabelagtig fynsk folkefest

The Eclectic Moniker og Mø sørgede med to topprofessionelle præstationer for at sætte Fyn solidt fast på Northside-landkortet. Mere end 15.000 tilskuere valfartede til de to koncerter

Lørdag sidst på eftermiddagen vælter det ned med regn over Northside Festivalen. Det er ikke nødvendigvis et minus, når man skal optræde på festivalens eneste overdækkede scene. I hvert fald står der 3000-4000 publikummere og følger The Eclectic Monikers lydprøve, hvilket aldrig er sket før.

Mens bandet i fællesskab får afstemt de forskellige instrumenters niveau i lydbilledet, fiser manager Søren Borkmann rundt bagved og skænker Havana Club-rom og Coca Cola Light op til bandet, der på sommerens turné er udvidet med Kashmirs trommerslager Asger Techau på guitar samt Moonjam-saxofonisten Mads Haa-ber, der fokuseret stavrer rundt og varmer op for sig selv bag scenetæppet.

Da koncerten begynder en halv time senere, kan The Eclectic Moniker skue ud over et smilende menneskehav, der i den grad har indstillet antennerne på den livsglade, smittende calypso-pop, som bandet nærmest har taget patent på med radiohittene "Easter Island" og "From All Of Us".

Selv bag scenen kan man mærke elektriciteten forplante sig fra band til publikum og retur. Bandmedlemmernes kærester, der står linet op ved siden af de tomme instrumentkasser, nyder hujende mændenes triumftog. Selv vagterne smider de alvorlige miner og danser løssluppent med iført gule overtræksveste.

Efter en bragende jubelmodtagelse af gruppens nye nummer "Sports" råber forsanger Frederik Vedersø: "Det føles som at vinde EM at spille for jer". Publikum gengælder den ytring med et brøl så stort, at man skulle tro, Danmark rent faktisk havde kvalificeret sig til en slutrunde.

Klimaks nærmer sig stille og roligt, og da Frederik Vedersø samt guitarist Tobias Ljungar Sødring kaster sig ud blandt det euforiske publikum og crowdsurfer på deres udstrakte hænder, går hele teltet bersærk. Hvis man havde haft et Kodak-kamera, kunne man have taget bunkevis af "Kodak moments". Da bandmedlemmerne få øjeblikke senere stormer ned fra scenen, stråler lykken ud af deres storsvedende ansigter, mens alle omfavner hinanden på kryds og tværs.

Den bedste koncert til dato

Frederik Vedersø tænder resolut en smøg og tager et befriende hiv, mens han eksalteret forsøger at begribe, hvad der er passeret den seneste time.

- Vores koncerter går altid op i en højere enhed, men i dag var det højere end nogensinde. Det her er både publikumsmæssigt og oplevelsesmæssigt vores største koncert til dato. Der var jo ikke kun proppet inde i teltet. Uden for stor der en kæmpe kødrand, der også dansede med, siger Frederik Vedersø forpustet.

Mens han sætter ord på koncerten, strømmer det til med venner, kærester og pladeselskabets ansatte, der skal kramme og kindkysse medlemmerne. Selv om The Eclectic Moniker normalt er et kærligt band, fornemmer man tydeligt, at euforien er helt unik denne aften.

Bandet var på forhånd spændt på, hvordan Northside-publikummet ville tage imod deres sange. De havde ikke behøvet at bekymre sig.

- Det er altid vildt at stå over for et nyt publikum, hvor man kan se, at rigtig mange synger med på ens sange. Det giver et ekstra kick, hvis de gør. Fuck, hvor var det fedt. Vores bedste koncert nogensinde, konstaterer Frederik Vedersø.

Guitaristen Tobias Ljungar Sødring er stadig helt blød i knæene og rundt på gulvet, da han puster ud med en Heineken i hånden.

- Jeg blev sgu så rørt, at jeg kom til at græde undervejs. Jeg er et utroligt følsomt gemyt, men normalt kan jeg styre det på scenen. På et tidspunkt midtvejs får jeg den der fornemmelse af, at alle i teltet bare har det fantastisk. Jeg kigger rundt på de andre i bandet og ser derefter ned på publikum, hvor alle står med de bredeste smil. Det rammer mig lige i hjertet, fortæller Tobias Ljungar Sødring, mens der stadig udveksles high fives, kindkys og mandekrammere ad libitum.

Mø fortsatte stimen

To timer senere er der lige så proppet i teltet, da fynske Mø og hendes unge band skal forsøge at gentage triumfen. Man kan ikke klemme en avis ind mellem publikum forrest i teltet, så jeg søger ned bagest, hvor man stadig kan kile sig ind.

Selv om Karen Marie Ørsted kun har udgivet en håndfuld sange, virker det til, at publikum kender stort set hele repertoiret. Mænd, kvinder, drenge og piger. Alle gynger med, skråler løs og danser kædedans med ølkander svingende fra bæltet.

Konstant kommer der flere mennesker til fra Nick Cave-koncerten på den store scene. De stiftede bekendtskab med et band og en forsanger, der siden koncerten på Posten i Odense for et par måneder siden har fået kureret de fleste børnesygdomme. Timingen har løftet sig, teksterne sidder lige i skabet, og alle har fundet sig til rette i deres rolle på scenen. Desuden er lyden i teltet lysår bedre end på de udendørs scener. Alle ingredienser til en storslået oplevelse er til stede.

Da koncerten nærmer sig dens afslutning, er stemningen så fortættet og intens, at man næsten kan hælde den på de tomme ølkander, der flyder på græsunderlaget. Lørdag aften på Northside Festival ender som en fuldført fest takket været total fynsk dominans af to grupper med potentiale til endnu større sejre.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

Northside Festival
The Eclectic Moniker
Frederik Vedersø

Karen Marie Ørsted
Easter Island
From All Of Us
Sports
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.